

Se billedserie
Helle Demuth fra Hørsholm 79ers fik Hørsholm Kommunes Lederpris
"Jamen, jeg er jo en af de forældre, der blev hængende efter at børnene er stoppet," lød med et smil fra Helle Demuth, lige efter hun havde været på Trommens scene for at blive hyldet som modtager af Hørsholm Kommunes Lederpris.
Det skete ved Team Hørsholms og Hørsholm Kommunes årlige hyldest af de idrætsudøvere i kommunen, som har opnået fremtrædende resultater.
Dem var der mange af i aftes: I alt 230 havde i 2019 præsteret noget der gjorde dem til idrætsstjerner - og mange af dem var der i en proppet sal i kulturhuset og blev kaldt op på scenen for at få et håndtryk af en - som sædvanlig - begejstret borgmester Morten Slotved.
Helle Demuth var så den af rekordmange nominerede - syv i alt - der 'løb' med titlen Årets Leder 2019.
"Det er jeg meget stolt af," sagde Helle Demuth til Ugebladet og fortalte, at hun - som så mange andre frivillige - var kommet ind i klubben via sønnen, der nu, i en alder af 25 år, ikke længere spiller basketball.
Det har Helle Demuth aldrig gjort, så det, der gør hende til en vigtig og anerkendt frivillig i klubben, er det frivillige arbejde, der binder en forening sammen: arrangere ture, booke lokaler, sørge for stævner.
Derud over er Helle Demuth medlem af Idrætsrådet, som er et organ, kommunen tager med på råd, når der skal snakkes idræt.
Årets leder har i ti år arbejdet på en måde, der fik klubben til at indstille Helle til at få anerkendelse for sin indsats. Hun beskrives som "en nøgleaktør som er svær at erstatte for sin klub".
I indstillingen hedder det desuden, at Helle Demuth "påtager sig mange store opgaver og vigtige roller, der fortjener at blive nævnt. Men det er måden at løse alle daglige udfordringer, der gør pågældende helt unik. Altid konstruktiv, løsningsorienteret, glad og særdeles behagelig."
For Helle Demuth har det også været givende at give en hånd med i Hørsholm 79ers.
De indstillede til Hørsholm Kommunes Lederpris:
- Susanne Bjerre, HUI Fodbold
- John Jensen, Hørsholm Folkedanserforening
- Marjo Jontunen Nielsen, Hørsholm Kunstskøjteløberforening
- Helle Demuth, Hørsholm 79ers
- Hans A. Olsen, Hørsholm Senioridræt
- Peter Rico Geerdsen, HUI Fodbold
- Camilla Rønne Wright, Hørsholm Karateklub
- Prisen er uddelt siden 1968
- Der følger 10.000 kr. med til prismodtagerens klub plus en bruch på Rungstedgaard til lederen selv.
"Jeg kom ind som tilflytter og fik et godt netværk," fortalte Helle Demuth før hun tog imod endnu flere lykønskninger.
Det er medlemmerne i Sport-, fritid- og kulturudvalget (SFKU) der udvælger Årets Leder blandt de indstillede. Og dem var der syv af i år.
Rekord, selv om SFKU-formand Nadja Maria Hageskov måtte en ekstra tur på scenen, fordi hun havde 'glemt' at præsentere en af de indstillede, Hans A. Olsen, fra Hørsholm Senioridræt.
"Nu har jeg prøvet det her i ti år, men har da aldrig glemt nogen," lød de undskyldende fra Nadja Hageskov.
Salen tog det med et smil, og Hans A. Olsen fik så sin hyldest for indstillingen helt for sig selv.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her