

Se billedserie
Ægtepar i Rungsted er dybt frustreret over, at naboen har udstykket 'smart', så grundstørrelse lige akkurat opfylder gældende servitut
Da Anne og Nikolaj Skak for tre år siden flyttede til Rungsted, var det rummelige og det grønne i området afgørende for deres valg af bolig.
Fra vinduet på 1. sal på deres ejendom på Enghave 14 havde de et skønt udsyn til en nabogrund med store træer og buske.
Nu er meget af det grønne ryddet. I stedet kan de nu se ned på en tom byggegrund, hvor der skal opføres et 273 kvadratmeter stort, 8,5 meter højt hus i halvanden etage, kun 3,5 meter fra det skel, der lige nu er en ung ligusterhæk, der er i færd med et gro op ind mod den helt forandrede nabogrund.
Det frustrerer ægteparret Skak meget.
"Vi oplever, at det er i strid med og en overskridelse af den hensigt, der er med området her i Rungsted. Det er uforståeligt for os, at kommunen vil acceptere sådan en udvikling og fortætning," siger Anne Skak til Ugebladet.
Det, som hun og Nikolaj kan se frem til, er en - for dem - uhensigtsmæssig fortætning lige ude foran deres hoveddør: Hvor der tidligere var én stor og grøn grund på godt 2250 kvadratmeter med én villa på små 266 kvadratmeter, er der nu udstykket yderligere en grund, hvor der skal bygges en stor villa.
"Det kom som en bombe for os, at vi nu kan se frem til, at en stor bygning skal klemmes ind på en allerede bebygget grund, og som giver indblik i vores hjem og have," lyder det fra Anne Skak.
Ud over frustrationen mener ægteparret Skak heller ikke, at de dispositioner, der kan resultere i det nye hus som nabo, er gået rigtig for sig.
De har derfor hyret en advokat til at gennemgå sagen, og de har klaget til både Hørsholm Kommune og Planklagenævnet.
Der er tale om en række klagepunkter, der samlet set gør, at Anne og Nikolaj Skak og deres advokat, Lau Franzmann Berthelsen fra advokatfirmaet Nielsen Nørager, kræver, at Hørsholm Kommune ophæver afgørelserne i sagen.
De er af den opfattelse, at udstykningen er i strid med både en gældende servitut om mindstestørrelse af en grund, at den er i strid med et nyligt vedtaget tillæg til Byplan 6 (tillæg 5), der har til formål at understøtte oplevelsen af området som et villakvarter med store grunde og et grønt præg, at undgå en de facto opdeling af grundene og at styrke det grønne vejbillede.
Anne og Nikolaj Skak er forarget over, at der - som de ser det - er brugt en spekulativ arealoverførsel for at få regnestykket om mindstegrundstørrelsen til at gå op.
Ifølge en servitut fra 1921 skal grundstørrelsen være mindst 1182 kvadratmeter. Nabogrunden, med adresse Hulsøvang 12, var 2257 kvadratmeter - ikke nok til at udstykke to gange 1182 kvadratmeter. Senest i 2017 har Hørsholm Kommune over for den daværende ejer afvist, at ejendommen kunne udstykkes. Med henvisning til servitutten om mindstegrundstørrelse. Også i 2003 blev der givet afslag på en tilsvarende anmodning.
For at få regnestykket til at passe, har ejeren af Hulsøvang 12 indgået en aftale med naboen på Hulsøvang 14 om at overføre de 107 kvadretmeter, der mangler. Lige præcis nok til, at den ny udstykning nu også er på 1182 kvadratmeter. Og det skete på den måde, at sælger, Hulsøvang 14, fortsat skulle bevare den fulde brugsret over det overførte areal.
Set fra Anne og Niklaj Skaks synspunkt, er der således tale om en arealoverførsel, der alene har til formål at omgå gældende servitut. De kalder det for en 'sale og leas back'-model, som de opfatter som ren omgåelse.
"Det virker som ren spekulation," siger de, og er yderligere forbløffede over, at det er ejendomsmæglere fra et lokale ejendomsmæglerfirma, der står bag dispositionerne. For ejeren af Hulsøvang 12 er ejendomsmægler i samme firma som køberen af den nyudstykkede grund, som vedkommende gerne vil bygge et hus på - klods op af Anne og Nikolaj Skaks grund.
Anne og Nikolaj Skak
"Da føler vi nok, at vi er en lille grundejer, der er op imod nogle professionelle spillere," lyder det fra det frustrerede par.
Det var den meget tilspidsede debat om Hulsøvang 20 - hvor kommunabestyrelsen nedlagde et § 14-forbud efter at have givet tilladelse i første omgang - der fik kommunen til at gå i gang med at regulere plangrundlaget i området. Det resulterede i tillæg 5 til Byplan 6, som er den gamle gældende plan for området fra 1963.
I tillægget er det bestemt, at der på hver ejendom kun må bygges én beboelsesbygning med én bolig, og der må ikke bygges tættere end fem meter fra skel mod vej.
Begge dele bestemmelser, der skal bevare kvarterets grønne karakter.
Lokalplanen blev endeligt vedtaget 30. marts i år efter at have været i offentlig høring fra 6. december 2019 til 17. januar 2020.
Men først så sent som 23. marts kom den officielle meddelelse fra Geodatatyrelsen om at udstykningen var godkendt.
Anne og Nikolaj Skak og deres advokat mener derfor, at tilladelsen til udstykning er i strid med hensigten i lokalplantillægget.
De henholder sig til, at tillægget har retsvirkning fra det øjeblik, lokalplanen er offentliggjort og mener, at det sker i forindelse med, at komunalbestyrelsen 25. november 2019 sender forslaget i offentlig høring.
De mener således, at tilladelsen ikke skulle have været givet, fordi kommunen på godkendelsestidspunktet i Geodatastyrelsen udmærket vidste, at der var et lokalplanarbejde i gang, og at tilladelsen derfor burde være stoppet i overensstemmelse med udstykningsforbuddet i lokalplanforslaget.
Endelig klager Anne og Nikolaj Skak over, at de ikke er blevet partshørt i sagen. Ja, og over, at de egentlig slet ingenting har hørt.
"Vi finder først ud af, hvad der er på vej, da vi ser, at der stikker kabler op fra jorden. Vi har hørte intet forud fra kommunen, og de har været yderst sparsomme med at melde tilbage," fortæller Anne Skak.
Ægtreparret har måttet skaffe sig adgang til viden om sagen ved at søge om aktindsigt.
Det er uforståeligt for os, at kommunen vil acceptere sådan en udvikling og fortætning
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her