
Den tidligere konservative Thorkild Gruelund repræsenterer efter i aften Q for SocialKonservative
Det 72-årige medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm slutter i aften sit politiske liv som løsgænger.
I stedet for betegnelsen UP (uden for partierne, red.) repræsenterer han fremover partibogstavet Q, der står for SocialKonservative, den tidligere konservatives nye parti.
Dermed er den tidligere gruppeformand for Venstre, Annette Wiencken, eneste løsgænger i byrådet.
Det forudsætter, at byrødderne følger indstillingen fra kommunens administration til dagsordenspunkt 2 på aftenens kommunalbestyrelsesmøde, der endnu en gang bliver afviklet virtuelt på grund af coronakrisen.
For selv om der ifølge sagsfremstillingen intet er til hinder for, at Gruelund fremover repræsenterer Q, skal kommunalbestyrelsen sige god for det.
Thorkild Gruelund kan se tilbage på 26 år i kommunalbestyrelsen - indtil for godt og vel et år siden som medlem af Det Konservative Folkeparti.
Partiet valgte sidste forår at smide Gruelund ud af partiet, hvorefter han siden fortsatte som løsgænger.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her