30. maj 2020
Et af Studio ThinkingHands kunstværker er under tilblivelse på stranden ved Gilleleje, hvor naturen maler med i form af bølgernes saltindhold og bevægelser, der aflejres som mønstre på en stor metalplade. Værket kommer forhåbentligt til at kunne opleves på Munkeruphus til maj.
gallery icon

Se billedserie

Et af Studio ThinkingHands kunstværker er under tilblivelse på stranden ved Gilleleje, hvor naturen maler med i form af bølgernes saltindhold og bevægelser, der aflejres som mønstre på en stor metalplade. Værket kommer forhåbentligt til at kunne opleves på Munkeruphus til maj.
Foto: I DO ART Agency
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Reportage fra en udstilling, der måske aldrig åbner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Reportage fra en udstilling, der måske aldrig åbner

Corona-virussen har foreløbig bremset en soloudstilling på Munkeruphus. Udstillingsstedets leder har talt med kunstnerne bag den højaktuelle udstilling

Ugeposten Gribskov - 04. april 2020 kl. 11:05
Af Line Kjær, leder af Munkeruphus
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er dag 7 i en ny virkelighed af undtagelsestilstand. På stranden ud for Gilleleje ses to skikkelser lidt ude i vandet med en stor rund metalplade. Ellers er stranden usædvanlig tom for mennesker.

Efter at have bakset lidt med pladen står den fast. Den skal registrere havets bølger, der med sit høje indhold af salt vil æde sig ind i det ubehandlede stål og aftegne uforudsigelige mønstre.

Et øjebliksbillede af en kemisk reaktion skabt i samarbejde med naturen.

"We are all bodies of water", fortæller Rhoda Ting, der en den ene halvdel af den dansk-australske kunstnerduo Studio ThinkingHand. Den store jernplade er parrets seneste bidrag til deres værkserie TIDE, hvor de i flere år har dokumenteret tidevandsbevægelser forskellige steder på kloden.

Et stort kredsløb

TIDE er ét ud af en lang række kunstværker fra duoens hånd, der skal minde os om, at vi blot er en blandt mange arter, viklet sammen med andre former for intelligenser i ét stort forbundet kredsløb af vand og væsker.

Den 4. april skulle en soloudstilling med Studio ThinkingHand have åbnet sæsonen på Munkeruphus. Udstillingen har været undervejs i flere måneder og de sidste 4 uger har kunstnerne knoklet med at producere værker på stedet i samspil med naturen rundt om Munkeruphus.

Der er blevet indsamlet mos, planter, svampe, alger, og i flere uger er kombucha-modersvampe og gær-kulturer blevet dyrket i store glas, timet til netop at skulle være klar til udstillingens åbning.

Med udbruddet af corona står det klart, at udstillingen ikke kommer til at åbne lige foreløbigt. Måske slet ikke.

Det står også klart, måske mere end nogensinde før, at vi er mere forbundne end vi aner. Og at hvad der sker på den ene side af kloden, kan have stor indvirkning på den anden side.

Erkendelser og kontroltab, som vi alle kæmper med i denne tid, men som mange aktører indenfor kunstens og naturvidenskabens fag længe har bebudet.

Ny naturforståelse

Studio ThinkingHand hører til en bevægelse af kunstnere, der de seneste år har opfordret til en ny naturforståelse og at vi mennesker bør genforhandle vores forhold til naturen.

Duoens praksis adskiller sig fra de fleste andres ved en bred tværfaglig baggrund indenfor både filosofi, teologi, partikelfysik, performancekunst, robot-science og ernæring. Vidt forskellige videns-felter der flettes sammen i skulpturer, som er yderst sanselige, smukke, uro- og tankevækkende på én gang.

Snart står en højst aktuel udstilling klar, men uden gæster til at opleve den. Ligesom det er tilfældet mange andre steder i Danmark og verden over.

En sårbar situation i kunstens verden, hvor mange kunstnere og institutioner står uden indtægter eller udsigt til hjælpepakker, og dette på ubestemt tid og på et tidspunkt, hvor der er brug for kunsten mere end nogensinde før.

'Vi har brug for fantasien'

"Vi har brug for fantasien og forestillingsevnen netop nu. For vi skal kunne forestille os de store forandringer vi står overfor" siger Mikkel Dahlin Bojesen, som udgør den anden halvdel af duoen.

Vi sidder med 2 meters afstand og med et bål imellem os i et shelter, som siden coronaen har vist sig at være et glimrende udendørs møderum. Vi taler om, hvad pandemien gør ved vores måde at være sammen på og for kulturens rum for fællesskaber.

For hvad er kunsten uden sit publikum? Og hvad er et samfund uden sine kulturinstitutioner?

Måske er det først, når biblioteker, teatre, museer, biografer og musiksteder er lukket ned, at vi forstår værdien af dem.

Vi bliver i disse uger mindet om, at det hele handler om at kunne dele oplevelsen sammen. Ikke bag hver vores skærm, men som fysiske kroppe, der kan være til stede, lytte, dufte, røre, synge, se og tale sammen i samme rum. Vi kan streame nok så mange operaer, koncerter, teaterforestillinger og virtuelle udstillinger hjem i stuerne, men i frarøvelsen af fællesskabet og det sanselige møde, forstår vi, at det netop er dét, der gør hele forskellen.

Godt tilrøget går vi tilbage til Munkeruphus, det tidligere kunstnerhjem, hvor Gunnar Aagaard Andersen i sin tid lavede sine eksperimenter. Han insisterede på, at kunst skulle ud i samfundet og stille spørgsmål til sin samtid samt at udstillinger snarere skulle fungere som en slags debatop­læg frem for noget, der kunne hænges op på væggen.

Det er sådan, vi må tænke kunsten i vores nye tid og virkelighed. Som nye udstillingsformer og relevante indspark, der ikke insisterer på svar og sandheder, men stiller spørgsmål og tegner nye streger i sandet.

Vi spritter af og siger farvel på 2 meters afstand, inden Rhoda og Mikkel igen går ind i huset og genoptager produktionen af værker til en udstilling, som ikke kommer til at åbne i et format, vi kender, men som forsøger at finde nye veje tilpasset corona og en ny virkelighed.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?