En 17-årig er tiltalt for at overtræde den nye paragraf om, at angribe folk i offentlig tjeneste med fx fyrværkeri.
Det sker efter en episode på Høje Taastrup Station nytårsaften.
Den 17-årige blev anholdt kort efter episoden, og blev nytårsdag varetægtsfængslet - og har været det lige siden.
Torsdag valgte Retten i Glostrup at løslade den unge mand. Anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi har kæret denne afgørelse til Østre Landsret, men det har ikke opsættende virkning.
Den 17-årige er tiltalt for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde med forsøg på vold af særlig farlig karakter, at have angrebet tre politifolk med et bomberør.
Angrebet fandt sted den 1. januar ca. kl. 00.20 på Høje Taastrup Station.
Den 17-årige er som en af de første tiltalt for overtrædelse af den nye straffelovs-paragraf 119b, som blev indført af Folketinget i december 2020 -netop for at imødegå fyrværkeri-angreb på blandt andet politifolk.
- At angribe politifolk med fyrværkeri, er noget vi ser på med stor alvor. Den nye paragraf giver mulighed for en markant strafforøgelse for dem, der angriber folk der arbejder i offentlig tjeneste, siger anklageren i sagen Cecilie Mee Hansen.
I grundlovsforhøret forklarede den 17-årige, at han havde affyret et bomberør, men at han ikke havde til hensigt at ramme politifolkene.
Retssagen mod den 17-årige er endnu ikke berammet ved Retten i Glostrup.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk