19. september 2020
Per Brix Clausen med datteren Zara ved roret på LuckyPotato.                                                                                                                                                                                       Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Per Brix Clausen med datteren Zara ved roret på LuckyPotato. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Heldig kartoffel skal jorden rundt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Heldig kartoffel skal jorden rundt
Ugeavisen Køge - 16. september 2020 kl. 11:24
Af Henrik Førby Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den helt store drøm er at sejle deres kølbåd LuckyPotato kloden rundt og lørdag var i den forbindelse en mærkedag for Vicky Ralkov, Per Brix Clausen og deres fem-årige datter Zara:

Cirka et halvt hundrede venner, bekendte og familiemedlemmer stod klar med dannebrogsflag, knus og kram, da familien ankom til Åbassinet i Køge Havn efter en cirka 5000 kilometer lang og dramatisk rejse fra Nordafrikas kyst.

- Det var meget emotionelt at sejle ind i havnen. Og det var vigtigt for Zara, at hun fik den hjemkomst, vi havde snakket om med broen, der gik op og folk, der stod klar til at tage imod os, fortæller den 45-årige Vicky Ralkov.

Klar til jordomsejling
Parret kommer begge fra Køge og som sejler gennem cirka 40 år har den 54-årige Per Brix Clausen nærmest saltvand i årene. Han sejlede sin første optimistjolle i Køge og har gennem årene sejlet alt fra joller til windsurfing og kølbåd. Parret har hvert år de seneste fem år sejlet med LuckyPotato fire måneder om året i Middelhavet - nu har de besluttet sig for at sætte sejl mod den helt store drøm om at sejle kloden rundt.

Inspirationen til turen stammer ikke mindst fra Troels Kløvedals oplysende rejseprogrammer, hvor sømanden på suveræn vis forenede faglig viden og sociologisk nysgerrighed i stærke, oplysende fortællinger, forklarer Per Brix Clausen.

- Udsendelserne gav mig lyst til at besøge nogle af de kulturer, siger han.

God tid
Planen er at gøre båden klar og spare op de næste par år, forklarer Per Brix Clausen.

- I princippet er båden klar, men vi vil gerne spare noget mere op. Vi regner med at skulle bruge 10.000 kroner om måneden. Turen kan tage tre-fire år. men den må gerne tage længere endnu, siger han.

Vicky Ralkov supplerer:
- Det skal jo ikke være sådan, at når vi ligger i Fransk Guiana, så skal vi skynde os videre.

Solgte lejligheden
Drømmen om jordomsejlingen har været på tale i nogle år, men i efteråret 2019 traf parret beslutningen om at sælge deres lejlighed i Københavns centrum og al inventar. Planen var derefter at hente LuckyPotato til Køge, hvor familien ville bo på båden, mens de sparede op og klargjorde båden. Båden er en 46 fods Hunter Legend. En solcelleforsynet kølbåd af høj kvalitet med tre kahytter, bryggers med vaskemaskine, toilet og stue med sofaarrangement, to lænestole, tv, mikrobølgeovn køleskab, fryser og køleskab. Dertil en avanceret watermaker, der omdanner saltvand til ferskvand.

Verden venter på Zara
Størstedelen af tiden bruger familien dog omkring rattet i cockpittet og på dækket - herfra åbner verden sig for parret og deres fem-årige datter. Forældrene kommer til at stå for hendes hjemmeundervisning på en rejse over flere år.

- Først og fremmest skal hun have gode og trygge oplevelser. Nogle folk siger, at Zara har et lille værelse. Men hun har jo hele verden at undersøge. Og hun er enormt nysgerrig. Vi møder jo ingen andre danske børn, når vi sejler og Zara begyndte at sige sine første ord på engelsk, da hun var tre et halvt år. Lige for tiden går hun og synger en spansk sang. Hun skal jo bestå nogle prøver for hvert klassetrin. Det kommer hun til at gøre. Vi har truffet mange beslutninger af hensyn til Zara, understreger Vicky Ralkov.

Dramatisk sejlads
En af beslutningerne var at sætte mor og datter på et fly hjem fra det sydlige Spanien, da bådens strømforsyning pludselig svigtede på vejen hjem til Køge fra Tunesien. På den måde nåede datteren frem til første skoledag på Sct. Nicolai Skole og Vicky Ralkov kom tilbage til sit arbejde hos politiet i Københavns Lufthavn. Det skete iøvrigt efter en dramatisk sejlads, der gav en forsmag på, hvad der kan vente familien på en jordomrejse. Vicky Ralkov stod ved roret, da strømforsyningen pludselig svigtede en tidlig morgen efter otte dages på havet.

- Batteriet kollapsede simpelthen og det var en kædereaktion som betød, at generatoren heller ikke virkede, fortæller hun.

Reddet af kystvagten
På grund af coronakrisen havde turen til Tunesien været meget besværlig og parret besluttede at sætte kurs mod Spanien, så de ikke igen skulle til Afrika, hvis de blev nødt til at opgive at få båden med til Køge. At lægge til kaj uden motorkraft i Spanien er imidlertid en helt anden og mere omfattende øvelse end i Danmark.

- Vi fik at vide, at det kunne der ikke blive tale om. Vi skulle kontakte den spanske kystvagt, fortæller Vicky Ralkov.

Parret kontaktede deres forsikringsselskab og fik at vide, at de var forsikret i situationen. Der var fire timer til båden ville være en drivende spøgelsesbåd uden lys, da kystvagten prøvede at berolige det danske par:

- Tag det roligt, sagde damen. Tag et glas rødvin. Vi gør det her hver eneste dag, sagde damen fra kystvagten, husker Vicky Ralkov.

Allerede efter en halv time ankom en stærkt bemandet flåde, kastede slæbetov over til Per Brix Clausen, der i høj sø kæmpede en hektisk kamp for at få tovet fastgjort forsvarligt. Men forgæves.

- Jeg var helt oppe at hyperventilere og tænkte: "Det her er virkelig hårdt", fortæller han.

I andet forsøg lykkedes det Kystvagten at få klamperne på plads og med et ryk fløj båden afsted med 21 knob i timen.

- Det var jo ikke ufarligt. De kunne have rykket båden over, fortæller Vicky Ralkov.

Drømmen er mulig
Da hun og datteren var fløjet til Danmark fik Per Brix Clausen på båden selskab af to danske gaster, som det var lykkedes at få kontakt med gennem en Facebook gruppe. De tre sejlede båden sikkert til Køge og samlede efter fire uger mor og datter op i Rødvig, så hele familien sammen kunne opleve den festlige hjemkomst i Køge.

- Vi håber jo, at vi kan være med til at inspirere andre og at afmystificere. Det er muligt at nå drømmen. Men det kræver en prioritering og en indsats. Vi håber, at den her måde at leve på kan være med til at give Zara en masse gode ting med på hendes vej. En nysgerrighed og åbenhed. Den næste person, du møder, kan blive din bedste ven for livet, pointerer han og tilføjer:

- Folk siger, at vi er heldige - men vi har jo positioneret os til at være heldige.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk