
Frustrerede borgere og pårørende, der må vente så længe på afgørelser, at de i nogle tilfælde ender med at klage. I andre tilfælde risikerer deres situation i at blive forværret, mens de venter på en afgørelse. Det er virkeligheden for de borgere med funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer, der venter på at få deres sag behandlet af Team Myndighed under Social- og Handicapcenteret i Høje-Taastrup Kommune, skriver DAGBLADET Roskilde tirsdag.
Allerede nu har centeret måttet hente ekstern hjælp fra et firma, der kan behandle de 85 sager, som i øjeblikket afventer. Og nu beder centeret byrådets politikere om flere ressourcer til at løse problemet. I et notat til socialudvalget peger centeret således på, at der vil være behov for at tilføre området 3,7 årsværk, så problemet med sager, der hober sig op, fremover kan undgås.
Sagen vil ifølge formanden for socialudvalget, Laurids Christensen (K), dog først blive behandlet som en beslutningssag i økonomiudvalget, og her er Socialdemokraternes Thomas Bak mere end villig til at finde flere penge til området. Han er dog meget utilfreds med, at der er gået så lang tid, før kommunens administration har reageret på problemet.
- Allerede i begyndelsen af året lavede de en opgørelse over, at de ikke kan nå sagerne. Hvorfor venter de så til midt i maj måned? Det er ikke godt nok. Men grundlaget er i orden, og det er 100 procent noget, der skal findes penge til, siger Thomas Bak.
Formanden for økonomiudvalget, borgmester Michael Ziegler (K), kalder situationen for »uholdbar.« Han vil dog endnu ikke sige, om han mener, at området bør tilføres flere ressourcer, da han først vil have sagen drøftet på økonomiudvalgets møde i næste uge.
- Jeg ville dog gerne have været bibragt det her billede noget før. Godt nok har der været tre klager til mig, men det har ikke på den måde tegnet det billede, vi får vist her, siger borgmesteren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk