22. november 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 310 år gammel violin glemt på tog er tilbage hos musiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

310 år gammel violin glemt på tog er tilbage hos musiker

En musiker var knust, da han glemte sin kostbare violin på et tog. Nu er instrumentet blevet leveret tilbage.

Opdateret 03. november 2019 kl. 07:57
Verden - 03. november 2019 kl. 02:29
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et kostbart og 310 år gammelt musikinstrument, som en britisk violinist glemte på et tog for næsten to uger siden, er blevet fundet og returneret til ejermanden.

Den professionelle musiker Stephen Morris er efter "hemmelige forhandlinger" blevet genforenet med violinen, skriver BBC lørdag.

Ifølge mediet blev violinen leveret tilbage på en parkeringsplads i det sydlige London. Overdragelsen blev overvåget af civilklædte politifolk.

Stephen Morris var knust, da det den 22. oktober gik op for ham, at han havde glemt instrumentet på det tog, han netop havde forladt.

- Det er knusende at miste den - ud over værdien - for den er mit levebrød, sagde han ifølge BBC i forbindelse med, at han bad offentligheden om hjælp til at finde instrumentet.

Det var en optagelse fra et overvågningskamera, som britisk politi havde offentliggjort, der førte til et gennembrud i sagen. På videoen ses den mand, som menes at have taget instrumentet.

Stephen Morris blev kontaktet på Twitter af manden, og de to aftalte at mødes fredag.

- Han undskyldte mange gange og sagde, at han ønskede at overdrage den personligt til mig, fortæller musikeren.

Violinen er bygget i 1709 og er ganske særlig, fordi den er en af de få, som den anerkendte håndværker David Tecchler byggede.

Instrumentet, som Stephen Morris købte i 2003, har en værdi af godt 2,1 million kroner.

Morris skulle bruge den til at spille førsteviolin i Royal Philharmonic Orchestra ved to koncerter med tenoren Andrea Bocelli.

Før han fik instrumentet tilbage, lånte han en violin af sin hustru, men oplyste, at tabet af Tecchler-violinen var "som at få sin arm amputeret".

Efter at have fået den tilbage siger han, at "det kunne ikke være endt bedre". Både violinen og buen er intakt, tilføjer han.