25. oktober 2021
Byrådet har sagt endelig god for lokalplanen for et kommende byggeri på Skjeberg Alle, som bygges i én til seks etagers højde.
Byrådet har sagt endelig god for lokalplanen for et kommende byggeri på Skjeberg Alle, som bygges i én til seks etagers højde.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt byggeri skal være lavere - men får ikke flere p-pladser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt byggeri skal være lavere - men får ikke flere p-pladser
Taastrup - 30. august 2017 kl. 16:34
Af Stina Felby Egerup

I stedet for syv etager må der kun bygges i seks etager, når det kommende byggeri på Skjeberg Alle i Høje Taastrup skal sættes i gang.

Det har byrådet tirsdag aften besluttet, da det godkendte den endelige lokalplan 2.17.11 for området, skriver DAGBLADET Roskilde.

Planerne udlægger området mellem Skjeberg Allé og Høje Taastrup Boulevard til helårsbeboelse med mulighed for at opføre op til 330 boliger i etageboliger og rækkehuse, 750 m2 til butikker og 1.250 m2 til andre lokale formål.

Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og her er der kommet en række indsigelse, ikke mindst fra naboerne til den grund, hvor der skal bygges. Flere har peget på, at der foreslåede byggeri syv etager er alt for højt, og det har politikerne altså lyttet til. Derfor bliver det tilladt at bygge i seks etager.

Flere indsigelser udtrykte bekymring for, at de nye boliger vil medføre store problemer med parkering i området. Socialdemokraterne har derfor foreslået, at der blev etableret ekstra 10 procent p-parkeringspladser inden for lokalplanens rammer, hvilket svarer til cirka 30 yderligere p-pladser.

- Vi mener fortsat, at antallet af p-pladser er utilstrækkeligt. Når man tager udgangspunkt i virkeligheden, så har mange familier, der bor i mindre lejligheder, allerede to biler per hustand, og det er formodentlig ikke en udvikling, der stopper, snarere tværtimod, nu når registreringsafgiften nedsættes, så biler bliver billigere, forklarede Hugo Hammel (S) på tirsdagens byrådsmøde.

De øvrige partier ville dog ikke støtte det forslag. Et notat fra administrationen slår nemlig fast, at hvis der skal etableres flere parkeringspladser, så bliver det på bekostning af de grønne områder eller vil medføre en reduktion i antallet af boligkvadratmeter.

- SF vil helst fremme, at der er mange almennyttige boliger, og hvis flere parkeringspladser er på bekostning af boliger, så vil vi hellere have boliger. Og hvis flere parkeringspladser er på bekostning af grønne områder, så vil vi hellere have grønne områder. Og så ligger området stationsnært, og vi vil egentlig også helst have, at folk tager de offentlige transportmidler, sagde Conny Trøjborg Krogh (SF).

Det er desuden administrationens vurdering, at kravene om minimum en p-plads per bolig under 120 kvadratmeter og to p-pladser for boliger på 120 m2 og derover er tilstrækkeligt for den pågældende bebyggelse.

- Her gør vi ikke noget anderledes, end vi gør i andre sager, og hvis man ser på hele området, Høje Taastrup C, som vi også skal til at bygge, så ville det måske være et skråplan, hvis vi går ud og begynder at ændre ved princippet om krav til parkering i stationsnære områder. Og så synes jeg også, at vi netop imødekommer borgernes ønske om, at der skal være nogle grønne områder mellem byggerierne, så man ikke føler, man blot er omgivet af parkeringspladser, sagde Flemming Andersen (V), formand for plan- og miljøudvalget.

Forslaget om de ekstra parkeringspladser blev derfor nedstemt, hvorefter et samlet byråd stemte for lokalplanen.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?