17. august 2018
Raqqa var tidligere hovedstaden i Islamisk Stats selvudnævnte Kalifat, men efter en offensiv i 2017 blev byen befriet fra den ekstremistiske gruppe.
Raqqa var tidligere hovedstaden i Islamisk Stats selvudnævnte Kalifat, men efter en offensiv i 2017 blev byen befriet fra den ekstremistiske gruppe.
Foto: Aboud Hamam/arkiv/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Amnesty: Koalition fornægter civile tab i Syrien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Amnesty: Koalition fornægter civile tab i Syrien

Antallet af civile ofre under en offensiv i Syrien var langt højere end hidtil oplyst, lyder det i rapport.

Verden - 17. juli 2018 kl. 04:30
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Under de hårde kampe i den syriske by Raqqa fra juni til oktober 2017 mistede 23 civile livet. I hvert fald hvis man skal tro den USA-ledede koalition, der kæmpede mod Islamisk Stat i byen.

Men ifølge Amnesty International er tallet forkert. Langt flere civile omkom under de tusindvis af skudaffyringer og bombeangreb, der fandt sted.

Koalitionen har ikke undersøgt tabene grundigt nok, lyder kritikken.

- Allerede for et år siden offentliggjorde Amnesty rapporter om, at koalitionen ikke gjorde sig umage nok for at undgå civile tab.

- Man bombede civile boligkvarterer, og der røg masser af civile, siger juridisk konsulent i Amnesty International Claus Juul.

Amnesty har i kølvandet på militæroffensiven undersøgt tabstallene. Her var det ifølge organisationen tydeligt, at koalitionen "dræbte hundredvis og sårede tusindvis af civile" under den fire måneder lange offensiv sidste år.

I bare fire hændelser, som organisationen har undersøgt nærmere, kostede luftangreb 70 civile livet - de fleste var kvinder og børn.

Ifølge Amnesty har koalitionen ikke selv lavet undersøgelser og talt med efterladte og overlevende på landjorden efter offensiven i Raqqa. Og organisationens kritik bliver afvist.

- Problemet er, at det bliver aldrig bedre, hvis de ansvarlige ikke står ved deres handlinger. Krigens love siger, at man aldrig må tage civile tab for let.

- Gennem flere år har vi sagt, at I gør jer ikke umage nok med at undgå civile tab. Og så er koalitionens svar: Hvad snakker I om? Det er ikke rigtigt, og jeres tal er ikke til at regne med, siger Claus Juul.

Syriens Demokratiske Styrker (SDF) kæmpede sammen med den USA-ledede koalition mod Islamisk Stat i Raqqa. SDF har ifølge Amnesty vist sig at have en noget anden opfattelse af konsekvenserne for de civile under offensiven.

I et brev til Amnesty har SDF peget på "mislykkede luftangreb" og fejl fra koalitionens side, som resulterede i "enorme menneskelige og materielle tab".

Ifølge Amnesty har organisationen siden begyndelsen af 2017 deltaget i adskillige møder med repræsentanter fra koalitionen og skrevet gentagne gange til embedsmænd fra forsvaret i USA, Storbritannien og Frankrig.

Men medlemmerne af koalitionen har enten ikke svaret på Amnestys forespørgsler eller har afvist organisationens konklusioner, lyder kritikken.

Amnesty udgav en rapport 5. juni om de civile tab i Syrien. På baggrund af den nye dokumentation fra organisationen har koalitionen meddelt, at den vil genåbne fire allerede lukkede sager og yderligere undersøge en ny sag.