8. april 2020
12upg ugeposten Jesper Behrensdorff JBT 2
Foto: Foto: Jens Berg Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efter konkurs: Stort campingfirma er reddet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter konkurs: Stort campingfirma er reddet
Opdateret 11. februar 2020 kl. 07:58
Ugeposten Gribskov - 11. februar 2020 kl. 07:46
Af Claus Johansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En af landets største forhandlere af campingvogne, Helsingefirmaet Bijé Fritid & Camping, som gik konkurs for 14 dage siden, er reddet.

Selskabet har haft den konservative byrådspolitiker Jesper Behrensdorff som ejer, og han skriver i en mail til Ugeposten:

”Det er en meget stor glæde for os at kunne fortælle, at nogle turbulente måneder i Bijé Fritid & Camping nu endelig er ved vejs ende – og med det bedst mulige resultat: At virksomheden er reddet og arbejdspladserne sikret.”

Det var virksomhedens hidtidige bankforbindelse, Handelsbanken, som indgav en konkursbegæring, fordi campingfirmaet skyldte omkring 20 mio. kr. Nu er Sparekassen Sjælland-Fyn i stedet blevet samarbejdspartner, fremgår det af meddelelsen, som fortsætter:

”Siden vi den 20. december meget pludseligt modtog en opsigelse og senere konkursbegæring fra vores tidligere bankforbindelse, har alle i huset knoklet for at finde en løsning. Vi har siden, vi modtog konkursdekretet fra skifteretten, forhandlet med kurator, der også har været i dialog med andre interesserede købere, men vi endte med at være højestbydende.”

”Bijé Fritid & Camping ApS er det nye selskab, som driver virksomheden videre og det er fortsat familien Behrensdorff, der er ejer af virksomheden.”

”Vi vil nu tage kontakt til alle vores kunder, som har stået i en uvis situation siden konkursdekretet blev afsagt. Vi arbejder benhårdt for, at ingen kommer i klemme. Vi siger tusind tak til alle jer, der har støttet os i denne svære tid. I har været fantastiske, og jeres reaktioner og hilsner i mails, kommentarer og med blomster har haft en kæmpestor betydning for os alle i huset.”

Det var en glad Jesper Behrensdorff, vi talte med tirsdag morgen:

”Det er en af de bedre dage,” siger direktøren stilfærdigt.

Efter konkursbegæringen i december fik Jesper Behrensdorff travlt med at søge orlov fra byrådsarbejdet og koncentrere sig om at rekonstruere virksomheden. Og det er altså lykkedes nu:

”Det har været en række dage i helvede, hvor man spiller med blind makker. Men vi har holdt hovedet koldt, og nu er det lykkedes. Jeg er virkelig glad for, at vi har sikret alle arbejdspladser - de fleste har jo været her mellem 20 og 30 år,” siger Jesper Behrensdorff.

Alle aktiver – først og fremmest varelager for omkring 10 mio. kr. - i det gamle selskab er blevet købt af det nye anpartsselskab, som har Jesper Behrensdorffs kone Birgit og sønnen Jesper ’Junior’ som ejere. Jesper Behrensdorff er ansat som direktør i det nye selskab, og Torben Nyegaard Olesen er bestyrelsesformand.

Ifølge Jesper Behrensdorff stammer gælden først og fremmest fra finanskrisen:

"Det er oven på finanskrisen, hvor campingbranchen gik 80 pct. tilbage. Fra 8000 solgte campingvogne på landsplan til 2000 solgte campingvogne. Derfor har vi opbygget noget gæld gennem årene. Det har vi lavet nogle aftaler med vores banker om, men det er vi så ikke lykkedes med at komme i mål med," siger Jesper Behrensdorff.

Hele gælden ligger i Bijé, og Jesper Behrensdorff er derfor ikke erklæret personligt konkurs.