
Lørdag den 1. juni bliver der igen fast og stemning på Køge Havn, når Køge Sportsevent byder velkommen til den 29. udgave af cykelmotionsklassikeren Tøse-Runden - det 113 km lange cykelmotionscykelløb for kvinder fra 16 år og opefter.
"Tilmeldingen til årets Tøse-Runden går fint. På nuværende tidspunkt er vi oppe på, at det er realistisk med et deltagerantal på omkring 2.800 - men det kan selvfølgelig nå at blive endnu større efterhånden som vi nærmer os dagen. Udover de mange hundreder danske motionsentusiaster, så har vi i år også mange deltagere fra Norge, Sverige, Tyskland og Holland", fortæller Ole Poulsen fra Køge Sportsevent.
Tøse-Rundens varemærke er at arrangementet er for alle, det handler om hygge, samvær og nærvær.
"Mange tager turen sammen med familie og venner og mange med arbejdskolleger. De skal alle ud og opleve det flotteste af Østsjælland. Turen går fra Køge Havn via Rønnede til Faxe, Stevns Fyr ved Rødvig, Store Heddinge og tilbage til Køge Havn hvor mange står klar til at modtage de gæve ryttere", siger Ole Poulsen, der slår fast, at Tøse-Runden også arbejder meget med sikkerhed frem for alt.
"Vi har i løbet af vinteren, sammen med 14 andre af landets største arrangørere af motionscykelløb, deltaget i et møde arrangeret af DGI, DIF og DCU. Mødets formål var at tage problemstilling til at få gjort op med de mange deltagere der ikke følger de anvisninger der gives - bl.a. køre højre om i rundkørsler og køre over for rødt lys o.l. Det samlede statement for mødet kan i øvrigt ses på de tre foran nævnte organisationer samt på www.kogesportsevent.dk. Og vi har naturligvis hjælpere ude på ruten der skal holde øje med at reglerne overholdes", fortæller Ole Poulsen.
Tøse-Runden afvikles som nævnt for 29. år i træk - og arrangementet har gennem årene været en rigtig god reklame for Køge og omegn.
"Ikke alene trækker arrangementet mange mennesker til byen, men det giver også en række lokale foreninger en god skilling til klubbernes arbejde. Vi har således fire depoter ude på ruten der betjenes af mange ihærdige klubmedlemmer. Ved Møllevangsskolen i Kongsted betjenes depotet af folk fra Rønnede IF, i Spjellerup er det den lokale friskoles forældreforening, på Stevns foregår det ved fyret og fjerde depot på turen møder rytterne efter 103 km på Kystvejen i Strøby ved hjørnet af Strandvejen. Dertil kommer depoterne på Køge Havn både før og efter turen som Ølsemagle Motion står for at betjene. Jersie Privatskole står for flagvagter rundt på ruten, Køge Cykel Ring står for opsætning og nedtagning af materiellet på Køge Havn. I alt har vi hjælp fra over 200 personer på dagen", fortæller Ole Poulsen, der også sender en meget stor tak for godt samarbejde og hjælpsomhed til forvaltningen hos Køge Kommune, til Politiet og Politihjemmeværnet, samt til hovedsponsor Spar Nord Køge og til Skoda Køge/Danmark for at stille køretøjer til rådighed på ruten.
"På ruten vil der også være assistance til dem, som skulle være uheldige at få en punktering eller kæden knækker eller hopper af", tilføjer Ole Poulsen.
Tilmelding til Tøse-Runden 2019 sker ved at gå ind på www.kogesportsevent.dk og følge anvisningerne.
Første hold á 60 ryttere sendes afsted fra Køge Havn kl. 07.30 - sidste hold forventes sendt ud på den 113 km lange rute omkring kl. 09.15.
Tre uger efter Tøse-Runden går det løs igen med to nye, traditionsrige motionscykelløb - nemlig Sjælland Rundt på 300 km og Sjælland på Tværs på 136 km. Det foregår lørdag den 22. juni også med start og mål på Køge Havn.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her