
Sammen med et forsyningsselskab og andre samarbejdspartnere fortsætter Høje Taastrup Kommune udbygningen af vedvarende energi og udviklingen af energiløsninger til gavn for borgere, byer og virksomheder på begge sider af Øresund.
Det sker i projektet Smart Cities Accelerator+ (SCA+), hvor de 11 partnere er støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for Öresund-Kattegat-Skagerrak.
Frem mod efteråret 2022 skal partnerne udvikle skalérbare modeller og metoder til at undgå spidsbelastningsperioder i el- og varmeproduktionen og til at gøre energiforbruget i bygninger så effektivt som muligt.
Mange og forskelligartede partnere skal skabe nye synergier og løsninger SCA+ bygger videre på erfaringerne fra det forudgående SCA-samarbejde, og flere af partnerne er derfor gengangere samtidig med, at flere nye er kommet til.
Tilsammen udgør de et bredt og dedikeret tværfagligt netværk på tværs af Øresund og tæller visionære byplanlæggere, ledende forskere i databaserede energisystemer, driftsfolk fra almene boligselskaber, distributører af energi til både bygninger, transport og borgere samt kommunale klimaplanlæggere.
- For at indfri de ambitiøse svenske og danske klimamålsætninger og omlægge samfundet til vedvarende energi, er der behov for, at vi arbejder sammen på tværs af sektorer og brancher, kommune- og landegrænser. Vi kan lære meget af at samarbejde på tværs, og vi kan hurtigere skalere og kommercialisere løsninger, vi finder frem til i fællesskab. Og det har vi brug, forklarer Nette Kirkegaard, der er projektleder for SCA+.
Målet er at skabe fleksible, smarte energisystemer, der reducerer spidslastningsperioder i produktionen, fremmer vedvarende energikilder og et effektivt forbrug i bygninger.
Det kræver samspil og viden om energiproduktion og distribution, energifordeling og lagring og effektivitet. Kommuner og boligselskabet KAB vil sammen med forskerne fra DTU og Lunds Universitet bruge anonymiserede energi- og indeklimadata til identificere hvilke bygninger, der bør renoveres.
Data virker som et slags røntgenbillede. Tilsvarende vil datadrevne modeller, hvor man planlægger energibehovet ud fra forecast, fx forskellige lokale vejrudsigter, være med til at sikre optimal opvarmning i fjernvarmen.
Mange kommuner oplever i disse år, at omlægningen fra naturgas og oliefyr kræver alternative løsninger i eksisterende eller nye boligområder, der ligger for langt fra fjernvarmenettet. SCA+ vil undersøge, hvordan såkaldte energifællesskaber, hvor borgerne fx sætter solceller og varmepumper op og deler energien med hinanden eller sælger strøm til det omkringliggende elnet, kan være en løsning i disse områder.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk