
Privatskolen Hørsholm Lille Skole forbereder sig på en gradvis åbning 15. april - og en økonomisk lussing
Der er rigtig mange praktiske forhold, der skal nå at falde på plads. Én ting er dog sikkert: Onsdag 15. april er Hørsholm Lille Skole klar til at tage imod elever igen.
"Vi glæder os. Det bliver da fedt at møde børnene igen," lyder det fra skolens leder, Marianne B. Andersen.
Hun er, som mange af hendes kolleger rundt om i landet i gang med at tilrettelægge børnenes tilbagevenden. Men hun siger klart, at det ikke bliver en tilbagevenden til det, der var før.
"Der bliver ikke normal undervisning som før nedlukningen. Vi flytter så at sige nødundervisningen ind i skolen," fortæller Marianne B. Andersen.
Blandt andet bliver der ikke tale om korsang i musikundervisningen - og idræt bliver der heller ikke noget af.
En del er ved at falde på plads efter sundhedsmyndighederne tirsdag udsendte vejledninger til og retningslinjer om, hvordan en gradvise åbning kan finde sted, når den enkelte skole er klar til det.
Det gradvise tager Marianne B. Andersen bogstaveligt.
"Det bliver en tilbagevenden for nogle klasser ad gangen, enten at vi begynder med de yngste eller de ældste. Det har vi ikke helt på plads endnu," oplyser skolelederen.
Da genåbningen kun gælder 0. til 5.klasse eleverne, er de ældste i denne sammenhæng 4. og 5. klasserne. I alt skal 125 elever på Hørsholm Lille Skole igen sluses ind i en dagligdag på skolen.
Rum er der nok af, så børnene kan være i dem, ti ad gangen og med to meters afstand.
"Og så skal vi jo have en masse logistik på plads, hvem der skal vaske hænder hvor og hvornår. Når vi er omhyggelige og påpasselige, skal det nok gå. Vi gør vores bedste for at skabe tryghed blandt forældre, personale og børn," forsikrer Marianne B. Andersen.
"Heldigvis er vi jo beriget med en masse plads rundt om skolen, som vi vil bruge," tilføjer hun med henvisning til, at skolen har en retssag kørende med Hørsholm Kommune om netop store dele af det areal. Skolen tabte i første omgang sagen, men har anket den. Ankesagen skal efter planen i retten i næste måned.
Hun forudser, at Hørsholm Lille Skole kommer til at tabe penge på situationen, som hun lige nu ikke ved, om der bliver kompenseret for.
"Retningslinjerne kommer til at koste ekstra personale, som skal kaldes ind, det er der ingen tvivl om. Så på den måde kommer det da til at koste ekstra," mener skolelederen på Hørsholm Lille Skole.
Forældrebetalingen til privatskolen er fortsat under lukningen på linje med, at forældre til daginstitutioner også fortsat har skullet betale deres bidrag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her