
Med en ny aftale kan kommunerne fremover spille en større rolle i smitteopsporingen, så man hurtigere kan få brudt smittekæder og begrænse smitten med coronavirus.
Aftalen hilses umiddelbart velkommen i Høje-Taastrup, hvor borgmester Michael Ziegler (K) ser flere gode muligheder.
- Det er jo Styrelsen for Patientsikkerhed, der har navnene på de smittede, men hvis der er personer eller grupper, de ikke kan få fat i, så kan de tage fat på os og høre, om vi måske kan nå dem af nogle andre kanaler. Vi er jo ofte tættere på borgerne, så på den måde giver det rigtig god mening at involvere kommunerne mere, siger han.
Borgmesteren understreger dog, at ansvaret ikke rykker over til kommunen.
- Det er stadig styrelsens ansvar at sikre en effektiv smitteopsporing, men vi bistår meget gerne, siger Michael Ziegler.
Han har tidligere efterlyst muligheden for at få oplysninger om, hvilke af kommunens borgere der er testet positive for Covid-19, og det kan kommunen få med den nye aftale.
- Det kan måske give os mulighed for at arbejde fokuseret i konkrete områder, hvis vi kan se, at smitten pludselig stiger et sted, og vi kan følge op på, om smittede går i isolation, så vi kan få inddæmmet smitten, siger Michael Ziegler.
Kommunernes konkrete bidrag vil afhænge af lokale forhold men kan ifølge Sundheds- og Ældreministeriet blandt bestå af opfølgende opkald til smittede og evt. nære kontakter. I nogle tilfælde kan kommunen også udnytte sit lokalkendskab til at komme ud til folk og følge op på isolation og måske sørge for hjælp til indkøb eller andet, der kan gøre det praktisk muligt for folk at isolere sig effektivt.
- Men nu skal vi i dialog med styrelsen for at finde ud af, hvilke lokale tiltag det kunne give mening at oprette. Vi kan også se på, om det ville give mening at inddrage vores eget sundhedspersonale i smitteopsporingen, siger Michael Ziegler.
Aftalen udmøntes i to bekendtgørelser, som træder i kraft fredag, og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er glad for, at kommunerne nu bliver en større del af arbejdet med smitteopsporingen.
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu kan ske en styrket lokal indsats, så vi får stoppet smitte så hurtigt og effektivt som muligt. Deling af helbredsoplysninger er vi generelt meget tilbageholdende med, men vi er i en ekstraordinær situation, og det er vigtigt, at kommunerne har de bedst mulige redskaber til at medvirke til epidemikontrollen - især i denne kritiske fase, siger Magnus Heunicke.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk