17. oktober 2021
Otto Poulsen er oprindelig bageruddannet, og han skulle have været i flåden for at bage til besætningen. Men han havde stort kørekort, og var tilknyttet Stevnsfortet som chauffør. Foto: Jan Jensen
gallery icon

Se billedserie

Otto Poulsen er oprindelig bageruddannet, og han skulle have været i flåden for at bage til besætningen. Men han havde stort kørekort, og var tilknyttet Stevnsfortet som chauffør. Foto: Jan Jensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: LÆSETID: Byrådets ærlige Otto

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

LÆSETID: Byrådets ærlige Otto
Ugeavisen Næstved - 28. august 2018 kl. 15:00
Af Jan Jensen

En lang karriere som bager, vognmand, fodboldspiller og politiker. Det mærkes i håndtrykket. Otto Vølund Poulsen tager imod. Sidst han smed om sig med mel i køkkenet, blev han upopulær. Det er en del år siden, og kanelstangen på tallerkenen er købt til formålet.

Kaffen serveres i glashuset. Her nyder Otto Poulsen at sidde, men han har det stadig lidt svært med udsigten.

- Det er skide mærkeligt. Det var her lastvognene holdt, siger han og peger på det store areal. Han solgte sin vognmandsforretning i foråret, og dermed sluttede en epoke, der begyndte tilbage i 1965, da unge Otto troede, han skulle i flåden og være bager ude på søen.

Oliefingre i kagedejen
Sådan gik det ikke helt. Der var ventetid til militæret, og det skulle vise sig, at det store kørekort vægtede tungere end brødet. Tilbage i Tornemark fik han endelig lov til at køre i sin fars vognmandsforretning. Otto Vølund Poulsen fik en Mercedes, og en livsstil begyndte.

- Jeg ved s'men ikke, hvorfor jeg hedder Vølund. Det har ikke noget med vaskemaskinen at gøre. Han griner, og fortæller om dengang, han kørte oliebilen og kom forbi en af de lokale mænd i området, der lige var blevet alene.

- Det var en frostkold dag, og han var ved at lave franskbrød, men han brugte al for lidt mel. Så jeg læssede af, fik vasket grabberne og fik slået dejen sammen. Vi tog en bajer, mens dejen hævede.

Sportsidioter
Historien nåede til et forhandlermøde hos Uno-X, og man turde ikke reklamere for den service. Der var travlt med olien i nogle år, men sidekørende med vognmandsforretningen, der bestod af 12 vogne de seneste år, blev Otto Poulsen engageret i lokalområdets fodboldhold.

Hele familien Poulsen er sportsidioter. Han har spillet fodbold i 58 år, men al det slæb med slangerne satte en stopper for badminton, fodbold og tiden som dommer. Bentøjet blev slidt op, og nu holder to nye hofter ham godt gående og cyklende. Mens hustruen spiller badminton går Otto Poulsen i fitnesscentret.

- Ellers bliver jeg for tyk. Jeg holder meget af at cykle. Der er lige langt til Næstved og Skælskør herfra. 18 kilometer. Vi kører ad Fodsporet, siger Otto Poulsen.

God til at samle kræfter
Kagen smager godt, og parasollen, der er slået op i havestuen, holder den skarpe sol ude og temperaturen nede. Tidligere boede familien i det gule hus ud til Hovedgaden, men så kom busstoppestedet lidt for tæt på, og det blev startskuddet til at bygge et helt nyt hus længere inde på grunden. Det var i 1988.

Den 73-årige pensionist er kun den næstældste i byrådet, og livserfaringen er langtrækkende. Otto Poulsen har været med til at samle mod og penge til at lægge de to lokale fodboldklubber sammen. Da Tornemark og Sandved blev slået begyndte indsamlingen af penge til en ny hal. Det blev til godt 100.000 kr., og Grønbrohallen blev indviet i 1987.

I nyere tid har boldklubbens seniorafdeling et samarbejde med Fuglebjerg. Forkortelsen FST har samlet de bedste spillere i serie 2. - De var ellers i serie 1, men så røg de sgu' ned igen...

Stolt af skolen
Otto Poulsen har oplevet tre kommunalreformer. Kvislemark og Fyrendal sogne var oprindelig under Holsteinborg-Venslev Kommune og kom under Fuglebjerg Kommune ved reformen i 1970.

Otto Poulsen kom i Fuglebjerg byråd i 2001 og har været trofast Venstre-mand siden. Landsbyskolernes nedlæggelser var en torn i øjet, men glæden og stoltheden kom igen, da det lykkedes lokale kræfter at bygge en helt ny skole i 1997. Grønbroskolen kostede kun 15 millioner og har siden samlet børn og familier fra de gamle sogne.

Hjertet slår for lokalområdet, men selv en patriot må erkende, at Næstved er fyrtårnet i storkommunen.

- Det er en god kommune, og det er meget inspirerende for mig, at være med i byrådet. Det må aldrig blive en kamp mod by og land. Jeg håber også, at være med til at inspirere andre. Somme tider oplever jeg, at andre har mere ret end mig selv. Det er det gode ved demokratiet - det at man kan snakke sig til rette og strække våben.

