
En gruppe veteraner er gået sammen om at oprette en veteranforening i Høje-Taastrup Kommune.
- Det er nødvendigt, fordi der sidder veteraner rundt i deres hjem, og som ikke kommer ud, siger Benjamin Klint. Mange veteraner har det svært, og for at hjælpe dem og give dem et sted at gå hen, inviterer han, sammen med to andre tidligere udsendte fra Høje-Taastrup, alle kommunens veteraner til stiftende generalforsamling for Veterancafé Høje-Taastrup.
Alene Forsvaret har registreret 220 veteraner i Høje-Taastrup Kommune. Men veteranforeningen vil omfatte langt flere. Den vil være for sundhedspersonale, politi, nødhjælpsarbejdere, beredskabsfolk, udsendte fra Udenrigs- og Kirkeministeriet samt militært personel og pårørende.
Benjamin Klint kender til livet som tidligere udsendt. Han har ligesom de andre initiativtagere været på internationale missioner flere gange - blandt andet i Kosovo:
- Fra dengang er der mange tidligere kolleger, som er blevet ramt af PTSD, og det skræmte mig egentligt, da jeg borede lidt i det, hvor mange der døjer med problemer, siger han og fortæller, at problemerne ikke nødvendigvis opstår når soldaterne kommer hjem eller året efter:
- Langt de fleste, der bliver ramt, er folk, som forlader det militære system. Så længe man er der, er man blandt ligesindede. Men når man går ud i det civile, så har man ikke nogen at snakke med om sine oplevelser. Man har måske ikke lyst til at snakke med andre om oplevelserne, medmindre de har oplevet noget lignende selv. Erfaringen, jeg har gjort mig, er, at man pludseligt føler sig ladt lidt alene, siger Benjamin Klint.
Det er her veterancaféen kommer til sin ret, for her kan veteraner snakke med andre veteraner, som ved, hvad det vil sige at være udsendt, og som kender livet på internationale missioner:
- Vi er jo hverken psykologer eller psykiatere, men vi er gode til at tage en snak over en kop kaffe. Det bliver mere røverhistorier, og det er nok lidt nemmere, hvis der sidder en, som har oplevet noget af det samme. Nogle gange handler det bare om, at nogen har tid til at snakke, men for fortælleren kan det have en betydning, at personen ved, hvad det handler om, siger Benjamin Klint.
Veterancaféen handler om mere end kaffe og snak, og når caféen er kommet i gang, er det meningen at veteranerne kan hjælpe hinanden med at arrangere forskellige aktiviteter:
- Det kan være grillarrangementer, museumsbesøg, naturture, fisketure og så videre. Hvad folk kunne have lyst til, siger Benjamin Klint.
Foreningen samarbejder med Danmarks Veteranforening, Kulturcenteret og kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, og målet er at hjælpe de tidligere udsendte, som har fået det svært efter udsendelsen:
- Mange har haft voldsomme oplevelser, da de var udsendte. Der kan nogle finde på at bure sig inde i deres lejligheder, og hvis vi bare kan få en af dem ud, så føler jeg missionen er lykkedes, siger Benjamin Klint.
De tre stiftere, Henrik Bæth, Ole Kaspersen og Benjamin Klint inviterer derfor alle veteraner i kommunen til stiftende generalforsamling 19. august i Taastrup Kulturcenter fra 18.30 til 20.30. Derefter vil foreningen mødes mandage i lige uger fra 16 til 20.30 i kulturcentret - første gang bliver 2. september.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her