20. oktober 2021
Emil Viskum og Peter Faarbæk, de to frontfigurer for hhv. Enhedslisten og Socialdemokraterne i Høje-Taastrup, sidder her klar til at underskrive deres budgetforslag for 2022. Foto: Lisbeth Jansen
Emil Viskum og Peter Faarbæk, de to frontfigurer for hhv. Enhedslisten og Socialdemokraterne i Høje-Taastrup, sidder her klar til at underskrive deres budgetforslag for 2022. Foto: Lisbeth Jansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: S og EL laver eget budget: Børn, miljø og ældre i fokus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

S og EL laver eget budget: Børn, miljø og ældre i fokus
Taastrup - 11. oktober 2021 kl. 15:06
Af Lisbeth Jansen

Socialdemokraterne og Enhedslisten er ikke med i budget 2022 i Høje-Taastrup Kommune, men er kommet med deres eget bud på, hvordan pengene skal fordeles.

arrow Læs også: Se listen: Sådan fordeler S og EL pengene

Ligesom i budgetforslaget fra De Konservative, DF, Radikale og Lokallisten er der i det røde budget i særdeleshed fokus på børnene og på skoleområdet.

Men Socialdemokraternes og Enhedslisten vil også sætte penge af til miljø- og klimaindsats samt til demensområdet. Og ikke mindst flere almene boliger i kommunen, hvor S og EL vil afsætte en samlet pulje på 10 millioner kroner til indskudskapital.

På ældreområdet ønsker S og EL at afsætte en million kroner i 2022, stigende til fire millioner i 2025, til et lønløft af SOSU-ansatte. Dernæst vil man afsætte en million kroner om året til en styrkelse af den demensstrategi, der var bred enighed om i byrådet i foråret.

På børneområdet er det særligt rekruttering, videreuddannelse og lønløft af pædagogisk personale, der er i fokus for S og EL. Dertil et ønske om at indføre lokale minimumsnormeringer i SFO-regi. Men også en styrkelse af PPR med tre millioner kroner er med på listen.

Også klima og miljø får et særligt fokus, blandt andet ved at man vil udbygge cykelinfrastruktur, styrke den offentlige transport og ansætte en ekspert i grøn mobilitet. Man vil samlet afsætte 16 millioner kroner til grøn mobilitet de næste fire år. Dertil kommer to millioner til skovrejsning og biodiversitet samt en undersøgelse af muligheden for at opsætte solceller på flest mulige kommunale bygninger.

Pengene skal komme fra administration

Det er fortrinsvis fra området administration og ledelse, at S og EL vil få pengene til de udvidelser, de har i tankerne.

Af de røde partiers budgetforslaget fremgår det, at Høje-Taastrup Kommune er blandt de kommuner i landet, der bruger flest penge på administration og ledelse, og at S og EL ønsker at tage 10 procent af dette beløb i besparelse.

- Når man ser på, hvor mange penge vi bruger på administration og ledelse i Høje-Taastrup Kommune i forhold til mange andre kommuner, så ligger vi på hvad der svarer til 7.000 kroner pr. indbygger, mens landsgennemsnittet ligger på 6.000 kroner - og da der er omkring 52.000 borgere i Høje-Taastrup, vil vi med en besparelse på 10 procent få rundt regnet fem millioner, eller 100 kroner pr. indbygger til andre ting, forklarer Peter Faarbæk.

- Vi har også set på direktionens strategiske lønpulje, hvor vi vil tage 1,5 millioner kroner det første år og lade det stige til 2,1 millioner kroner fra 2023. Derudover er der it-puljen, der ligger på 6,9 millioner kroner, hvor vi vil tage 1,9 millioner kroner, men med den skærpelse, at der ikke må skæres på it-sikkerheden, men andre steder inden for it, siger Emil Viskum.

Gik ind til forhandlingerne med forlig i tankerne

Ifølge Peter Faarbæk gik Socialdemokraterne og Enhedslisten til budgetforhandlingerne med ønske om et bredt forlig på tværs af partifarver. Men der, hvor man ikke kunne mødes og brød op, var særligt på besparelserne - altså hvilke områder, man ønsker at hente pengene fra.

- Der er flere ting, vi ikke er enige om. For os står vi særligt på, at vi vil have afsat penge til flere almene boliger. Generelt set er vi ikke enige med de øvrige partier om, hvor pengene skal komme fra. Vi satsede dog på at være forligssøgende. Når man står over for et budget, der starter i nul, så handler det alene om viljen til forlig, og den vilje var der ikke, siger Peter Faarbæk.

- Der var også uenighed om direktionens strategiske lønpulje. Sidste år blev vi enige om at spare her, men det blev der ikke plads til hos de andre i år, siger Emil Viskum.

Begge bekræfter, at der - udover at man ikke har kunne mødes på visse afgørende punkter - alligevel har hersket en god tone under forhandlingerne med de øvrige partier i byrådet.

S og EL vil formelt fremlægge deres budgetforslag til 2. behandlingen af budgettet den 14. oktober. Men da der umiddelbart er flertal i byrådet for de blå partiers budgetforslag, skal der gå meget galt, hvis ikke det er det blå budget, der bliver endeligt vedtaget torsdag.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Rejser du til udlandet i år?