13. juni 2021
Arbejdet på hotellet gør Sofie Djurhuus glad. Hun føler, at hun gør en forskel for gæsterne og kan godt lide det ansvar der følger med at være receptionist. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Arbejdet på hotellet gør Sofie Djurhuus glad. Hun føler, at hun gør en forskel for gæsterne og kan godt lide det ansvar der følger med at være receptionist. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sofie fik en elevplads trods handicap: - Jeg har aldrig før været god til noget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Sofie fik en elevplads trods handicap: - Jeg har aldrig før været god til noget
Taastrup - 06. juni 2021 kl. 19:25
Af Pernille Rohde

Som lille havde Sofie Djurhuus mange drømme om, hvad hun gerne ville være, når hun blev stor.

- Jeg husker tydeligt, at min store drøm var at blive rengøringsdame på Amalienborg. Det var fordi, jeg elskede at gøre rent og tænkte, at hvis man ovenikøbet kunne få penge for det, ville det være fantastisk, fortæller Sofie, der i dag er 19 år.

Drømmene udviklede sig efterhånden som Sofie blev ældre. Hun var en overgang fascineret af frisørfaget. Men da hun blev ni år, ændrede hendes liv sig så meget, at hun ikke længere turde drømme.

- Jeg havde været på Møns Klint med min familie og jeg var selv gået hele vejen ned. Da vi skulle op igen, kunne jeg ikke klare trapperne og min familie måtte bære mig. Her blev mine forældre klar over, at der var noget galt. Jeg havde længe haft nogle begrænsninger og var holdt op med at klatre i træer, som jeg ellers plejede. Men mine forældre forbandt det ikke med noget alvorligt. De tænkte bare, at jeg nok var lidt doven, siger Sofie.

Efter forskellige undersøgelser fandt en læge på Rigshospitalet ud af, hvad Sofie fejlede.

- Hun kiggede bare på mig og sagde 'du har muskelsvind'. Hun kunne se det på min kropsholdning. Selv kan jeg ikke huske, da jeg fik diagnosen. Men jeg begyndte at tænke over, hvad det betød og havde en fornemmelse af, at jeg var anderledes end mine kammerater, fortæller Sofie, som bor i Taastrup.

Receptionschef Lene Christoffersen var parat til at bygge hele receptionen om for Sofies skyld. Men Sofie vil ikke have særbehandling. Foto: Thomas Olsen

Stoppede med skole

Hun gik på Borgerskolen, men efter diagnosen og sygdommens udbrud begyndte hun langsomt et få det dårligt, også mentalt.

- I mine skoleår udviklede sygdomme sig fra at jeg kunne det meste som mine kammerater til at jeg fik behov for manuel kørestol, crosser og hjælp til at bære mine ting. Jeg fik lungebetændelse og det er meget alvorligt, når man har muskelsvind.Jeg var indlagt i lang tid og havde meget fravær fra skolen. Som 11-12-årig fik jeg en depression og jeg stoppede i en periode helt med at gå i skole. Da jeg senere kom tilbage igen, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne gå i klub, fordi jeg havde det med at vælte og ingen af de voksne måtte hjælpe mig op igen, når jeg lå der. Det blev jeg meget ked af, fordi jeg jo gerne ville være sammen med mine venner, siger Sofie.

I skoleåret 2017/18 kom jeg på efterskole. Det var en tid som på mange måder var fantastisk, for jeg lærte en masse skønne mennesker at kende, som bare så mig og ikke mine begrænsninger, men psykisk var det virkeligt svært for jeg mistede flere og flere kræfter og blev mere og mere afhængig af andres hjælp, fortæller Sofie Djurhuus og fortsætter:

- Da jeg stoppede på efterskolen, kunne jeg stort set ikke gå mere og var virkelig afhængig af hjælp til at klare flere og flere opgaver i min hverdag.

Jeg fik en 9. klasses afgangs prøv på efterskolen, - men bad skolen om ikke at erklære mig uddannelsesparat, for jeg var slet ikke klar til at starte på en uddannelse. Der var for meget i mit liv der fyldte, til at jeg kunne magte en ny skole.

Hjælpere 24-7

Da Sofie kom hjem fra efterskolen, fik hun ny sagsbehandler i kommunen, hun bevilligede ekstraordinært Sofie 24 timers hjælp.

- Det betød, at vi kunne ansætte hjælpere til mig 24 timer i døgnet, Hvad var en kæmpe hjælp og stor lettelse. fortæller Sofie Djurhuus.

Den ordning, som nu hedder en BPA, har hun stadig, selvom der måtte sværdslag til for at ordningen kunne fortsætte, da Sofie for et år siden fyldte 18 år.

Med usikkerheden om, hvor meget hjælp man kan få bevilliget, er det svært at se, var det svært for Sofie at se, hvad fremtiden ville bringe

Der gik tre år, hvor hun prøvede at vænne sig til sin situation og livet med hjælpere.

I receptionen arbejder Sofie blandt andre sammen med Emma og de har det rigtig hyggeligt. Foto: Thomas Olsen

2021: Det lysner

2021 skulle dog vise sig at byde på et nyt og spændende liv for Sofie Djuurhus.

