

Se billedserie
Familie i Rungsted står stadig helt på bar bund i eftersøgningen af deres lille tre-årige Jack Russell-terrier, der pludselig forsvandt tirsdag aften og på mystisk vis ikke er dukket op igen. De mener selv at have gjort alt for at finde deres lille hund
Siden Trille von Bülow tirsdag ved 19-tiden lukkede familiens hund Malin ud i haven i hjemmet på Bukkeballevej i Rungsted har den kun tre år gamle Jack Russell-terrier været pist væk.
"Vi hørte den gø af ræven og løbe rundt, som den plejer at gøre, men herefter har vi intet set og hørt til den," fortæller Trille von Bülow og hendes voksne søn Sigurd til Ugebladet.
De er ret sikre på, at den selv er smuttet ud af haven gennem et hul i hækken, men den er ikke - siden den var lille hvalp, løbet væk før.
"Det vi undrer os over, at slet ingen har set den. At den er bare helt væk og uden det mindste spor. Det kan vi ikke forstå," siger familien, der er meget berørt og kede af situationen og frygter for, hvad der kan være sket med Malin.
"Ja, det er en hund og ikke et barn, men den betyder meget for os".
Både tirsdag til sen aften og om onsdagen har de været rundt i hele lokalområdet og søgt efter den. Alene om onsdag gik Sigurd von Bülow 25 km i lokalområdet i forsøget på at finde Malin, der både er chippet og bar halsbånd med telefonnummer på.
"Vi startede i nabolaget, har banket på hos naboer og været rundt i mange haver og hele området ved Rungsted Ladegård, golfbanen og været i kontakt med DSB i forhold til Kystbanen. Vi har kontaktet politiet, områdets dyrlæger, Dyreværnet, internater og Dyrenes Beskyttelse samt sat flyers op i de nærliggende supermarkeder og slået det op i forskellige Facebook-grupper og på Instagram. Vi synes, at vi har gjort alt, hvad vi kunne," siger Sigurd von Bulow, der for tre år siden sammen med sin bror forærede Malin i gave til deres forældre.
Nu håber de, at en efterlysning gennem Ugebladet kan give et gennembrud og få deres hund tilbage.
"Malin er en social opsøgende hund, og det vil ikke være svært for andre mennesker at få kontakt med hende. Derfor håber vi stadig, at der er en sød person, som har taget den op i regnvejret tirsdag aften og har villet passe på den," fortæller Sigurd videre.
Men da der er tale om en racehund - der som hvalp blev erhvervet for 15.000 kroner - kan familien heller ikke skubbe tanken fra sig om, den er blevet stjålet.
"Vi kan kun appellere til, at hvis man ser en Jack Russell-terrier, der ligner Malin, om hurtigt at kontakte os," lyder opfordringen fra Sigurd von Bülow, der kan træffes på 42 91 42 42.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her