Tossen og borgmesteren
Der er en god tone i byrådet. Det er sjovt og hyggeligt for en Otto Poulsen, der ikke er bleg for at sige, at Carsten Rasmussen - som han i øvrigt holder meget af - tog røven på de borgerlige ved det seneste valg. Det var ikke godt for Venstre, men det lykkedes den gamle tosse fra Tornemark at komme ind igen, og selvom Næstved ikke fik et nyt supersygehus og stadig mangler en motorvej til Rønnede, er der stadig masser at kæmpe for.

Vandland på havnen
- Næstved Havn... skal vi investere eller lukke den. Der er stadig underskud. Siloen på mellemkajen har et fint maleri, men køn er den sgu ikke. Jeg synes den skal væk, og så skal vi opføre et vandland der. Ikke et spareforslag, men et projekt, der skal sige spar to til alt andet.

- I Horsens har man et vandland, der giver indtægter på fem millioner om året, og vores eksisterende svømmehaller står foran store kostbare renoveringer. Vi må se, at komme i gang og få Næstved på landkortet, siger Otto Poulsen.

Brug dog pengene
Han konstaterer, at Næstved Kommune har 425 millioner kroner i kassen: - Hvorfor kan vi ikke nøjes med 250 millioner og bruge nogle penge på børneinstitutioner, hvor der mangler ansatte, hvis et barn skal have ren ble. Det samme gælder handicapområdet og ældre. Der er brug for forbedringer.

Otto Poulsens søn var med i firmaet i en årrække, men knægten ville hellere være lærer. Respekten er stor hos den gamle far, som dog ryster opgivende på hovedet. Den nye ledelsesmodel er en stor fejltagelse, og borgerne forstår heller ikke, hvorfor skolerne pludselig fik nye navne.

Energi er vigtig
Otto Poulsen konstaterer, at der er mange store emner i byrådsarbejdet. Grøn energi fylder en del. Kæmpe vindmøller og solfanger-anlæg er oppe i tiden, og den gamle vognmand finder de store vindmøller majestætiske. Han savner en skrotordning, der kan fjerne de små mindre "piskeris" fra området. De store vindmøller skal placeres med respekt - ligesom solfangerne.

Sol er godt. Otto Poulsen er ikke til solvogne, men fruen og familien nyder godt af ferier på Lancerote i Club La Santa. Der har de været mange gange og altid med masser af hygge og bevægelse. Det er også en slags grøn energi, konstaterer Otto Poulsen.

Otto Vølund Poulsen, 73 år

Medlem af Fuglebjerg kommunalbestyrelse i fire år, og siden 12 år i Næstved byråd.

Har to søskende, og er gift med Else-Marie gennem 46 år. Sammen har de sønnen Morten og datteren Mette og tilsammen fem børnebørn.

Største udfordring i byrådsarbejdet?

- Land og by skal arbejde sammen. Det er vigtigt.

Dine vigtigste mål ?
- Motorvejen fra Næstved til Rønnede er vigtig. Og Næstved Havn.

Hvad er vigtigt for Næstved?
- At bevare Næstved Sygehus med de mange arbejdspladser - og skadestuen.

Sociale medier - er du med?
- Min telefon er altid åben, ellers ringer jeg tilbage.

Vil du bruge sociale medier i dit politiske arbejde.

- Jeg bruger ikke sociale medier. Personlig kontakt er bedre.

Hvor finder du lokale nyheder?
- Sjællandske og lokal radioen.

Hvad er det første du ville ændre, hvis du var borgmester?

- Større åbenhed. Lad os få borgerne inddraget noget mere, høringssvar er jo noget, vi skal lytte til og ikke være bange for. Mange føler, at det er afgjort på forhånd, det giver jo ikke ejerskab af det vedtagne. Jeg ville også give mere hjælp til de frivillige, som gør et stort arbejde i foreningerne.

Hvordan slapper du bedst af?
- Det gør jeg i mit glashus og til fodboldkampe på Grønbro eller Fuglebjerg. Det er de lokale, vi følger hver uge.

Laver du selv mad?
- Nej, kun morgenmad. Blødkogte æg.

Hvad er din livret?
- Boller i karry.

Hvad ser du på tv?
- Sport. Fodbold og håndbold er det foretrukne.

Film/serier jeg kan lide:
- Den med John Mogensen var god. Jeg kan også lide at se krimiserier som Beck og En Sag For Frost.

Hvilken musik hører du for tiden?

- Kandis. De er gode at danse til, men jeg kan også lide Tommy Seebach, Four Jacks og Dirch Passer.

Dit favorit transportmiddel:
- Min bil og min cykel.

Din bedste/næste ferie?
- Om sommeren tager vi til La Santa Sport og om vinteren er det Val Thorens på ski.

Dit største forbillede?
- Det er Uffe Ellemann - han ville være god som statsminister.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk