

Se billedserie
Der er masser af oplevelser relateret til jul i december måned. Her følger en liste med 10 ting, der kan opleves lokalt i julemåneden i Høje-Taastrup mellem den 5. og 28. december.
Fredslys tændes ved en andagt i Rønnevang Kirke klokken 16.30 og en time frem torsdag den 5. december.
Det er 20. gang, der holdes Fredslysandagt i Rønnevang Kirke.
Fredslysets flamme stammer fra den evige flamme i fødselsgrotten i Betlehem, og med den tændes lysene i kirken af to luciapiger. Andagten holdes af sognepræst Flemming Bak Poulsen.
Børnekoret, under ledelse af kirkens organist Henny Holm, går i samme anledning i Luciaoptog.
Taastrup Bibliotek giver lørdag den 7. december børn mulighed for at lave tidsjulepynt klokken 11-13.30.
Med udgangspunkt i ure, tandhjul og mekaniske dimser skabes flot julepynt. Deltagerne går på opdagelse i udstillingen »Tidsmaskinen« og bliver inspireret af, hvordan julepynt har set ud gennem tiden.
Biblioteket sørger for tandhjul, papir, snor, lim, saks og alt det kreative og personalet er også parate med gode idéer og inspiration.
Det er helt gratis, men tilmelding er nødvendig.
Søndag den 8. december er der juletræsfest for børn i kulturhuset Hedehuset i Hedehusene.
Nisse Holger, hans nissebørn, julemor og julemanden kommer forbi og så skal deltagerne lave en masse julepynt til juletræet før der danses om det.
Arrangøren lover, at det bliver julens hyggeligste formiddag. Med til børnenes billet hører en slikpose og en juice. Voksne og børn under to år har gratis adgang.
Caféen er åben på dagen, hvor der kan købes æbleskiver, gløgg, kaffe, te, sodavand mv.
Læs mere og køb billetter på hjemmesiden www.kulturhusenehtk.dk
Der er gospeljulekoncert i Rønnevang Kirke søndag den 8. december klokken 14-15. Det er én af Rønnevang Gospelkors to årlige koncerter. Koret ledes af Maria Holm Søby.
Juleshowet »Bag Duggede Ruder« finder sted i Taastrup Teater & Musikhus onsdag den 11. december klokken 20. Dørene åbner klokken 19.
Kom og oplev årets sejeste husorkester sammen med 10 af landets førende solister, croone sig igennem nøje udvalgte temasange og et udpluk af julens gode, gamle sange.
Læs mere og køb billetter på hjemmesiden www.kulturhusenehtk.dk
Torsdag den 12. december er der julegospel i Taastrup Teater & Musikhus klokken 20 med Anders Blichfeldt i front.
Ifølge arrangøren er der dømt jul, rock'n roll, liv og glade dage til koncerten. I julen 2019 bliver der lagt ekstra vægt på gospelgenren, lige som der også bliver spillet et par helt nye julesange, som Anders Blichfeldt har skrevet.
Blandt andet optræder Linda Andrews, der vandt X Factor i 2009 i gospelgruppen Andrews Sisters sammen med Nadia Nouamani. Udover at synge kor vil de give publikum deres versioner af gospelklassikere og julesange.
Læs mere og køb billetter via hjemmesiden www.kulturhusenehtk.dk
Fredag den 13. december er der juleværksted på Hedehusene Bibliotek for børn mellem klokken 15 og 17.
Temaet er hjemmelavede julegaver, som bliver til sammen med Margit og Mette.
Den anbefalede aldersgruppe er fra fem år. Det er gratis, men tilmelding er nødvendig og kan ske via hjemmesiden www.bibliotek.htk.dk
Den 15. december er der skruet ekstra op for julehyggen i Medborgerhuset i Taastrup.
Formiddagens juleworkshop er allerede udsolgt, men klokken 12.30-13 optræder unge talenter fra Eventyrteatret med deres nye juleshow, der som altid indeholder nisser, magi og en eventyrlig historie.
Eventyrteatret er de sidste seks år kåret som »Bedste børneteater« af Børn i Byen.
Der vil være mulighed for at købe æbleskiver, kaffe, te, juice med mere i caféen.
Læs mere og køb billetter via hjemmesiden www.kulturhusenehtk.dk
Der er julekoncert og fællessang i Reerslev Kirke i Hedehusene søndag den 15. december kl. 15.
Til årets julekoncert byder organist Nadja Aristoff på populær julemusik i fællesskab med vores gæstemusiker Vladimir Gaidai, der spiller harmonika. Der vil blive spillet både på klaver og harmonika, og vi vil bevæge os frem og tilbage imellem den danske juletradition og Ukraine, hvor Vladimir Gaidai kommer fra. Vi glæder os til en blanding af livlig julemusik fra den store verden og fællessang til vores mere hjemlige toner. Eftermiddagen slutter som sædvanlig med masser af julehygge i den gamle præstegård.
Den 28. december er der juletræsfest i Rønnevang Kirke mellem klokken 15 og 18.
Alle - unge som ældre - inviteres til en hyggelig eftermiddag med en klassisk juletræsfest. Deltagerne skal synge julens sange sammen, der er dans om træet, en julehistorie, måske en godtepose til børnene og god tid til at hygge og snakke.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her