Mandag den 4. februar kl. 18.45 er der for fjerde gang strikkebio i Nordisk Films Biografer i City2.
Martin Gerlach, direktør i NF biografer i Taastrup, og Sanne Lousdal, indehaver at Sanne´s Broderi & Strik på Taastrup Hovedgade, startede i november 2018 et samarbejde op om, at invitere strikkeglade biografgængere til at kombinere to interesser: At se en god film, og strikke samtidig.
- Når der er strikkebio, er lyset i biografen ikke helt slukket, for man skal kunne strikke uden at tabe maskerne, fortæller Sanne Lousdal og fortsætter:
- Der har været mellem 65 og 75 til hver forestilling, og det har været superhyggeligt, at så mange har haft lyst til at deltage. Der foregår altid et eller andet ekstra når vi holder strikkebio. Det er aldrig det samme, men jeg kan fortælle, at vi har drukket bobler doneret af Taastrup Ny Vinhandel, nogle gange har vi haft lodtrækning på billetten, der har været goodiebags og der var julesmåkager i december. Martin og jeg har et ekstra tilbud med den 4. februar. Vi har lavet en aftale med Café Crema på plan 0 om, at deltagerne kan gå på café efter forestillingen, og ved at fremvise strikkebio-billetten drikke kaffe til en god pris. Så bliver der tid til at vende filmen sammen, eller blot strikke en pind mere.
Filmen der vises på mandag er 'Unge Astrid', som har fået fine anmeldelser. Den fortæller historien om den verdensberømte forfatter Astrid Lindgren.
I hovedrollen som Astrid ses Alba August, som også er udtaget som 'Shooting Star' ved Berlins film festival til februar. I de øvrige roller ses blandt andre Trine Dyrholm, Magnus Krepper, Maria Bonnevie, Henrik Rafaelsen og Björn Gustafsson.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk