

Se billedserie
En lærer, der tester sine elever og kollegaer med en vatpind i næsen et par gange om ugen. Det kan blive den nye virkelighed i de lokale skoler, hvis man vil sikre, at også de ældste elever igen kan komme i skole.
Det står klart efter det møde, landets borgmestre var indkaldt til mandag sammen med blandt andre justits-, sundheds- og undervisningsministeren.
På mødet blev det understreget, at man stadig beregner på forskellige scenarier for delvis genåbning af landet, og at særlig en genåbning af skolerne vil kræve en stor indsats fra kommunernes side. Det er nemlig dem, der skal sikre, at elever og medarbejdere kan blive testet to gange om ugen.
- Det er en udfordring. Det er mange medarbejdere, vi skal have uddannet til opgaven, og selvom vi allerede er i gang, så er der et stykke vej endnu, siger borgmester Michael Ziegler (K) efter mødet.

Borgmester Michael Ziegler (K) er enig i, at flere test er vejen frem til at genåbne mere af samfundet, men det er også en stor opgaven for kommunerne, mener han. Foto: Jørgen C. Jørgensen
I Høje-Taastrup har direktionen og det såkaldte Hovedudvalg, der repræsenterer medarbejderne i kommunen, netop sendt et fælles skriv ud til alle medarbejdere, hvor de opfordrer dem til at melde sig som podere.
- Alle vil blive oplært, men vi har brug for mange frivillige, hvis vi skal kunne klare at teste så mange, siger borgmesteren og understreger, at kommunen ikke kan tvinge nogle til at blive podere, med mindre de i forvejen har en sundhedsfaglig baggrund, så det kan indgå i deres arbejdsopgaver.
På mødet med ministrene efterspurgte Michael Ziegler også centrale retningslinjer for, hvordan kommunerne skal forholde sig i forskellige situationer.
- Eksempelvis skal vi have tilladelse fra forældrene, hvis vi skal teste et barn under 15 år, men hvad nu, hvis vi ikke får den tilladelse? Kan vi så nægte at tage imod eleverne, hvis forældrene ikke selv har fået dem testet? Det skal vi have nogle helt præcise retningslinjer for, så det er ens i alle kommuner, siger han.
Han understreger dog, at han er helt enig i, at mere testning er vejen frem.
- Lige nu er test afgørende i forhold til at lukke samfundet mere op. Test er vejen frem mod en delvis normalisering af vores liv, som vi nok alle sammen trænger til, siger Michael Ziegler.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk