15. juli 2020
Butiksdød
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frygter butiksdød: Det er som at kigge på et timeglas, hvor sandet lige så stille løber ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frygter butiksdød: Det er som at kigge på et timeglas, hvor sandet lige så stille løber ud
Opdateret 25. marts 2020 kl. 17:24
Ugeposten Gribskov - 25. marts 2020 kl. 17:18
Af Jeppe Helkov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Gågader fuldstændig blottet for mennesker. Butiksfacader med gitteret trukket ned, låste døre og skilte med 'lukket på grund af corona' i vinduerne. Handelslivet i Gribskov lider i øjeblikket.

Spørger man formanden for Gilleleje Handels- og Turistforening, Henrik Magelund, er stemningen hos butiksindehaverne naturligt nok ekstremt trykket i øjeblikket.

"Der er bestemt ikke optimisme. Folk er bekymrede. Man skal huske på, at handelslivet ikke bare har været lukket ned i nogle få dage. Det er det sidste stykke tid, at omsætningen markant afviger fra normalen. Det scenarie er i sig selv skræmmende, når man ser på, at der allerede er bestilt en masse forårs- og sommervarer, og som for en del butikkers vedkommende allerede er kommet. Og fordi ingen af os ved, hvor lang den her periode varer, kan man bare kigge på, at regningen hober sig op, mens der stort set ingen omsætning er," siger han.

Ingen facitliste

Går man en tur i gågaden i Helsinge, forstår man hurtigt, hvor grel situationen er. Kun nogle få butikker holder stadig åbent. I resten er lyset for længst slukket. Ifølge Michael Hass, bestyrelsesmedlem i Gadekærforeningen i Helsinge og indehaver af Tøjeksperten, er noget af det sværeste i øjeblikket at navigere i, hvad man som butik bør og ikke bør.

"Det er en virkelig mærkelig situation for os alle. De fleste af os ejer vores butikker. Det er vores levebrød, og alligevel skal man lukke den. Det her er en uvant situation, som ingen rigtig ved, hvordan man skal håndtere. Der er ingen facitliste, hvor vi kan slå op på side fire og se, hvad vi skal gøre," siger han og fortsætter:

"Vi står i en situation, hvor ingen har prøvet noget lignende før. Så man ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre, og hvad der er forkert. Der er flere, der har givet udtryk for, at de havde foretrukket, at de var blevet lukket af regeringen. Så havde man nogle regler at forholde sig til i stedet for at man selv skal vurdere, hvad der er det rigtige."

Den pressede økonomi hos de små erhvervsdrivende fik i sidste uge regeringen og resten af Folketinget til at træde til med en hjælpepakke på et trecifret milliardbeløb. Selvstændige, som oplever minimum 30 procent fald i deres omsætning, kan blandt andet søge om kompensationen på 75 procent af det forventede omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kroner per måned per ejer.

Må butikker lukke?

Derudover kan virksomhederne også få kompensation for deres faste udgifter. Virksomheder, som regeringen har påbudt fuldt lukket, vil blive kompenseret 100 procent for faste udgifter i perioden, mens virksomheder med mindst 40 procents omsætningstab vil få en kompensation på mellem 25 og 80 procent, afhængig af størrelsen på omsætningsnedgangen.

Michael Hass kan dog endnu ikke sige noget om, hvorvidt den hjælpepakke er nok til at redde butikker fra lukning.

"Det bringer ikke omsætningen tilbage til normalen. Men selvfølgelig er det en hjælp. Vi må håbe på, det er tilstrækkeligt, så butikkerne kan holde sig oven vande. Men vi ønsker alle bare, at det bliver en normal hverdag igen," siger han.

Samme melding kommer fra Henrik Magelund.

"De likvide midler er lige så langsomt forsvundet. Så det er med stor bekymring, at handelslivet ser ind i det her. Hvad sker der, og hvad sker der med mig? For nogles vedkommende er det lige som at sidde og kigge på et timeglas, hvor sandet lige så stille løber ud. I takt med at man har regninger, der forfalder, så giver det sig selv, at det bare er et spørgsmål om tid. Så de initiativer, der kommer fra regeringens side og fra bankernes side er meget afgørende," siger han.

Husk: Handl lokalt

Henrik Magelund og Michael Hass understreger begge, at det er vigtigt stadig at benytte de butikker, der har åbent. Og endnu mere at bruge det lokale handelsliv, når coronaen har sluppet sit tag i Danmark.

"Jeg kan kun appellere til, at folk overvejer at lægge deres handel lokalt, når vi kommer om på den anden side af det her, Det er det, der skal til, hvis vi skal overleve på den lange bane. Hvis man har gået en tur i gågaden de sidste uger, har man set, hvor mennesketomt der har været. Det er sådan, det ender, hvis ikke man støtter op. Man er nødt til at handle hos de lokale. Ellers er vi her ikke," siger Michael Hass.

Henrik Magelund uddyber:
"Vi skal alle sammen tænke på, at der skal være en by bagefter. Det nytter ikke noget, at det hele er tomt. Så bliver det rigtig grimt for os alle sammen. Det gælder om at støtte, det bedste man har lært. Man behøver ikke at redde den enkelte butik ved at købe hele deres lager. Men det kan være fem små køb. Hvis mange gør det, vil det være en hjælp for alle," siger han.

Du kan støtte dit lokale handelsliv ved for eksempel at købe gavekort. Man kan betale nu - og hente varerne senere, når handelslivet for alvor åbner igen.

Veganerpartiet stiller krav om, at der skal indføres vegetar/vegansk mad i institutioner. Er det en god idé?