- Jeg kom i kontakt med en uddannelsesvejleder, som spurgte mig om, hvad jeg kunne tænke mig at komme i gang med. Jeg havde på et tidspunkt besøgt handicaphuset i Taastrup (Handicaporganisationernes Hus på Blekinge Boulevard, red.) og der havde jeg set, at receptionisterne alle sammen var kørestolsbrugere. Jeg tænkte, at det vel egentlig var et meget spændende job. Det er ikke noget for mig med et meget stillesiddende job, hvor alle dage er ens. Men som receptionist har man et ansvar overfor gæsterne og det kunne jeg godt lide. Man kan reelt gøre en forskel, siger Sofie, som tænkte videre over ideen og kom på, at det kunne være spændende at arbejde på et hotel.

Hendes uddannelsesvejleder greb ideen og Sofie fik kontakt med Hotel- og Restaurantskolen. Her fik hun dog en nedslående reaktion.

- Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med at kunne få sådan et job, når jeg sad i kørestol. Min konsulent Allan fra ungecentret i Høje-Taastrup kommune kunne ikke forstå at det ikke var muligt. Han ville gerne prøve at hjælpe. Allan kontaktede nogle hoteller for at høre, om de kunne hjælpe, fortæller Sofie.

'Snuse-praktikplads'

Et af de hoteller, der blev kontaktet, var Scandic i Hvidovre, hvor Anne Nielsen er direktør. Hun tog Sofie ind til en snak for at fortælle om, hvordan det er at arbejde på et hotel.

- Jeg var med på den, men så det i første omgang som en guiderolle, jeg påtog mig. Jeg ville høre, hvad Sofie havde behov for at vide og forsøge at vejlede hende, siger Anne Nielsen fra Scandic Hvidovre. Det blev dog noget helt andet, der skete. For Anne kunne straks mærke, at her var en helt særlig pige.

- I stedet for bare at vejlede Sofie endte vores første møde med, at jeg tilbød hende en 'snuse-praktikplads'. Hun faldt så godt ind i teamet og havde en personlighed, jeg faldt for, siger Anne Nielsen.

Sofie tog imod tilbuddet og det viste sig hurtigt, at hun er et naturtalent når det handler om at arbejde i en reception.

Receptionschef Line Christoffersen er Sofies nærmeste chef og hun er helt enig med Anne Nielsen i, at Sofie er som skabt til jobbet. Og hun har været villig til at bygge receptionen om, så den lever op til Sofies behov. Her har Sofie dog sagt nej tak.

- Jeg vil ikke have at der skal tages særlige hensyn til mig. Jeg har min hjælper med, når jeg er på arbejde og finder selv ud af, hvordan jeg løser opgaverne, siger Sofie. Som indtil nu ikke er stødt på arbejde i receptionen, som hun ikke kunne udføre, enten med eller uden sin hjælper og det er en stor tilfredsstillelse, synes hun.

Hvad nu?

Da avisen mødes med hende på Hotel Scandic, er praktikperioden udløbet og der skal tages stilling til, hvad Sofie skal i fremtiden. Fordi praktikforløbet er gået så godt, har Sofie nu søgt ind på Hotel- og Restaurantskolen. Og Anne Nielsen har noget, hun meget gerne vil sige til Sofie i den anledning.

- Hvis du har lyst til en elevplads, kunne det være her, siger hun.

Det er tydeligt, at Sofie bliver meget overvældet. Og der går lidt tid før hun svarer.

- Jeg havde besluttet mig for at jeg ikke turde tro på det. Derfor havde jeg slet ikke regnet med noget, siger hun.

Anne forklarer hende, hvad hun har tænkt:

- Skolen er indstillet på, at du kan tage uddannelsen i det tempo, der passer dig. Og det samme er vi. Vi vil bare gerne have at du er her hos os og at du får uddannelsen, siger Anne.

Line Christoffersen supplerer:

- Du skal bare vide, at der er et marked for dig. Du kan sagtens gå ud og få et arbejde, fordi du er den, du er, siger hun.

Senere siger Sofie ja tak til elevpladsen.

- Jeg har aldrig følt, at jeg var god til noget. Derfor glæder jeg mig meget til at være elev her, siger hun.

Fed branche og bedre humør

Indimellem kæmper Sofie Djurhuus stadig med, hvordan hun skal håndtere sit handicap, når hun skal i kontakt med andre.

- Skal jeg skrive det i jobansøgninger og på datingsider? Jeg føler ofte, at jeg bliver fravalgt med det samme, hvis jeg nævner det. Men jeg føler også, at jeg lyver, hvis jeg ikke siger det. Men det er jo ikke hele mig, at jeg er handicappet, siger Sofie.

På hotellet i Hvidovre er der mange af gæsterne, der har hotellet som deres andet hjem. De arbejder i københanvnsområdet, men bor måske i Jylland eller på Fyn. mange af dem har rost Sofie for den måde, de bliver mødt i receptionen. Og det gør hende glad.

- Jeg kan virkelig godt lide kontakten med andre mennesker og at gøre deres dag bare lidt bedre, siger hun.

Nu får Sofie mulighed for at hygge om gæsterne og for selv at få en hverdag, hun godt kan lide.

- Jeg er et meget socialt menneske og synes det er en fed branche. Og mit humør er blevet meget bedre efter at jeg er begyndt her. Min far sagde forleden dag, at han aldrig før har fået så glad en pige hjem, som efter jeg er begyndt her, slutter Sofie.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Hvor langt tror du Danmark når ved EM