21. oktober 2019
Butiksleder i Røde Kors' butik i Taastrup Carin Ekstrøm sætter en ære i, at butikken er præsentabel. Blandt andet er gulvet blevet skiftet. Foto Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Butiksleder i Røde Kors' butik i Taastrup Carin Ekstrøm sætter en ære i, at butikken er præsentabel. Blandt andet er gulvet blevet skiftet. Foto Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pensionist arbejder 40 timer om ugen: - Jeg kan ikke holde ud at sidde derhjemme og glo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pensionist arbejder 40 timer om ugen: - Jeg kan ikke holde ud at sidde derhjemme og glo
Taastrup - 11. juni 2019 kl. 11:56
Af Søren Schaadt Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvad gør man, når man egentligt er gået på pension, og man efter et år har malet hele huset, og derfor mangler nye projekter? Carin Ekstrøm begyndte at arbejde hos Røde Kors i Taastrup. Hun begyndte i 2009, nu er hun butiksleder og anslår, at hun bruger 40 frivillige timer hver uge i butikken i Taastrup Hovedgade.

- De søgte en butiksleder. Egentligt ville jeg bare arbejde frivilligt i en eller anden humanitær organisation, det betød ikke så meget hvilken. Så jeg sendte en ansøgning, hvor jeg skrev, at jeg ikke ville være butiksleder, for det havde jeg ikke lyst til, siger Carin Ekstrøm.

Carin Ekstrøm gik på pension fra sit job som skoleleder, og fandt ud af, at der skulle ske andet og mere end at gå rundt derhjemme:

- Jeg er alene, og jeg har det godt med at være i gang. Jeg kan ikke holde ud at sidde derhjemme og glo, siger hun, og fortsætter:

- Der skal ske noget. Sådan har det altid været. Jeg har altid haft det sådan, at der skulle ske noget, siger Carin Ekstrøm.

Gennem et langt arbejdsliv først som lærer og siden skoleleder og en årrække, som formand for Landsforeningen Danske Folkedansere og nu indenfor Røde Kors, går hun altid hundrede procent ind i de opgaver, hun påtager sig. Derfor endte hun hurtigt i den lokale Røde Kors-afdelings bestyrelse:

Carin Ekstrøm forklarer, at hun på en eller anden måde altid ender som medlem af bestyrelsen, og når hun er der, bliver hun som regel også formand, hvilket hun også gjorde hos Røde Kors i Taastrup.

- Tit så er det, fordi jeg åbner munden og har idéer til, hvordan arbejdet kan gøres lettere og mere spændende. Jeg er god til at administrere og organisere arbejde, siger hun.

Efter nogle år som formand gav hun posten videre, hvor efter hun helligede sig butikken, som butiksleder, hvor hendes organisationstalent viser sig tydeligt:

På kontoret hos Røde Kors hænger vagtplaner, årshjul og opgavefordelinger printet i præcise skemaer på farvede ark. På grund af arkene ved alle i butikken, hvem der skal arbejde hvor og hvornår, samt hvornår hvilke varer skal stilles tydeligere frem i butikken.

På den måde har Carin Ekstrøm sat alt arbejde i butikken i system, og skemaerne viser på en simpel måde, alt hvad butikkens frivillige skal vide.

Men selv om det hele er sat i system, så prioriterer hun alligevel at være meget i butikken.

- De andre siger jo, at jeg altid er her, griner Carin Ekstrøm.

- Jeg prioriterer at være i butikken, snakke med kunderne og høre, hvad de mener, på den måde får jeg ideer til, hvad vi kan gøre anderledes, fortæller hun.

Røde Kors-butikken har 70 ansatte, som alle arbejder frivilligt i butikken.

Carin Ekstrøm er også frivillig, og hun er i butikken, fordi hun har det godt med at være i gang og på grund af det gode selskab:

- Fællesskabet og det med at få folk til at trække på samme hammel er det bedste ved at være her. Kollegerne bliver lidt som en anden familie, siger hun og fortæller, hvordan butikken har ændret sig de seneste år.

- Butikken er blevet mere overskuelig, vi har fået lavet vægreoler og den er blevet mere ensartet i de forskellige områder. Og så har vi fået lagt et nyt gulvtæppe. Det gamle havde ligget længe, og det lugtede, siger hun og fortæller, at de mange tiltag har gjort butikken mere tiltalende at være i, hvilket kan ses på omsætningen:

- I 2016 havde vi en omsætning på 1,6 millioner. Sidste år var den steget til 2,3. Og der er enormt mange, der roser butikken. Fordi vi har gjort butikken præsentabel, gider folk komme, siger hun.

Men selv om butikken er blevet pæn og overskuelig, så løber hun ikke tør for projekter lige foreløbigt.

- Lagerrummet er helt proppet. Det skal vi have lavet lidt mere smart, siger hun og viser tegninger frem, hvor hun via firkanter organiserer rummet:

- Jeg elsker at organisere, siger hun med et lille grin.

Som leder er hun også nødt til at sikre, at butikkens frivillige ikke bare stopper med at møde op, da de jo netop kommer der frivilligt:

- Min tilgang er altid at høre, hvad de har lyst til at lave i butikken, siger hun og understreger, at det er lysten, der driver værket for alle butikkens frivillige.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk