
Venstre i Hørsholm: Var vi gået som Konservative, ville regningen have været dobbelt så stor
Borgmesteren i Hørsholm raser, er rystet og skuffet, viceborgmesteren er mere afdæmpet over den nye aftale om kommunal udligning.
Tonen fra Venstre, som i modsætning til Konservative, men i lighed med De Radikale, var med i aftalen på Christiansborg, er en anden.
Den ene halvdel af Venstres gruppeledelse i kommunalbestyrelsen, Ann Lindhardt, er glad for, at det ikke gik værre - og tager æren for det.
"Faktum er, at Venstre gennem sin deltagelse i forhandlingerne har fået halveret den stigning i udligningen på 70 millioner kr., som Hørsholm stod til at betale i det første socialdemokratiske udspil. Vi havde selvfølgelig gerne set, at regningen var blevet endnu mindre. Men regningen var blevet dobbelt så stor, hvis vi havde fulgt de Konservative ud af forhandlingerne," skriver Ann Lindhardt i en kommentar til Ugebladet - og lægger alligevel lokal afstand til udligningen:
"Udligning er ikke Venstre Hørsholms opfindelse eller noget, vi synes er en speciel god ide. Vi synes allerede, at Hørsholms borgere bidrager rigeligt via indkomst, ejendomsskatter mv."
DF var - som Konservative - ikke med i aftalen.
Partiets repræsentant i kommunalbestyrelsen, Glen Madsen, mener, at grundidéen med at sikre forholdsvis få udsving i forholdene for eksempelvis børn og ældre er ok. Hen mener dog, at ordningen er blevet et uigennemsigtigt monstrum.
"Jeg havde håbet på, at en ny aftale var blevet til fra en ren tavle med enkle og gennemskuelige præmisser. Den chance er endnu en gang forspildt, samtidig med at borgerne i Hørsholm kommer til at trække et endnu stadig større læs," skriver Glen Madsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her