

Se billedserie
Lørdag i denne weekend bliver forårets helt store aften på spillestedet Tapperiet i Køge.
Salen vil være fyldt til sidste plads, når popidolet Christopher ud på aftenen træder ind på Tapperiets scene som et led i hans forårsturné, der blev skudt i gang på Vega i København i begyndelsen af april, og som efter Køge blandt andet bringer ham til Tyskland.
Der har været udsolgt til koncerten i Køge siden februar, og det betyder, at omkring 600 gæster vil være på plads til at tage godt imod manden bag store danske hits som Heartbeat, Bad og senest Irony.
"Der bliver 600 gæster - nok flest kvinder - der forhåbentlig får en rigtig god aften. Det bliver megafedt," siger Tapperiets booker, Sofie Posselt, med et smil.
Hun fortæller, at man har beordret "all hands on deck" denne aften for at sikre, at alt går efter planen med teknik, sikkerhed, service i baren osv.
Christopher har besøgt Tapperiet tidligere tilbage i 2014, og siden har den 27-årige popmusiker kun bygget på sin popularitet gennem sine tre albumudgivelser, 15 singler og en stribe koncerter i både Danmark og udlandet.
Koncerten er umiddelbart også den eneste i foråret på Tapperiet, der er helt udsolgt. Familiekoncerten med Wafande lørdag 11. maj nærmer sig dog også udsolgt. Den finder sted på det yderst familievenlige tidspunkt klokken 15 om eftermiddagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her