
- Det er altid sjovest at snakke politik, og jeg regner da med, at vi nu bliver mødt med andre spørgsmål, som er mere af politisk karakter fremfor det handler om personspørgsmål.
Sådan lyder det fra Flemming Andersen, der er Venstres folketingskandidat i Taastrup-kredsen, som dækker Høje-Taastrup og Albertslund.
Inden partiets landsmøde havde han ikke gjort op, hvilken af de to næstformands-kandidater, han ville stemme på. Det skete først, da han sad i salen og hørte talerne.
- Jeg gik ind i landsmødesalen med åbent sind. Begge kandidater - Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby - har gode punkter hver især, så jeg ville lade det være op til deres taler på landsmødet, før jeg tog beslutningen. Det, synes jeg, er det rigtige at gøre, siger Flemming Andersen, som endte med at stemme på Inger Støjberg, der også vandt valget om næsteformandsposten.
Flemming Andersen forventer, at man nu kan se fremad, og at uenighederne stopper.
- Jeg tror, at Jakob Ellemann-Jensen som formand er den helt rigtige til at skabe ro og samle partiet. Jeg synes, at der på landsmødet var en god stemning, gejst og god energi. Det skal vi nu have omsat også i det lokale arbejde, siger Flemming Andersen.
- Jeg tror, på trods af situationen de senere måneder, at de fleste ser Venstre som det store borgerlige parti, der kan samle Danmark. Nu skal vi i arbejdstøjet, også lokalt, og snakke politik med vælgerne, understreger Flemming Andersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her