20. maj 2018
Der skal ses på behovet for at opdatere det nuværende samarbejdsgrundlag på skoleområdet, men der kommer ikke en reel lokal arbejdstidsaftale i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Hans-Jørgen Johansen
Der skal ses på behovet for at opdatere det nuværende samarbejdsgrundlag på skoleområdet, men der kommer ikke en reel lokal arbejdstidsaftale i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ingen lokalaftale for lærerne - men en fornyet dialog

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ingen lokalaftale for lærerne - men en fornyet dialog
Taastrup - 16. maj 2018 kl. 13:41
Af Stina Felby Egerup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Lærerne i Høje-Taastrup skal ikke sætte næsen op efter at få en egentlig arbejdstidsaftale i denne omgang. Det står klart, efter en længere debat på byrådsmødet tirsdag aften, skriver DAGBLADET Roskilde.

Her havde Socialdemokraterne og Enhedslisten foreslået, at man skulle tage en åben drøftelse om, hvordan man i Høje-Taastrup Kommune kunne lave en lokal arbejdstidsaftale. Det skulle ifølge forslagsstillerne blandt andet gøre det nemmere at rekruttere uddannede lærere.

-I Høje Taastrup er fastholdelse og rekruttering af lærere en helt central udfordring, og her er løn og arbejdsmiljø vigtige parametre, som Høje-Taastrup kommune bliver målt på. Vi skal bygge to nye skoler, og vi taler om, at vi skal arbejde med en anderledes læringsform, fordi vi vil have den bedste folkeskole. Men mange af initiativerne og de flotte ord, der strømmer ud fra rådhuset, vil ikke betyde noget, hvis vi ikke formår at fastholde og rekruttere de bedste lærere. Så vil det ikke lykkes os at løfte folkeskolen, sagde Thomas Bak (S) og fortsatte:

- En god lokalaftale vil være en styrke for kommunen i forhold til at rekruttere kvalificerede lærere, hvor vi ellers vil stå svagt i forhold til de 72 kommuner, som har indgået lokalaftaler.

Både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre støttede forslaget fra Socialdemokratiet og Enhedslisten, men Lokallisten og De Konservative var ikke med på ideen.

Borgmester Michael Ziegler (K) påpegede blandt andet, at det efter hans mening er bedst at vente på de anbefalinger, der kommer fra den kommission, som i forbindelse med overenskomstfornyelsen blev nedsat for at undersøge lærernes arbejdsforhold og komme med forslag til nye arbejdstidsregler.

- Hele ideen er jo, at der ud af det her gerne skal komme et godt resultat, som kan gå direkte over i et længere forhandlingsforløb frem mod næste overenskomstfornyelse - og forhåbentlig så en forbrødring omkring de fremadrettede arbejdstidsregler. Så vi ser ikke, at der er brug for nu - som konsekvens af overenskomstfornyelse - at skynde sig ud og lave en lokalaftale, sagde Michael Ziegler ved aftenens byrådsmøde.

- Det vigtige er, at vi har et godt lokalt samarbejde. Og jeg synes bestemt, der er grund til at bruge overenskomstfornyelsen til at se på, hvordan man kan få et endnu bedre lokalt samarbejde. Derfor har jeg også besluttet at indkalde den lokale lærerkreds til en drøftelse om, hvad vi kan bruge den her overenskomstfornyelse til lokalt, og hvordan skaber vi lokalt den nye start, sagde Michael Ziegler.

De Konservative foreslog derfor, at man inviterer til dialog om en eventuel opdatering af det samarbejdsgrundlag, som man fik lavet efter seneste lærerkonflikt.

- Dels blev vi dengang enige, dels kan der være grund til her efter nogle år at se på, om der er brug for at justere i det her, sagde Michael Ziegler.

Socialdemokraterne påpegede, at en sådan dialog ikke ville føre til nye aftaler, og partiet ønskede derfor at tilføje til forslaget, at behovet for lokalaftaler skulle indgå i dialogen.

Det ændringsforslag var der dog ikke tilslutning til, idet flertallet bestående af Konservative og Lokallisten stemte imod, ligesom der heller ikke var flertal for Socialdemokraternes og Enhedslistens oprindelige forslag, da kun Dansk Folkeparti og Radikale Venstre stemte for.

Til sidst stemte et samlet byråd så for De Konservatives forslag om at invitere til dialog om behovet for at opdatere samarbejdsgrundlaget på skoleområdet.

Forslaget fra De Konservative lød:

»Der optages dialog med Kreds 16, Bupl, FOA-PMF og Skolelederforeningen om behovet for en opdatering af det af et enstemmigt byråd vedtagne samarbejdsgrundlag på skoleområdet. Heri indgår en dialog om, hvordan der kan arbejdes videre med implementeringen af samarbejdsgrundlaget. Såfremt dialogen giver anledning til ændringer i samarbejdsgrundlaget forelægges dette som indstillingssag for institutions- og skoleudvalget.«

»Byrådet tilslutter sig, at borgmesteren og formanden for institutions- og skoleudvalget som supplement til dette har taget initiativ til dialog med Kreds 16 som udløber af overenskomstfornyelsen.«

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk