21. juli 2019
Når Jens Arnt siger farvel som skoleleder på Sengeløse Skole, siger han også farvel til posten som formand for den lokale afdeling af skolelederforeningen. - Jeg glæder mig til »bare« at være skoleleder igen, siger han.
gallery icon

Se billedserie

Når Jens Arnt siger farvel som skoleleder på Sengeløse Skole, siger han også farvel til posten som formand for den lokale afdeling af skolelederforeningen. - Jeg glæder mig til »bare« at være skoleleder igen, siger han.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Populær skoleleder takker af: Man skal ikke konceptstyre folkeskolen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Populær skoleleder takker af: Man skal ikke konceptstyre folkeskolen
Taastrup - 07. februar 2019 kl. 12:57
Af Stina Felby Egerup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jens Arnt stoppede ved udgangen af januar som skoleleder på Sengeløse Skole efter otte succesfulde år.

Han efterlader en stærk skole, men kan godt være bekymret for skolernes fremtid i Høje-Taastrup Kommune.

Da Jens Arnt i 2011 overtog roret som skoleleder ved Sengeløse Skole, var elevtallet faldende og karaktergennemsnittet ikke prangende. Nu, otte år senere, er elevtallet steget med mere end 50 procent, og karaktergennemsnittet er det højeste blandt kommunens folkeskoler.

Det er således en yderst populær og anerkendt skoleleder, der ved udgangen af januar siger farvel til Sengeløse Skole for at begynde et nyt kapitel som skoleleder på Nyboder Skole på Østerbro.

Og Jens Arnt har elsket sin tid på Sengeløse Skole. Men han lægger heller ikke skjul på, at det er den rette tid for ham at prøve noget nyt.

- Jeg har brug for at prøve kræfter med noget andet, og nu kom denne mulighed på Nyboder Skole, som står over for en række spændende forandringer, som jeg får mulighed for at præge, forklarer Jens Arnt.

Stop konceptstyringen

For selvom den 53-årige skoleleder har været glad for sin tid i Høje-Taastrup Kommune, så er han også bekymret for nogle af de forandringer, han kan se komme. For eksempel med Fremtidens Skole, hvor undervisningen på kommunens folkeskoler fremover skal være mere projektorienteret.

- Det bekymrer mig, at man lægger ét koncept ned over undervisningen. Man er nødt til at kigge på de enkelte børnegrupper både fagligt og socialt, og så tilpasse undervisningen ud fra det. Og det betyder, at man kan få brug for mange forskellige undervisningsmetoder, forklarer Jens Arnt.

- Konceptlæring kan give værdi for nogle elever, men man risikerer også at tabe nogle andre, tilføjer han.

Jens Arnt kan derfor godt frygte, at ikke alle forældre vil tage lige godt imod ideen om Fremtidens Skole, som i disse år bliver udrullet i skolevæsenet i Høje-Taastrup.

- Det dyrebareste, forældre har, er deres børn. Forældre vil altid deres børn det bedste i et trygt miljø - ikke i et uforudsigeligt miljø, fordi det giver utryghed, siger han.

Hans råd til både politikere og administrationen i Høje-Taastrup Kommune er derfor også at give skolerne lidt friere tøjler.

- Lad være med at konceptstyre folkeskolen. Der skal være rum til at give børn det, de har brug for, dér hvor de er, siger han.

Leder på fire skoler

Og Jens Arnt ved om nogen, hvad han taler om. Han har nemlig været skoleleder på hele fire af kommunens skoler: Fra 2006-2011 var han skoleleder på Reerslev Skole, inden han i 2011 kom til Sengeløse Skole. Herfra har han to gange været udlånt til henholdsvis Mølleholmskolen og Gadehaveskolen for at lede skolerne i en periode. Han er i kommunen anerkendt som en dygtig skoleleder, ligesom han siden 2012 har været formand for den lokale afdeling af Skolelederforeningen samt været skoleledernes tillidsmand.

Derfor kender han også mange kroge af kommunens skolevæsen og har et klart råd:

- Man skal bevare de lokale forskelligheder. Høje-Taa-strup er en alsidig kommune, og her er både land- og byskoler samt det, jeg kalder broskoler - altså såkaldte ghettoskoler. Det er vigtigt med en respekt for, at man for at lave den bedste læring for alle elever, må give plads til forskelligheder, siger Jens Arnt.

En stærk skole

Jens Arnt understreger flere gange, at han forlader en Sengeløse Skole på et utroligt stærkt fundament, og at skolen er godt rustet til fremtiden.

- Her er en utrolig dygtig personalegruppe, som har sikret den store fremgang, som Sengeløse Skole har gennemgået de seneste år. Det er altafgørende for mig, at jeg afleverer Sengeløse Skole ordentligt, og det synes jeg også, at jeg gør, siger han.

Og tallene taler da også deres tydelige sprog.

Siden Jens Arnt tiltrådte som skoleleder for Sengeløse Skole i 2011 er antallet af elever steget med over 50 procent, karaktergennemsnittet ved afgangsprøven er steget fra 6,0 til 8,0, hvilket er det højeste blandt kommunens folkeskoler, og ved den seneste trivselsmåling sagde 96,8 procent af eleverne, at de var glade eller rigtig glade for at gå i skole.

- Jeg er stolt af, at vi som skole kan præstere både en høj faglighed og en høj trivsel. Sengeløse Skole er blevet en skole, som folk vælger til, og vi har i dag elever fra flere andre steder i kommunen end Sengeløse. Tilbage i 2011 var vi i fare for at miste overbygningen og skulle bevise, at vi havde en berettigelse. Det synes jeg i al beskedenhed, at vi har bevist, siger han med et skævt smil, inden han igen giver æren til en »dygtig og meget engageret personalegruppe«.

Jens Arnt stoppede ved udgangen af januar, hvorefter souschef Annemette Rosenkrantz er blevet konstitueret leder, indtil en ny er fundet. Den nye skoleleder forventes at begynde den 1. maj.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk