
Med en massiv vaccinationsindsats over nytåret er beboerne på halvdelen af plejecentrene i hovedstadsområdet tilbudt en Covid-19 vaccine. Ishøj var blandt de allerførste, og onsdag er turen kommet til de første plejecentre i Høje-Taastrup og Vallensbæk kommuner.
Ifølge den oprindelige plan skulle de første borgere her ellers først have haft deres stik den 12. januar, men siden er planen blevet fremrykket.
- Der har været vaccineret på alle dage siden den 27. december - også nytårsdag og 1. januar, hvor rigtig mange medarbejdere både fra regionen, kommunerne og de praktiserende læger har stået klar og i fællesskab håndteret denne opgave. Vaccinerne er helt afgørende for, at vi kan bekæmpe den her sygdom, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), som glæder sig over, at alle gode kræfter har trukket i fællesskab for at få vaccinerne udbredt så hurtigt som muligt.
Det ventes, at beboere på alle plejehjem i regionen er tilbudt den første vaccination senest den 7. januar.
Lægefaglig vicedirektør og leder af Region Hovedstaden vaccine task force Jonas Egebart forklarer, at det har stillet store krav til logistikken, at vaccinen skal håndteres meget varsomt og har en kort holdbarhed efter klargøring.
- Derfor har vi farmakonomer med ud på de enkelte plejecentre for at klargøre vaccinen. Region Hovedstaden sender hver dag 15 biler ud med vaccine på køl fra regionens apotek til plejehjem. Her står praktiserende læger klar til at vaccinere beboerne, når regionens personale har klargjort vaccinerne, siger han.
De kommunale medarbejdere sørger for, at beboerne er informerede inden vaccinationen, klar til at blive vaccinerede og er under opsyn efter vaccinationen.
Rækkefølgen for, hvornår der vaccineres på de enkelte plejehjem følger en nationalt udarbejdet prioriteringsliste, som er fastlagt ud fra smittetryk i de enkelte kommuner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk