
Et indblik i erhvervslivet og et kærligt skub den rette vej. Det er, hvad mentorer fra det lokale erhvervsliv kan give nogle af de unge, der går på 10. klassetilbuddet LINIE 10 i Høje-Taastrup Kommune.
I dette skoleår har 16 elever deltaget i et pilotprojekt under LøkkeFonden, hvor de har fået tilknyttet en mentor, og det har været en stor succes. Så stor, at projektet fra næste skoleår udvides til hele 35 elever.
I samarbejde med kommunens UngeCenter og Høje-Taastrup Erhvervsforum går LøkkeFonden derfor nu i gang med at finde omkring 15 erhvervsfolk, som har lyst at medvirke som mentorer for de unge.
- Nu skal vi ud og finde nogle flere lokale erhvervsfolk, som har lyst og energi til at give de unge et kærligt skub i ryggen, siger Lasse Poder, projektleder i LøkkeFonden.
- Målet er, at eleverne i løbet af 10. klasse får den nødvendige støtte og motivation, så de bliver inspireret til at vælge den erhvervsuddannelse eller anden ungdomsuddannelse, som passer bedst til dem. Denne støtte skulle også meget gerne medvirke til, at eleverne efterfølgende gennemfører den uddannelse, de har valgt, siger Lasse Poder og tilføjer:
- Mentorforløbet løber frem til januar 2022, så vi på den måde kan yde den fornødne støtte til eleverne - også efter de er påbegyndt deres erhvervs- eller anden ungdomsuddannelse.
Foruden Høje-Taastrup Kommune er Frederiksberg og Gentofte med i projektet i skoleåret, der starter i august 2020.
- Det er tre forskellige kommuner, også hvad angår erhvervsliv, men vi tror, at de kan sparre rigtig godt med hinanden om, hvordan man kan arbejde med de unge. De tre kommuner har tre forskellige bud på arbejdet med de unge, bemærker Lasse Poder.
LifeSkills LINIE 10 er støttet af Industriens Fond og involverer erhvervsskoler som blandt andre NEXT Uddannelse København foruden kommunerne og de lokale 10. klasser.
I Høje-Taastrup Kommune bliver Allan Leerbæk, netværks- og virksomhedskonsulent i UngeCentret, drivkraft i at engagere det lokale erhvervsliv som erhvervsmentorer.
- Eleverne har vi, nemlig på LINIE 10 på skolen på Parkvej, så nu skal vi »bare« finde nogle erhvervspersoner, som har lyst at være mentorer for en til tre elever og indgå i et netværk med de andre mentorer. Flere af dem, som har været mentorer i år, vil gerne fortsætte, så jeg anslår, at vi skal bruge omkring 15 mere, siger Allan Leerbæk.
Der er lagt et program for hele forløbet med praktik, virksomhedsbesøg osv., men rollen som mentor, og den tid man bruger, kan man i høj grad selv tilrettelægge.
- Vi vil under hele forløbet samle mentorerne nogle gange, så de kan udveksle erfaringer og få inspiration fra hinanden samt fra oplægsholdere. Så jeg tør godt love, at mentorerne også har fået noget med i rygsækken, når forløbet er overstået. Lysten til at gøre noget for andre mennesker vil være et rigtig godt udgangspunkt for at blive mentor i LifeSkills LINIE 10, siger Lasse Poder.
Han man lyst til at høre mere, kan man kontakte Allan Leerbæk på telefon 29 43 29 80 eller mail allanle@htk.dk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk