

Se billedserie
I januar skrev Ulla Pedersen fra Bakkendrup et opslag på facebook, hvor hun spurgte til, om nogen ville være med til at lappe hullerne i parkeringspladsen ved Gørlev Legetøj. Nu er indsamlingen startet.
I januar var Ulla Pedersen fra Bakkendrup flere gange hos Gørlev Legetøj for at hente pakker, og som så ofte før var hun ved at rasle ud af bilen, da hun kørte ind på parkeringspladsen.
Det fik hende til at lave et opslag, hvor hun spurgte ud i Gørlev gruppen, om ikke man skulle hjælpe Mette Thrane med en ny parkeringsplads.
- Det kom der jo en helt overvældende reaktion ud af, griner Ulla Pedersen. TV 2 Øst kom forbi og mange medier tog sagen op.
En, der også tog sagen op, var lokale Xenia Gøhns Pedersen, som er gift med en entreprenør. De fik sig en snak om, hvad der mon skulle til for at få etableret en parkeringsplads uden store huller, og gemalen tilbød at klare opgaven og regne et godt tilbud ud.
- Så skulle vi i gang med at lave en indsamling og via mobile pay har vi fået et nummer, man kan sætte penge ind på, fortæller Xenia Gøhns Pedersen.
Via opslaget på facebook, der kom ud onsdag formiddag, er der allerede kommet 1500 kroner ind.
- Aj, det er vildt. Det er jo helt fantastisk, storsmiler Mette Thrane.
Der skal samlet 32.000 kroner ind til at etablere en parkeringsplads med fliser og der er selvfølgelig et stykke vej endnu.
Grunden til parkeringspladsen ved Gørlev Legetøj er så hullet, skyldes at det i virkeligheden er en gammel have.
- Jeg tror simpelthen ikke fundamentet er i orden og med den enorme trafik vi har, især med alle de pakker, der udleveres lige nu, så er der virkelig run på her. Der kører mindst 150 biler ind og ud hver eneste dag, siger Mette Thrane.

Når det har regnet, er der store vandpytter på parkeringspladsen. De store huller gør livet omtumlet for alle, der skal ind og du af den lille parkeringsplads.
Hun er meget rørt og glad for det unikke borgerinitiativ, som hun er meget taknemlig for.
Ønsker man at støtte parkeringspladsen ved Gørlev Legetøj, kan man finde Xenia Gøhns Pedersen opslag på 4281 Gørlev facebook, kigge efter opslaget hos Gørlev Legetøj og på andre facebooksider.
- Vi er også overrasket over, hvor meget støtte, der er kommet inden selve indsamlingen er startet. En tilbød at bage en kage og SuperBrugsen har også lovet hjælp, så det er helt fantastisk, slutter Ulla Pedersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her