24. september 2021
Jonas Bengtson fra Greve bakser med en kæmpeudgave af knobet »abehånd«.
gallery icon

Se billedserie

Jonas Bengtson fra Greve bakser med en kæmpeudgave af knobet »abehånd«.
Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Rekordforsøg på Rejsen til Amerika

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rekordforsøg på Rejsen til Amerika
Vallensbæk - 24. juli 2015 kl. 12:58
Af Sine Bach Jakobsen

Der blev bundet knob og knuder, da KFUM-spejderne fra blandt andet Greve, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj onsdag kæmpede for at komme med i Børnenes Rekordbog.

Alt skal bare være større. Sådan er det i Amerika. Og sådan er det også på KFUM-spejdernes distriktslejr, der trods placeringen midt i en skov i Hvalsø hedder »Rejsen til Amerika«. Der er da også både tipier og totempæle, cowboys på prærien, Det Hvide Hus og et Disneyland under opbygning. Og mest af alt er der store ambitioner. Hele onsdag har spejderne nemlig kæmpet med knob og knuder, som skal sættes på en 10 gange 10 meter stor plade, og inden dagen er omme gerne ende i Børnene Rekordbog som verdens største knobtavle.

14-årige Jonas Bengtson fra Greve sidder og bakser med en kæmpeudgave af knobet »Abehånd«. Det er ret svært, forsikrer han om. Han har ellers ret god erfaring med knob, da han har været spejder i syv år og været med på alle spejderlejrene.

- Det er ret fedt, fordi man møder alle de her mennesker. Man er sådan lidt de samme personer og har de samme interesser, siger han.

Mest af alt glæder han sig nu til fredag, hvor en spejderudgave af Disneyland forhåbentlig er skudt op på pladsen.

- Der kommer et eksternt firma med hoppeborge, karruseller og skydetelte. Og så bygger vi selv også karruseller, pariserhjul og en vandrutsjebane, fortæller sheriffen Kenneth Hoffmann.

Mere modig end mor

Og så kan verdens største knobtavle til den tid forhåbentlig også bruges til klatrevæg. Men det kræver selvfølgelig lige, at Jonas Bengtson og de andre 310 spejdere får bundet nogle knob og skruet dem godt fast på tavlen. Selv om de voksne assisterer med materialerne og klatreselerne, når knobene skal sættes på væggen, så skal børnene selv gøre det. Ellers kan de ikke komme med i Børnenes Rekordbog.

Derfor må 11-årige Matias Petersen fra Brøndby hoppe i klatreselen og klatre op ad stien. Hans spejdernavn er Tikki, som betyder mod. Selv mener han nu ikke, at han er særlig modig. Han klarer dog både stigeklatringen og kampen med skruemaskinen helt uden problemer og afslutter da også med at sige:

- Okay, jeg er i hvert fald mere modig end min mor.

På stigen ved siden af klatrer 11-årige Hannah Tesch Kyllmann fra Ishøj op med sit bidrag til tavlen. Det har taget hende 30 minutter at binde knobet. Hun synes, det er ret fedt at bygge ting. For eksempel har det bedste på spejderlejren indtil videre været, da de kom lørdag og sammen skulle bygge lejren op.

- Vi byggede for eksempel de spiseborde, som vi sidder og spiser ved, siger hun.

Hesten oplader mobilen

Især tropspejderne, der bor nede på prærien, har virkelig haft gang i både de kreative hjerner og fikse fingre. Lige nu er de ved at grave et badekar ned, som de har planer om at bygge et bål omkring, så de kan få et varmt bad. Det er åbenbart tiltrængt efter fem dage i lejren. Døde mobiler har de også fundet en løsning på. De har nemlig bygget en hest ud af en cykel, så når man cykler på hesten, kan man få ladet sin mobil op.

Så vil en gammel garvet spejder måske nok spørge, hvad en rigtig spejder skal bruge en mobil til. Sheriffen, der selv har været spejder i 25 år, er dog ikke i tvivl om svaret.

- Spejderarbejdet skal være tilpasset deres hverdag. Noget de kan bruge til noget. Det nytter ikke noget at give dem morsekoder og kompas. I stedet lærer de at navigere efter gps og bruger forskellige apps, siger han.

Moderne spejderliv

Liveopdateringer på facebook og Instagram er også en vigtig del af spejderlejren - og ikke kun for at tilfredsstille nysgerrige forældre og på den måde holde dem på afstand.

Kenneth Hoffmann tror, at blandt andet det er forklaringen på, at KFUM-spejderne oplever fremgang i antallet af spejdere.

- Vi er blevet bedre til at tilpasse os tiden, så spejderlivet er mere moderne, siger han.

Distriktslejren i år er den største lejr i 30 år. Sidste gang var de 180 spejdere, og i dag er næsten dobbelt så mange med. Der er nu også lagt mange tanker og hårdt arbejde i distriktsletlejren, der bliver afholdt hver femte år. For to år siden startede de med at finde på et tema, og siden har de stille og rolig samlet ideer og rekvisitter ind. Det er da også både guldminer, saloons, et hospital og en kirkegård.

- Her har vi begravet »Plejer« ved siden af Billy the Kidd, siger han.

Og ganske ret. Op af jorden stikker et par sorte støvler og på træskiltet står der »R.I.P. Plejer 2010«.

På »Rejsen til Amerika 2015« er tingene nemlig ikke som de plejer.

- De fleste spejdere er jo på en eller anden form for lejr hvert år. Men vores mål har været at lave lejren, som alle husker, siger sheriffen.

Og lige om lidt lander en helikopter midt i det hele for at foto-dokumentere rekordforsøget.

Stemmer du til kommunalvalget i år?