

Se billedserie
Fo nylig udkom bogen »Dansk Fodbolds Sande Guldalder« på forlaget Turbine. Og den er skrevet af en forfatter fra Taastrup.
47-årige Michael Kjærbøl er født og opvokset på Vestegnen og bosat siden 2014 i Taastrup sammen med hustruen Anne-Marie og datteren Ann-Catherine.
»Dansk Fodbolds Sande Guldalder« er Michaels debutbog som forfatter. Til daglig arbejder han som lærer i Ringsted, på Campusskolen.
Debutbogen omhandler en periode i den danske fodboldhistorie der - af de fleste - for længst er glemt, men som fortjener at blive husket. For i epoken 1908-1920 var det danske landshold i den absolutte verdensklasse. Og det nationale mandskab opnåede ikke bare medaljer og succes, men også bred anerkendelse for at spille smukt, teknisk, offensivt og inspireret fodbold.
»Det gik op for mig, da jeg arbejdede med bogen, at man kan stadfæste det tidspunkt, hvor man begynder at spille »ordentligt fodbold« i Danmark ret nøjagtigt. København havde besøg af det meget stærke skotske amatørhold Queen's Park i 1898, og den måde som skotterne spillede på, med præcise korte afleveringer og alle mand i konstant bevægelse, var intet mindre end en åbenbaring for det danske fodboldfolk. Efterfølgende implementerede man »de skotske principper« som en helstøbt fodboldkultur i klubberne herhjemme - og på landsholdet. Danmark blev på få år en fodboldmæssig magtfaktor på internationalt plan,« siger Michael Kjærbøl.
På den vis er »Dansk Fodbolds Sande Guldalder« historien om et sandt fodboldeventyr. På en generation skabte man en fodboldkultur, hvor den tekniske shortpassingfodbold var det indiskutable ideal. En slags konceptuel udviklingsplan og således et forbillede, som nutidens fodboldledere i høj grad kan skæve til, og som giver rigtig god mening - selv så mange år efter.
Michael Kjærbøl har selv en fodboldmæssig baggrund som træner og leder i en række københavnske klubber, og især i Albertslund syd hos den lille klub BS 72, hvor Michael Kjærbøls far, Lars, igennem mange år har været en markant lederskikkelse.
Michael Kjærbøl har et klart budskab med bogen.
»Vi er alt for dårlige i Danmark til at huske på historiens lærdom. De gamle helte går i glemmebogen, når deres stjerner på arenaen slukkes. Og det er trist og ufortjent. I andre lande kærer man sig langt mere om at holde minderne fra fortiden i live. I italiensk fodbold huskes stadig Harald Nielsen fra 1960'erne, og i England figurerer endnu i dag Nils Middelboe fra 1910'erne på Chelsea FC's hjemmeside, hvor hans billede kroner en slags wall of fame med nøglespillere fra Londonklubbens glorværdige historie. Nogle gange kan fortiden ligefrem benyttes til at vise mulige veje for fremtiden. Selv om fortiden kan synes fjern. Jeg tror at der er mange danske landsholdsfans der ønsker at se vort landshold spille positivt og kreativt fodbold ved det kommende verdensmesterskab. Ligesom det er nødvendigt for talentudviklingen i Danmark, at klubberne tør satse på teknisk og konstruktiv fodbold,« siger forfatteren.
»Dansk Fodbolds Sande Guldalder« har forord af ingen ringere end den tidligere landsholdsback Niclas Jensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk