23. oktober 2021
I foråret 2019 skrev DAGBLADET om, at Michel Pascual havde fået grønt lys til at gå videre med planerne om en svævebane i Hedeland. Nu har han brugt 100.000 kroner, og svævebanen er droppet. Foto: Mie Neel
I foråret 2019 skrev DAGBLADET om, at Michel Pascual havde fået grønt lys til at gå videre med planerne om en svævebane i Hedeland. Nu har han brugt 100.000 kroner, og svævebanen er droppet. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Iværksætter føler sig snydt for 85.000 kroner af Hedeland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Iværksætter føler sig snydt for 85.000 kroner af Hedeland
Taastrup - 07. oktober 2021 kl. 18:34
Af Anja Søndergård

Planen var klar. Hedeland Naturpark skulle have en ny svævebane. Ikke bare hvilken som helst svævebane. Danmarks længste og hurtigste. Derfor begyndte I/S Hedeland tilbage i 2016 et samarbejde med Michel Pascual, idémager og iværksætter, som blandt andet står bag GoMonkey Klatrepark.

Men efter Michel Pascuals arbejde med at få alle forundersøgelser til svævebanen på plads, dropper I/S Hedeland samarbejdet med ham i januar i år.

- Direktøren for I/S Hedeland, Tina Vesth, pressede mig til at bestille og betale alle forundersøgelser, selv om jeg flere gange gjorde opmærksom på, at det ikke var rimelig procedure, da hun hverken ville udarbejde kontrakt eller fortrolighedsaftale med mig. Men jeg tog direktørens ord for gode varer og brugte 100.000 kroner af egen lomme. Nu føler jeg mig godt taget ved næsen, siger han og fortsætter:

- Én ting er pengene, men en anden er al den tid, jeg har brugt på det her. Jeg har gået gennem søen i våddragt, jeg har hængt i træer, jeg har sat teststolper op for at skaffe de rette oplysninger til projektet. Jeg vil skyde på, at jeg har brugt, hvad der svarer til fire fulde arbejdsmåneder.

I en mail, som avisen har fået indsigt i, kan man se, hvordan Tina Vesth afbryder samarbejdet med Michel Pascual:

»I/S Hedeland har besluttet ikke at gå videre i forhandlingerne om indgåelse af aftale om brugsret til areal med det formål at etablere og drive svævebane i Hedeland Naturpark. På baggrund af forhandlingerne er det blevet klart, at der ikke kan opnås en aftale, som begge parter finder tilfredsstillende. Beslutningen er endegyldig.«

Det efterlod Michel Pascual meget forvirret. Ifølge ham var der ingen uoverensstemmelser. Tværtimod var begge parter enige om formålet og havde en god tone.

- Det giver mig anledning til at tro, at de vil bruge mit forarbejde som løftestang til en udbudsrunde på et andet svævebaneprojekt og dermed tjene penge på mit arbejde, siger Michel Pascual.

Spist af for 15.000 kroner

Michel Pascual forsøger forgæves at tage kontakt til formanden for I/S Hedeland, Lars Prier, der også er 1. viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune, for at få en uddybende begrundelse for ophøret af projektet. I stedet bliver han ifølge ham selv ringet op af Tina Vesth, der forklarer, at Lars Prier ikke ønsker at tale med ham.

Derfor sender Michel Pascual en klage over Tina Vesth og hele forløbet til I/S Hedelands bestyrelse, der både indbefatter Lars Prier og Tina Vesth.

- Herefter bliver jeg indkaldt til møde med Lars Prier og bestyrelsen. De vil imødekomme mig med betaling for to af mine fakturer til en værdi af 15.000 kroner, siger Michel Pascual.

Betingelsen fra Michel Pascual lød på, at I/S Hedeland ikke skulle opføre andre svævebaner i nær fremtid. Men denne betingelse kunne ikke imødekommes, og Michel Pascual får at vide, at han har 10 dage til at godkende deres bud på de 15.000 kroner.

- Jeg ender med at sige ja til de 15.000 kroner i frygt for selv at skulle betale hele udgiften på 100.000 kroner, siger Michel Pascual.

Efterfølgende oplever han, at Tina Vesth selv svarer på klagen over hende selv.

- Jeg forstår ikke, hvordan det kan være rimeligt, at hun behandler sin egen sag, siger han.

I mellemtiden har Michel Pascual også haft en telefonisk samtale med Tina Vesth, hvor hun ifølge ham skulle have lovet, at der ikke opsættes andre svævebaneprojekter. Men Michel Pascual har aldrig fået dette på skrift, og nu kan han ikke få Tina Vesth til at gentage det.

- Hvorfor kan en direktør ikke stå fast ved sine udtalelser? Jeg har ikke kunnet sove om natten efter det her, siger Michel Pascual.

Ingen kommentarer

Michel Pascual er nu bekymret for, at I/S Hedeland vil bruge hans forarbejde til en salgsrunde til andre udbydere af svævebaner og dermed få profit på arbejdet.

- Det har været en svær balancegang at føle sig bekymret over afkrævede forundersøgelser og samtidig gerne ville i hus med projektet. Men jeg håbede på det bedste. Jeg er meget ked af afslutningen på det her. Jeg føler ikke, jeg er blevet behandlet fair, da jeg ikke er blevet oplyst om, at vi var så langt fra hinanden til at kunne underskrive en aftale, siger han.

DAGBLADET har kontaktet Tina Vesth med henblik på et interview om forløbet.

Hun ville ikke indgå i et mundtligt interview, men lovede telefonisk at svare på alle avisens spørgsmål over mail.

Kort før deadline på besvarelsen af spørgsmålene kom følgende mail fra Tina Vesth:

»På vegne af I/S Hedelands bestyrelse har formandskabet bedt mig sende følgende svar: I/S Hedelands bestyrelse har indgået en aftale med Michel Pascual og betragter derfor sagen som afsluttet. Bestyrelsen har derfor ikke yderligere kommentarer.«

DAGBLADET har også talt med Lars Prier, formand for I/S Hedeland, der heller ikke vil kommentere sagen.

Tilbage står Michel Pascual med budskabet til andre iværksættere om, at de skal holde øjne og ører åbne.

- Jeg henvender mig til avisen, for at andre iværksættere og ildsjæle ikke skal gennemgå det samme mareridt og udnyttes til at arbejde og putte penge i noget, som har et pludseligt samarbejdsophør, siger han.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?