21. november 2017
Naestved Sygehus hvor en gravid kvinde afgik ved doeden pga. forkert medicin. Foto Per Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Naestved Sygehus hvor en gravid kvinde afgik ved doeden pga. forkert medicin. Foto Per Rasmussen
Foto: Rasmussen Per
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: »Toget« kan stadig standses

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Toget« kan stadig standses
Valgdebat Region Sjælland - 01. november 2017 kl. 19:45
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Morten Krogh Jensen
Overlæge dr. med.

Rude Vang 29 B
Holte

Sundhedsvæsenet i Region Sjælland kan i dag beskrives som et godstog i fuld fart gennem forstæderne med kurs mod Hovedbanegården med defekte bremser og en lokofører, som trods advarsler fra togpersonalet fastholder, at alt forløber perfekt.

Trods massive indsigelser fra det lægelige personale i Region Sjælland med direkte patientansvar og -kontakt over for indførelsen af Sundhedsplatformen (SP) fastholder hovedparten af det politisk-administrative system med floskuløse pamfletter, taler og plakater, at alt forløber perfekt forud for indførelsen af SP pr. 25. november. Indsigelserne fra sygehusenes kernepersonale er viderebragt som individuelle henvendelser fra ansatte med erfaring i patientbehandling og med kontakt til frustrerede kolleger i Region Hovedstaden og fra sygehusenes overlægeråd, hvor man er dybt bekymret for konsekvenserne for patientbehandlingen ved indførelsen af et åbenlyst dysfungerende nyt it-system.

I Region Sjælland eksisterer der aktuelt et velfungerende it-system, som leverandøren skriftligt har lovet - dokumentation for dette haves - kan opdateres, således at funktionaliteten kan opretholdes i de kommende år, hvorfor der på nuværende tidspunkt på ingen måde er et påtrængende behov for et nyt it-system. Vi står i Region Sjælland i en helt analog situation som Skat for år tilbage, da det politisk-administrative system fastholdt implementering af it-systemet EFI trods fagfolks - har det vist sig - velbegrundede indsigelser. Eksemplerne er legio i forbindelse med uprofessionel indførelse af it-systemer i den offentlige sektor, hvorfor man som skatteborger efterhånden må være bekymret for kvaliteten af den rådgivning, der leveres af det administrative system til politikerne i kommuner, regioner og stat.

Erfaringer grundigt beskrevet
Erfaringen fra Region Hovedstaden er grundigt beskrevet og har efterladt en række afdelinger med et permanent produktionstab, øgede personaleudgifter og forringelser af patientbehandlingen. Eksempelvis kan kolleger fra en søsterafdeling i blodsygdomme efter 1,5 års erfaring med SP berette, at de førhen kunne se 23-25 patienter på en ambulatoriedag, men efter indførelsen af SP blot 17-18 patienter uden udsigt til en øgning af dette antal uanset, hvordan arbejdsgangen tilrettelægges. Personalet har kun hovedrysten til overs for administrationens floskler om »tidstro data«, »data genereret med patienten« og »strukturerede data«. Det er og bliver indholdsløse floskler, uanset hvor mange gange det repeteres af vores administrative parallelverden. Bægeret flyder helt over for sygehusenes kernepersonale i hovedstaden, når man fra samme administrative system nu hører om »økonomisk gevinstrealisering« efter indførelsen af SP.

Modsat Region Hovedstaden bærer Region Sjælland præg af en udpræget lægemangel på specielt de perifert beliggende hospitaler, og offentlige myndigheder har beskrevet svære problemer med at opretholde kvaliteten af patientbehandlingen inden for flere områder. Af samme årsag må man frygte, at de negative konsekvenser af SP vil være langt alvorligere i Region Sjælland end hidtil beskrevet i hovedstaden.

Hvorledes har man så forsøgt at forberede personalet på SP i Region Sjælland? Selv har jeg deltaget i flere heldagsseancer i en såkaldt »parathedsgruppe«, hvor undervisningen varetages af personale uden det fjerneste indblik i, hvordan hverdagen fungerer på en travl sygehusafdeling. Herefter er det overtegnedes opgave at medvirke til at facilitere arbejdsgange ved indførelsen af SP. Jeg har absolut ingen indsigt i implementering af it-systemer og opfatter patientbehandling og tilrettelæggelsen af denne som den eneste opgave, hvor min uddannelse og 26 års lægelig erfaring berettiger til en ekspertrolle. Der fremsendes obligatoriske e-learning programmer til os, hvor man afmægtigt sidder i timevis og ser en masse uintuitive computerklik, som er glemt i samme øjeblik, programmet er færdigt. Slutteligt deltager man nu i undervisning i SP, hvor underviseren fortæller, at en række it-funktionaliteter, vi skulle lære, ikke fungerer i »læringsmiljøet«. Regionen har ikke foretaget en central skelnen mellem læge- og sekretæropgaver ved indførelsen af SP, hvorfor undervisningen alene indebærer en præsentation af funktionaliteterne ved SP.

Når konsekvenserne af indførelsen af SP i Region Sjælland endegyldigt måtte blive dokumenteret i form af et nedbrud af sundhedsvæsenet og forhåbentligt gennemgået ved Rigsrevisionen, kan politikere og djøf'ere, repræsenteret ved flertallet i regionsrådet og administrerende direktør Per Bennetsen, denne gang ikke melde »hus forbi«. I var blevet advaret af Jeres kernepersonale, som har indblik i driften af sundhedsvæsenet og alene har et ønske om at passe deres arbejde med patienterne uden ukvalificeret indblanding fra den verden af ukyndige, folketingspolitikeren Kaare Dybvad Bek så rammende har beskrevet i bogen »De lærdes Tyranni«.

Der er endnu godt tre uger til at standse toget og afbøde ulykken. Måtte man opfordre til lidt courage i det politisk-administrative system - det fortjener specielt patienterne og sygehusenes kernepersonale.