18. august 2018
Man skal være trofast og kunne tilgive for at have et lykkeligt og langt ægteskab, lyder det fra Jytte og Jørgen Jensen, der har været gift i 60 år den 3. august 2018. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Man skal være trofast og kunne tilgive for at have et lykkeligt og langt ægteskab, lyder det fra Jytte og Jørgen Jensen, der har været gift i 60 år den 3. august 2018. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gift i 60 år: Trofasthed og tilgivelse er vigtigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gift i 60 år: Trofasthed og tilgivelse er vigtigt
Opdateret 01. august 2018 kl. 14:02
Taastrup - 01. august 2018 kl. 07:52
Af Lisbeth Jansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Hun er mit livs kærlighed.
Så enkelt og kærligt sammenfatter Jørgen Jensen sit 60 års ægteskab med hustruen Jytte.

De to har kendt hinanden siden teenageårene, hvor deres veje mødtes i det nordjyske Hirtshals, hvor han leverede varer til det hus, hvor hun var feriebarn.

De blev gift i 1958, og derfor har parret diamantbryllup den 3. august 2018.

Parret fik tre børn og sidenhen slog de sig ned i Høje-Taastrup i 1972. Det var en reklame, der kaldte Høje-Taastrup for »en oase i storbyen«, der lokkede dem hertil.

Deres datter har også slået sig ned i Høje-Taastrup, og det har nogle af børnebørnene også.

- Vi føler os hjemme i Taastrup, som Jytte Jensen udtrykker det.

Parret bemærker selv, at det ikke er alle forundt at have et rimeligt helbred og derfor leve længe nok til at opleve et diamantbryllup.

Men de giver gerne et par råd videre til, hvordan man forbliver sammen i mange år.

- Vi har været trofaste mod hinanden. Ingen narrestreger. Trofasthed er en god ting, hvis et ægteskab skal holde, siger Jytte Jensen, og Jørgen er enig.

Jytte Jensen fortsætter.
- Man skal heller ikke tro, at det altid er én selv, der har ret hver gang. Man skal også kunne tilgive hinanden indimellem, siger hun.

Hjemmefødsel det største
- Den største oplevelse var, da vores yngste, Flemming, blev født. Det var en solrig søndag morgen, siger Jørgen Jensen, da han tænker tilbage på 60 års højdepunkter.

Det særlige ved netop den nævnte begivenhed var, at det var en hjemmefødsel. En jordemoder indtog deres hjem og bad om strygebræt, vandfad og aviser, og efter strabadserne sendte hun Jørgen Jensen ned til bageren efter morgenbrød. De to storesøskende fik sig også en morgensurprise ved at vågne og se en lille ny lillebror.

- Jeg stod og så ned på toppen af hans lille hoved, og de to store kom ind fra sideværelset, husker Jørgen Jensen.

- Ja, det var en kæmpe oplevelse, siger Jytte.

- Jeg fik at vide, at jeg var for sent på den til at kunne føde på klinik, og derfor var jeg nødt til at føde hjemme. Jørgens mor var en knag. Hun kom hertil fra Hirtshals, selvom hun havde sit eget hus fuld af børn. Hun var en alletiders svigermor, der også på længere sigt har sørget for at samle hele den store familie, siger Jytte Jensen.

Kortere vej til arbejde
Det er ikke kun derhjemme, men også i arbejdslivet, at de to i mange år har kørt parløb.

Jørgen Jensen er uddannet bager og konditor, og parret drev i 19 år en bagerforretning på Nørrebro. Her stod Jytte ved disken. Derfor er der i den grad blevet pendlet mellem København og Høje-Taastrup.

Med tiden fik de dog begge arbejde i Høje-Taastrup, og den kortere afstand passede dem godt.

- Det var rigtig godt og en stor lettelse at komme tæt på, siger Jytte Jensen.

Hun blev ansat i Prima i Blåkildegård, hvor der nu er Meny.

- Jeg har altid været glad for at stå i forretning. I Prima stod jeg bag disken i kiosken efter først at have siddet i kassen. Der var jeg meget glad for at være, siger Jytte Jensen.

Hun har flere sjove historier og minder om sine kolleger og kunder.

- Der er stadig nogen, der kan genkende mig. Det er da sjovt, siger Jytte Jensen.

Da bagerjobbet blev for fysisk hårdt, blev Jørgen Jensen i stedet ansat som vicevært i Taastrup Vænge.

- Jørgen var god til at snakke med folk, siger Jytte om sin mands job.

- Jeg dyrkede også løb hos TIK. Det var jeg nødt til, for jeg er sådan en sprællemand, der var nødt til at bevæge mig, siger Jørgen Jensen.

Han peger på det at styrke sin krop samtidig med at opdyrke et kammeratskab som årsagerne til, at han var så glad for at være i klubben.

Olli og Østrig
Parret har boet flere forskellige steder i Høje-Taastrup gennem årene. Både i lejlighed og i hus. Nu er Jørgen dog flyttet på plejehjem på grund af hans demens. Han får dog besøg af Jytte hver anden dag, og de to ser ofte familien.

Udover tre børn har ægteparret fire børnebørn og tre oldebørn.

- Det er en taknemmelighed uden lige at have fået de kære og elskelige børn, børnebørn og oldebørn. Den yngste kalder mig 'Olli-far', siger Jørgen med et smil.

Noget der betyder meget for parret er også, at de næste generationer i familien er fortsat i samme feriespor som diamantparret startede.

For Jytte og Jørgen har haft mange lange rejser til en bestemt by i Østrig, hvor de med årerne også er blevet æresborgere.

Børn og børnebørn er fortsat med at tage samme sted hen.

- Der har været mange store oplevelser, men vores vinterture til Østrig har nok været vores bedste tid, siger Jytte Jensen.

Diamantbrudeparret fejrer deres mærkedag sammen med den nærmeste familie under private former.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk