22. januar 2020
12 rotter er gået i fælder hos Lise Wesnæs. Blandt andet denne.
12 rotter er gået i fælder hos Lise Wesnæs. Blandt andet denne.
Foto: Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lise har dræbt 12 rotter i sit hjem: 'Det er som psykisk terror'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lise har dræbt 12 rotter i sit hjem: 'Det er som psykisk terror'

Det begyndte med kradselyde i en stue -væg. Et halvt år senere var Lise Wesnæs' hus fyldt af rotter. 'Det er psykisk terror', siger hun nu

Ugeposten Gribskov - 10. januar 2020 kl. 10:53
Af Jeppe Helkov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De havde været der mange gange før, og nu sad veninderne igen samlet om bordet i Lise Wesnæs hus på Fyrvangen i Gilleleje. Men hvad Lise Wesnæs ikke vidste var, at hendes liv efter denne dag ville forandre sig markant.

Selvom veninderne grinede og snakkede højlydt, blev de alligevel overdøvet af gennemtrængende kradselyde fra en af væggene. Lyde der blev ved og ved og ved.

"Det var utrolig, at det kunne overdøve os. Stemningen var ellers høj," husker Lise Wesnæs.

Den høje kradsen fik Lise Wesnæs til at bekymre sig. For lyden kunne næsten kun stamme fra to ting: Mus eller rotter.

Bærer sygdomme

Heldigvis holdt der tilfældigvis en bil fra rottebekæmpelsesfirmaet Rentokil inde hos naboen. Lise Wesnæs gik hen og spurgte, hvad hun skulle gøre.

Beskeden var, at det nok bare var halsbåndsmus. Men Lise Wesnæs fik alligevel to rottefælder for en sikkerheds skyld. Hun mener selv, at hun samtidig fik besked om, at hun selv skulle tømme og fylde mad i fælderne.
Noget hun i dag aldrig kunne drømme om at sige ja til.

"Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men i dag ved jeg, at man ikke selv må tømme fælderne. Rotterne bærer jo på en masse bakterier, der er farlige for mennesker. Så jeg har haft risiko for at blive smittet med alt muligt," siger hun.

Efter den april-dag begyndte Rentokil at komme hos Lise Wesnæs to gange om måneden. Rentokil er det firma, Gribskov Kommune benytter til rottebekæmpelse. Ifølge loven er en kommune altid forpligtet til at 'foretage en effektiv bekæmpelse af rotter' – også hos privatpersoner.

Derfor håbede Lise Wesnæs også, at de hurtigt ville få bugt med rotterne. Men hun blev klogere.

Lise Wesnæs

"Jeg er kommet hjem og har åbnet døren ind til mit bryggers,
og så sprang der en rotte frem," siger Lise Wesnæs.


"Rentokil kom to gange om måneden, men ingen rotter gik i fælderne. Men vi kunne se, at de var der," siger Lise Wesnæs og fortæller, at hun havde fået besked på at drysse mel ud på hele køkkengulvet for at se, hvor rotterne var.

Det resulterede dog i, at rotterne bare begyndte at spise melet.

"Jeg støvsugede melet op. Det betød, at de hoppede på min støvsuger. De gnavede sig ind gennem slangen og ned i støvsugerposen. Det har kostet mig to støvsugere."

Sådan undgår du rotter
  • Stil ikke affald på jorden. Kom det i affaldsspanden med det samme.
  • Vær påpasselig med fuglefoder, da det også er en fødekilde for rotter.
  • Rengør din vandlås. Især i køkkenet. Rotter tiltrækkes af madrester.
  • Klip tæt bevoksning ved dit hus, da planter gør det muligt for rotterne at klatre ind i huset.
  • Ryd op omkring dit hus, så rotterne ikke har noget at gemme sig i.
Rotter over det hele

I august var situationen så tilspidset, at Lise Wesnæs igen gik til kommunen, til Rentokil og til sit forsikringsselskab.

"Dér har jeg rotter over det hele. Du tror, det er løgn. De har været over det hele på mit loft, hvor der er tis på isoleringen. I mellemlaget under gulvet har de været. De har løbet rundt på stuegulvet. Når jeg står op, var der rottelort i mine møbler. De har ædt sig op ved radiatorerne. Jeg maler normalt ovre i det ene hjørne. Her har de løbet rundt på mine malerier. Når min søn har været her, har vi hørt dem løbe rundt. Det er så forfærdeligt," siger hun.

Beskeden fra forsikringsselskabet var dog, at de først ville dække de skader, rotterne havde efterladt, 'når der ikke er flere rotter'. De accepterede dog at tage køkkenelementer ned. Under dem er der tydelige spor af rotter, der næsten har ædt sig hele vejen op gennem gulvet.

