12. april 2021
Zleep Hotels har haft et rekordstort millionunderskud i 2020, men har alligevel en tro på fremtiden.
Zleep Hotels har haft et rekordstort millionunderskud i 2020, men har alligevel en tro på fremtiden.
Foto: T2Studio
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hotelkæde er optimistisk trods millionunderskud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hotelkæde er optimistisk trods millionunderskud
Taastrup - 07. april 2021 kl. 11:32

Trods et rekordstort millionunderskud så ser hotelkæden Zleep Hotels A/S med hovedsæde i Høje-Taastrup optimistisk på fremtiden.

I det netop aflagte regnskab kan man ellers se, at hotelkæden havde et underskud på hele 39,7 millioner kroner efter skat for regnskabsårets 2020.

Hotelkædens regnskab er, nok ikke overraskende, i høj grad et resultat af de restriktioner, corona-pandemien har afstedkommet, og som har ramt rejse- og oplevelsesindustrien hårdt.

Følgeligt er hotelkædens omsætning faldet med hele 45 procent fra 2019 til 2020, og antallet af ansatte er reduceret med 20 procent.

- Det er umuligt at fremtvinge salg, når efterspørgslen er lig nul. Derfor har vi, foruden at måtte afskedige medarbejdere, optaget COVID-19 finansiering i samarbejde med vores bank og Vækstfonden på i alt 36 millioner kroner, indgået forhandlinger om lejenedsættelse og -udsættelse, holdt enkelte hoteller periodevist lukket samt gjort brug af regeringens hjælpepakker for faste omkostninger og løn. Alt sammen for at komme så godt igennem krisen som muligt. Heldigvis har vi en forretningsmodel, der virker - især i ustabile tider - og vi har en bank, investorer samt samarbejdspartnere, herunder de fleste af vores udlejere, der alle bakker op om Zleep, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels A/S, om de initiativer, hotelkæden har måtte igangsætte.

Stærk trods krisen

Zleep Hotels har samlet set modtaget løn- og omkostningskompensation for cirka 17,4 millioner kroner i 2020. Selvom beløbet er stort, modsvarer det dog langt fra Zleep Hotels A/S' samlede tab af arbejdspladser og omsætning.

Derfor har Zleep, med udgangspunkt i ovennævnte lån og opbakningen fra baglandet, fremlagt en femårsplan, der skal sikre virksomhedens fremtid:

- På trods af det rekordstore underskud har vi hele krisen igennem stået stærkt i markedet, og vi forventer snart at kunne udnytte den øgede markedsandel. I vores femårsplan forventer vi desuden at have hentet det tabte fra 2020 mod udgangen af 2025, og at efterspørgslen på hoteller vil være normaliseret i 2022/2023. Vi har de seneste år investeret i store projekter i både ind- og udland, og det glæder jeg mig til at opleve udbyttet af, fortæller Peter Haaber.

Zleep Hotels' ejerkreds har stor tro på hotelkædens fremtid og arbejder med planer om kraftig vækst i Europa.

Allerede i 2022 åbner kæden således hele syv hoteller. Tre hoteller åbner i Danmark i henholdsvis Vejle, Glostrup og Hillerød, og som del af Deutsche Hospitality-familien slår Zleep fra 2022 til 2024 også dørene op i Tyskland, Spanien, Schweiz og Tjekkiet.

Har udnyttet mulighederne

For at fastholde medarbejdere i stille perioder og dermed undgå unødige opsigelser, har Zleep under pandemien sendt de ansatte på efteruddannelse med tilskud fra Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets (HRT) Kompetenceudviklingsfond. Fra april til juni gjorde Zleep brug af intet mindre end 800 kursusdage.

- Krisen har ansporet vores kreativitet inden for især kompetenceudvikling og efteruddannelse af medarbejdere, og det glæder mig, for nu står vi på det personalemæssige plan godt rustet til en tid efter Corona. Desuden har vi også rent kommercielt udviklet os og her søgt nye veje i samarbejde med eksterne aktører, hvor pakkeløsninger og cross-branding af produkter har vist sig effektivt. Hele 2020 har været én stor læringsproces, og det tror jeg i princippet har været ganske sundt, fortæller Peter Haaber og fortsætter:

- Men hvorom alting er, så glæder jeg mig til mere normaliserede tilstande og til en verden, hvor man igen tør, kan og må rejse, så vores branche kan få det boom, den så inderligt higer efter, siger Peter Haaber.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?