19. februar 2018
Aiah Noack er ny klummeskribent i OPLEV Sjælland. Til daglig driver hun Naturplanteskolen i Hedehusene. Foto: Mie Neel
Aiah Noack er ny klummeskribent i OPLEV Sjælland. Til daglig driver hun Naturplanteskolen i Hedehusene. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: På med permakultur-brillerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På med permakultur-brillerne
Ud i naturen - 19. januar 2018 kl. 09:01
Af Aiah Noack, PhD, forfatter og permahavedesigner, stifter og indehaver af www.Naturplanteskolen.dk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Opfordret af vores dronnings nytårsidé om at gøre noget unyttigt, som på forfriskende måde omfavner vores alle sammens velbehag ved at få frisk luft ned i lungerne og være i nærhed af noget natur, skue ud over bølgende marker, dampende enge og ind i skovens sorte søjler af træer i vinterhvile, er her nogle idéer til vinter-fitness og filosofi i haven:

Beskæring af træer og buske. Jeg går ind for nænsom og naturnær beskæring, kun af nødvendighed, og ikke "lystmord" med den store motorsav.

Fornuftig beskæring af grene, så træer og buske får lidt luft på alle sider, er både nyttigt og en slags unyttig foretagsomhed.

Afskårne grene er også en ressource, som kan genbruges i den naturvenlige have.

Dels kan en lille kompostkværn omdanne grenene til flis, dels kan grenene lægges i en bunke i et ubrugt hjørne af haven som tiltrængt hi for smådyr og insekter, der gør nytte i haven året igennem.

Netop det, at have et stykke af sin have udnævnt til "ren natur" med god samvittighed er et af tidens små opløftende haverevolutioner.

I tankegangen som kaldes "permakultur", som min planteskole i Hedehusene, Naturplanteskolen, er baseret på, inddeler vi enhver have i fem forskellige zoner fra et til fem.

Zone fem er netop at lade et stykke af haven være ubrugt, unyttig og vild på sin egen måde.

I zone fem vokser for eksempel brændenælde, skvalderkål og der ligger kvas- og marksten i bunker. Her kan naturen i haven selv bestemme.

Sommerfugle som Nældens Takvinge og andre bruger brændenælden til puppestadie og næring. Bunker af kvas og sten bruges af de flittige vilde bier og humler til deres jordbo.

Vidste du, at vilde bier, som vi har over 200 forskellige arter af, er 10 gange så effektive til at bestøve end honningbierne, og at de er ufarlige, da de er små og har brodder så små, at de ikke kan stikke?

Næste gang i klummen her går jeg videre med zonerne.

I permakultur tænker vi på naturen i haven som samarbejdspartner, og får dermed en nemmere og smukkere have end den gamle model, hvor alt skal kontrolleres og haven ofte bliver til et statisk og unaturligt udendørsspejl af boligens indretning.