Der blev også bestilt et kloakfirma til at tilse Lise Wesnæs kloak. Her viste det sig, at kloakkens udløb i huset manglede en prop. I stedet lå den på gulvet. Ifølge Lise Wesnæs ligner det, at den var blevet skubbet af. Det var her, rotterne var kommet ind.

Men først i oktober blev der monteret en ny rottespærre i Lise Wesnæs' kloak. En uge senere – og altså syv måneder efter Lise Wesnæs hørte kradselydene første gang – kom en mand fra Rentokil og lavede en gennemgribende gennemgang af huset.

"Jeg synes ikke, det er blevet grebet ordentligt an af kommunen og Rentokil. Det er først så sent i forløbet, at der rigtig bliver gjort noget. Det har fyldt alt i mit liv. Hver morgen har jeg måttet stå op og bruge to timer på at støvsuge mel op, vaske gulv og skolde det, for at få alle bakterier væk."

Rotter springer frem

"Jeg har været ekstremt påvirket af det. Hvis jeg har været ude, ved jeg ikke, hvad jeg kommer hjem til. Jeg er kommet hjem og har åbnet døren ind til mit bryggers, og så sprang der en rotte frem. Jeg har også åbnet skraldespanden under min køkkenvask, og der sprang også en rotte ud. Det har været psykisk terror, hvor jeg er blevet vækket hver nat af kradselyde. Det hele sidder i mig, og jeg tror hele tiden, at de vil springe frem. Jeg ved ikke, hvornår den følelse forsvinder. Nogen siger, at det kan tage år. Jeg er normalt ikke nem at vælte, men det her er det værste, jeg har været ude for."

De mange rotter har også haft stor betydning for Lise Wesnæs' sociale liv.

"Min søn er den eneste, der kommer i mit hus. Ingen andre vil. Nogle naboer kan lige komme indenfor, men de går hurtigt igen. Jeg er ellers normalt et meget socialt menneske. Men nu holder jeg mig meget hjemme. Folk er søde til at spørge, hvordan det går. Men det fylder så meget, at jeg ikke kan tænke på andet. Jeg tænker og taler kun om rotter."

"I starten kunne jeg godt synes, at det var morsomt, hvis folk kom med en sjov bemærkning om rotter på loftet. Det kan jeg slet ikke have mere. Jeg er så grådlabil. Man skal kun lige røre mig, før jeg begynder at vræle."

Efter gennemgangen fra Rentokil bliver de mulige indgange ind og ud af huset lukket. Efterfølgende går 12 rotter og et par døde rotteunger i rottefælder. De seneste 14 dage har hun ikke hørt noget til rotterne.

"Jeg håber virkelig, de er væk nu. Men det er svært at tro på. Hele forløbet har været så grotesk. Jeg føler virkelig, jeg har løbet panden mod muren konstant. Både hos kommunen og også hos Rentokil. Især de manglende svar på mine henvendelser og kvaliteten i deres arbejde har været et problem," mener Lise Wesnæs.

Rotter stjal hundemad

Hos Rentokil kan man ikke genkende det billede af forløbet, Lise Wesnæs tegner. De understreger, at de ikke udtaler sig om konkrete sager. Men Michael Boel, kommunal serviceleder, fortæller, at rottesager ofte kan tage lang tid at løse.

"Et træhus, som Lise bor i, er generelt hullet som en schweizerost. Det er en udfordring i sig selv. Og så er rotter et vildt dyr. Man siger, at 90 pct. af rotterne dør inden for det første år. Så dem, der er tilbage, er eksperter i at undgå at blive fanget. Hvis borgeren specifikt kan sige, at hun så rotten gå ind af havedøren, så skal vi nok løse det. Men ellers er vi nødt til at starte fra en ende af. Kloakken skal undersøges, yderskallen på væggene skal undersøges, vi kigger på bygningsnær plantevækst, for rotter klatrer lige så godt som egern. Vi kigger på oplag af materialer i nærheden af huset. Vi kigger på sokkelventilation. Vi kigger på tagudhæng. Så vi udelukker en ting ad gangen. De ting skal borgeren så sørge for at få udbedret," siger Michael Boel.

"Ønskescenariet er, at vi sætter en rottefælde op, og så er rotten fanget en time efter. Men det sker ofte ikke. Nogle sager driller bare. Nogle steder kæmper vi i årevis for at komme rotterne til livs. Jeg har været ude hos én, der havde været på ferie. Mens personen var på ferie, har rotten taget to kilo hundefoder og slæbt det til foråd. En rotte spiser 10 pct. af sin kropsvægt om dagen. De rigtig store rotter vejer et halvt kilo. Ofte vejer de mindre. Så her havde rotten mad til mellem 40 og 80 dage. Og i den tid går den ikke i fælden. For så længe den har sit vante foder, kan vi ikke fange den. Det kan ikke lade sig gøre. Og et enkelt rottepar kan under gunstige forhold blive til mere end 800 rotter på et år. Det er det, vi er oppe imod," slutter han.