17. august 2018
Niels True og hele familien samles omkring interessen for heste og ridesport. Selvom politikeren ikke selv er at finde på ryggen af en hest, bidrager han på de organisatoriske plan. Blandt andet som springdommer ved stævner. Foto: Morten Aagaard.
gallery icon

Se billedserie

Niels True og hele familien samles omkring interessen for heste og ridesport. Selvom politikeren ikke selv er at finde på ryggen af en hest, bidrager han på de organisatoriske plan. Blandt andet som springdommer ved stævner. Foto: Morten Aagaard.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: LÆSETID: Plads til heste og politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

LÆSETID: Plads til heste og politik
Opdateret 01. august 2018 kl. 14:22
Ugeavisen Næstved - 31. juli 2018 kl. 12:30
Af Morten Aagaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Niels True finder tid til alt det han sætter pris på. Politik og ikke mindst familiens store fællesinteresse: Ridesport.

Byråd Der er langt til de nærmeste naboer, men hestene står på de grønne marker i indhegningen lige bag gården uden for Tappernøje. De er hele familiens hobby, og der bliver brugt mange timer sammen med de smukke dyr.

Niels True tager imod i døren til bardomshjemmet, som han overtog efter forældrene. Her er ro og masser af plads. Han nyder begge dele.

- Det var egentlig ikke planen, vi skulle flytte på landet, men vi kunne se, at hvis vi ville lidt mere med vores heste, gav det god mening at flytte herud, siger Niels True.

Hele familien er samlet omkring interessen for heste på hver deres måde.

- Jeg er mere den organisatoriske. Jeg rider ikke, men jeg har uddannet mig til springdommer, og jeg bruger en del tid på det, siger han.

Derudover har han bestyrelsesposter i forskellige foreninger - blandt andet en avlsforening.

- Det er spændende at bidrage til ridesporten, og det giver mig gode oplevelser, når jeg ser børn ride. De får en positiv oplevelse og måske et godt råd med på vejen, siger han.

Tid til det hele

Niels True arbejder til dagligt i København som IT-konsulent. En tur han hver dag tilbagelægger i såvel bil som tog.

- Jeg glæder mig til den nye togbane fra Ringsted over Køge. Det bliver en gevinst for pendlere i området, siger han.

Han arbejder med arkitektdelen af IT-arbejdet.

- Det er sjovt at binde ønsker og krav sammen med teknikken. Finde ud af hvad IT kan hjælpe os med, og hvordan vi får teknikken bundet sammen med mennesker på den bedst mulige måde, siger han.

Til trods for et arbejde der kræver megen tid, har han alligevel fundet tid til at engagere sig i det politiske liv.

- Det handler om, at tingene skal planlægges, siger han.

Billede

De 200 stemmer

Den politiske karriere begyndte i Præstø Byråd, og det var en interesse tilbage fra tiden som samfundsfaglig student på Næstved Gymnasium der banede vejen.

- Jeg har altid interesseret mig for politik. Jeg synes, politik er fascinerende. Det er lidt som en fodboldkamp, for der er masser af taktik, siger han.

Det var en helt særlig begivenhed der gjorde, at han meldte sig ind i et politisk parti.

- Jeg har altid stemt Venstre. Men i 1998 da Uffe Ellemann Jensen ikke blev statsminister på grund af 200 færøske stemmer, meldte jeg mig ind i partiet. Jeg er liberal, og tror på at frihed under ansvar er den rigtige vej, siger han.

Godt fællesskab

Efter Niels True kom med i partiet tog tingene fart. Hurtigt blev han formand for vælgerforeningen og så stillede han op til byrådet - og blev valgt ind.

- I Præstø var der et lille byråd. Der er 8.000 borgere i kommunen, og vi sad 15 personer i byrådet. Der var en rigtig god stemning, noget som jeg er glad for er forsat i Næstved Byråd. Vi kender hinanden rigtig godt, og taler på kryds og tværs af partierne. Det er en stor styrke, at vi er i stand til at tale sammen og have en fortrolighed. Vi kender hinandens synspunkter og har respekt for dem og hinanden, siger han.

Det er muligheden for indflydelse, der er hans politiske drivkraft.

- Der er en spændende proces, hvor ens holdninger og ståsteder kan være med til at præge politikken i kommunen.

Meget kommunen kan

Det kræver en del tid at engagere sig i et politisk liv, og det er vigtigt med en familie, der bakker op.

- Der er mange aftner, hvor jeg skal til et møde, men heldigvis har vi en masse, vi er fælles om, siger han.

