
Der er tirsdag den 30. juni konstateret et corona-smittetilfælde hos et barn i mini-FO på Gribskolen i Græsted. Barnet har senest været i FO i fredags. For at inddæmme smitten lukkes FO-Græsted resten af ugen. FO'en åbner igen på mandag den 6. juli med almindelige åbningstider.
Barnet, som er testet positiv for corona (Covid-19), har milde symptomer. Der er taget kontakt til forældrene til de børn, som har været i nær kontakt med pågældende, med en opfordring om at få børnene testet.
Medarbejderne i FO'en er blevet sendt hjem, da de alle har været i nær kontakt med barnet, og der bliver nu sat testprocedure i gang. Medarbejderne må først møde igen, når de er testet negative med Covid-19. Mange af børnene var allerede gået på sommerferie, og der er sendt information ud til alle forældre på skolen.
Lukningen gælder kun i Græsted. For de børn der går på Tingbakken (Gribskolens afdeling ved Esrum), vil FO'en stadig være åben på Tingbakkeskolen.
"Vi må desværre nok forvente, at lokale udbrud af Covid-19 er en del af vores nye virkelighed et stykke tid endnu. Vi har fokus på inddæmning af smitten i forbindelse med udbrud og overholdelse af alle retningslinjer. Det er også vigtigt at vi alle fortsat overholder de basale retningslinjer omkring afstand og håndhygiejne," siger velfærdsdirektør Per Ullerichs, Gribskov Kommune, i en pressemeddelelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her