
På grund af Covid-19 restriktionerne er børn og voksne i daginstitutionerne mere ude end de plejer. Det er til tider både koldt, vådt og blæsende - og derfor indkøber Høje-Taastrup Kommune nu termotøj til medarbejderne i de kommunale daginstitutioner.
For selvom pædagoger i vis udstrækning forventes selv at sørge for den rette beklædning, så mener borgmester Michael Ziegler (K) alligevel, at det er en kommunal opgave at give medarbejderne varmt tøj.
- Vi skal forsyne medarbejderne med det tøj, der er nødvendigt for, at de kan udføre deres arbejde. Og når vi nu beder dem om at være meget mere ude, så er det også vores opgave at klæde dem på til det, siger Michael Ziegler og understreger, at det ikke er anderledes end medarbejderne i Driftsbyen, der også får arbejdstøj stillet til rådighed for at holde dem varme.
Det nye tøj skal hjælpe med at sikre, at børn og voksne kan være endnu mere udendørs i denne tid med særlige forhold omkring smitte og afstand.
Det skal hjælpe til at sikre børnene et godt pædagogisk læringsmiljø udenfor hver dag, samtidig med at institutionerne lever op til de gældende restriktioner.
I andre kommuner har pædagoger klaget over, at de fysiske rammer gør det svært at overholde de gældende restriktioner, men det har ikke umiddelbart været tilfældet i Høje-Taastrup, siger borgmesteren.
- Vi har bedre udendørs rammer end eksempelvis mange institutioner i København eller på Frederiksberg. Men det er klart, at vi bruger udearealerne meget mere nu, end vi plejer på denne årstid, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk