8. maj 2021
Peter Faarbæk (S) kom i sin tale med kras kritik af borgmester Michael Ziegler (K), som han håber at vippe af borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg i Høje-Taastrup. Foto: Privat
gallery icon

Se billedserie

Peter Faarbæk (S) kom i sin tale med kras kritik af borgmester Michael Ziegler (K), som han håber at vippe af borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg i Høje-Taastrup. Foto: Privat
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politiker med kras kritik af borgmester: - Han bekymrer sig ikke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politiker med kras kritik af borgmester: - Han bekymrer sig ikke
Taastrup - 02. maj 2021 kl. 12:44
Af Stina Felby Egerup

Både corona og en skarp kritik af borgmester Michael Ziegler (K) prægede den lokale markering af 1. maj i Høje-Taastrup, som igen i år måtte foregå virtuelt i coronaens skygge.

Socialdemokraternes lokale borgmesterkandidat, Peter Faarbæk, startede dog sin tale med optimisme, fordi vi nu kan se en ende på de sidste 14 måneder med nedlukning, isolation og økonomiske udfordringer.

- Vi er ikke i mål endnu, men der er grund til at være optimist, der er grund til tro på, at vi er igennem det værste, og at vi nu med den erfaring, vi har fået, med vaccinationerne godt på vej, og sol og sommer der står for døren - ja så er der grund til optimisme, sagde han og kom med forventet ros til regeringens håndtering af corona-krisen.

Ulighed er blevet større

Men corona-udbruddet har gjort uligheden i det danske samfund større og mere tydelig, påpegede Peter Faarbæk. Det gælder blandt andet i uddannelse og sundhed, lød det.

- Meget tyder på, at en langt større andel af kortuddannede og folk med indvandrebaggrund har været smittet, og er for manges vedkommende er de blevet udskammet herfor. Men hvorfor er det, at langt flere i for eksempel Høje-Taastrup og Ishøj har været smittede? Kunne det hænge sammen med, at der bor langt flere i samme bolig, på færre kvadratmeter og ofte i etageejendommen? Eller fordi de i vid udstrækning fysisk har skullet møde ind på deres arbejde som chauffør, rengøringsassistent, kasseassistent og sosu-medhjælper under hele epidemien? Imens andre kunne boltre sig i deres store parcelhus, hjemmearbejde og så i øvrigt bestille hos nemlig.com til levering, når man lige stod og manglede noget, sagde Peter Faarbæk og pegede også på økonomien som et sted, hvor ulighed er blevet tydeligere under corona.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fælles rød front i Høje-Taastrup den 1. maj: Mia Bendtsen (FOA), Rodja Kara (EL), en knælende Emil Viskum (EL), Peter Faarbæk (S), Søren Grøn (3F) og Özdes Duruk (SF).

- Vi har fået flere arbejdsløse, og mange har måtte gå ned i arbejdstid, hvilket har ramt mange familier - og igen særligt de kortuddannede. Det sidste er ikke mindst noget, vi kan mærke her i Høje-Taastrup, hvor antallet af dagpengemodtagere er steget med næsten 50 procent i løbet af det seneste år - det kalder på handling og på forandringer, understregede Peter Faarbæk.

Bekymrer sig ikke

Men det bekymrer ikke borgmester Michael Ziegler, lød det fra Peter Faarbæk, som derefter påpegede en række ting, som efter hans mening ikke bekymrer borgmesteren.

- Han er glad og tilfreds med, at vi bygger tusindvis af nye dyre boliger, fylder hver en grøn plet - og bygherre behøver ikke bekymre sig om, hvor biler og cykler skal parkeres, for dem accepterer vi gladelig fylder op i vores gader og cyklerne i vores parker. Behovet for billige almene boliger ignoreres, for den slags må man forstå, skal vi ikke have mere af her i vores kommunen. Støj og trafiksikkerhed skal vi heller ikke gøre noget ved, for det vil blot genere bilisterne, hvis hastigheden bliver sat ned på kommunens veje. Pyt med støjen, der generer flere og flere af vores borgere, lød det i borgmesterkandidatens tale, som fortsatte:

- Stemmeprocenten ved kommunalvalget faldt kraftigt ved det seneste kommunalvalg, og vi har områder i kommunen hvor stemmeprocenten er helt nede på under 50 procent.. Det bekymrer heller ikke Borgmesteren, så vi skal ikke gøre en ekstra indsats for at få stemmeprocenten op i disse områder - måske fordi de ikke stemmer konservativt, jeg ved det ikke, sagde han.

Håber på magtskifte

Også de lokale arbejdsklausuler, som medførte en timelang debat på seneste byrådsmøde, blev berørt i Peter Faarbæks tale.

- Det bekymrer heller ikke borgmesteren, at vores arbejdsklausuler, der skal sikre ordentlige forhold på de store kommunale byggerier, ikke overholdes. Vi har længe kunnet se, at der var behov for en opstramninger af klausulerne og for en større bod for at overtræde reglerne. I stedet sker det modsatte. Accepterer overtrædelser, og slår en streg over boden. For at please bygherre og sikre det gode samarbejde, hedder det sig, sagde udfordreren til borgmesterposten, som sluttede sin tal med et håb om, at det kommende kommunalvalg til november vil ændre magtbalancen i kommunen.

- Hvis vi ellers evner at stå sammen, hvis vi evner at få fortalt borgerne om forskellen på hans og på vores politik, forskellen på at bekymre sig om borgernes daglige problemer og udfordringer, eller at leve i sin egen boble. Så er det måske snart overstået, sagde Peter Faarbæk.

Den lokale markering af 1. maj skete i et samarbejde mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, 3F og FOA.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?