
To afghanske dommere var søndag på vej på arbejde i landets højesteret, da de blev skudt og dræbt i Kabul.
To kvindelige afghanske dommere er tidligt søndag lokal tid døde efter at være blevet skudt af angrebsmænd midt i Kabul.
Det oplyser myndighederne i Afghanistan.
Dommerne, som arbejder for landets højesteret, blev dræbt i den centrale del af hovedstaden Kabul på vej til arbejde i bil.
- Desværre har vi mistet to kvindelige dommere i dagens angreb. Deres chauffør er såret, siger talsmand for højesteret Ahmad Fahim Qaweem.
- De var på vej til kontoret i en bil.
Der er mere end 200 kvindelige dommere, som arbejder for landets øverste domstol, tilføjer talsmanden.
Politiet i Kabul har bekræftet oplysningerne om angrebet.
- De var dommere, som arbejdede for højesteretten, siger Jamshid Rasuli, som er talsmand for rigsadvokaten.
De seneste måneder har en bølge af vold og likvideringer ramt landet.
Særligt Kabul har oplevet en ny tendens med drab på højprofilerede mål.
Angrebet finder sted, blot to dage efter at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste, at antallet af soldater i Afghanistan skæres ned til 2500.
Det er det laveste antal udstationerede i næsten to årtier med amerikansk tilstedeværelse i landet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her