Niels True sidder i Plan- og Erhvervsudvalget, og det arbejde glæder han sig til.

- Der er meget, vi kan gøre som kommune. Derfor er det godt, at erhvervslivet er kommet med ind under planudvalget. Det giver god mening og en masse nye muligheder på det område.

Billede

En helt ny bydel

Et af de områder som der er stor opmærksomhed på er udviklingen af bymidten.

- Bymidten skal kunne mere end blot være et sted, man handler ind. Det skal være en oplevelse at komme i bymidten. Det skal være der, hvor man køber ind, når man har tid og overskud, siger Niels True.

Også havnen kan inddrages som en del af bymidten, hvis man vælger at flytte erhvervshavnen ud til Ydernæs, mener han.

- Her har vi en unik mulighed for at skabe en hel ny bydel tæt på bymidten med caféer, boliger og virksomheder. Der er mulighed for vand, natur og byliv. Men området omkring havnen skal forvaltes med omtanke. Det skal gøres ordenligt fra starten. De ting vi beslutter nu skal jo står der i rigtig mange år. Derfor skal vi lave en holdbar masterplan, siger Niels True.

Fakta

50 år og IT-arkitekt. Han er i gang med sin anden periode i Næstved Byråd. Har tidligere været medlem af Præstø Byråd 2002-2006.

Største udfordring i byrådet?
- Jeg er medlem af Plan og Erhvervsudvalget, og vi er nu et udvalg med mere fokus på erhvervsdelen. Forudsætningen for et højere velfærdsniveau er et stærkere erhvervsliv. Der er elementer, vi som kommune kan gøre noget ved, og der er nok også mange myter om at være erhvervsdrivende. Den geografiske placering af Næstved kan vi ikke ændre ved, men vi skal kæmpe som en gal i hele byrådet for motorvejen til Rønnede.

Hvad er vigtig for Næstved?
- Investering i børn og unge. Der skal være fokus på faglighed og trivsel i folkeskolen. Målet er, at alle unge efter folkeskolen skal afslutte en ungdomsuddannelse. Næstved Kommune skal være den bedste kommune på Sjælland, når det kommer til uddannelse og erhvervsliv.

Bruger du de sociale medier?

- Sociale medier kan bruges til at fortælle om aktuelle sager, få gode råd og selvfølgelig deltage i debatten. Det skal bare ikke erstatte det fysiske møde.

Hvad er det første du ville ændre, hvis du var borgmester?

At alle borgere i Næstved Kommune oplever, at de er en del af samme kommune. Der er en udbredt oplevelse af at der er en stor forskel på at bo på landet og i byen.

Hvordan slapper du bedst af?
- Jeg slapper rigtig godt af i min lænestol, når jeg har afsluttet de gøremål, jeg har sat mig for på dagen. En time med en god bog og en kop kaffe. Jeg holder meget af at læse biografier. Pt. er det bogen om Viggo Kampmann, og den næste bliver Man Kan Sagtens Være Bagklog som er en erindringsbog af Preben Wilhjelm.

Laver du mad?
-Jeg laver mad, men ikke altid på de dage jeg er hjemme om aftenen. Min livret er veltilberedt mad, og det kan være lasagne eller et godt stykke oksekød.

Hvad ser du i TV?
- Jeg nyder en god spændingsfilm. Jeg er også blevet opslugt af Game Of Thrones, og jeg synes universet fanger mig. Jeg nyder også at se Kriminalkommisær Foyle og Kriminalkommisær Barnaby. Jeg holder meget af England og specielt livet i de små byer, selvom det nok ikke altid matcher hverdagen.

Hører du musik?
- Jeg hører mest musik, når jeg er hjemme. Så beder jeg Spotify om at spille Depeche Mode, som var store da jeg var ung. Jeg lytter også til stille jazz i baggrunden til madlavningen.

Hvad er dit favorit transportmiddel?
- Jeg bor på landet, så det er nødvendigt at have en bil. Men jeg bruger også toget, når jeg skal på arbejde i København.

Hvad er din bedste ferie?
- Min bedste ferie var for nogle år siden, hvor familien havde lejet et hus i Sydengland. Vi lejede en bil og så var det bag rattet til Selsey, som er en lille by helt nede på Sydspidsen, ikke så langt fra Portsmouth. Næste ferie går nok også til England. Denne gang i området omkring Oxford.

Hvad er dit politiske forbillede?
- Uffe Ellemann Jensen. Han var en stor udenrigsminister i en svær tid med kold krig og fodnote-politik.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk