
De færreste synes, det er rart at blive podet for Covid-19. Nu undersøger et forskerhold fra Rigshospitalet, ved hjælp af data fra testcentret på Taastrupgaardsvej, om en podepind i den forreste del af næsen kunne være en ny nænsommere metode. Forskerne håber på, at borgerne vil være med.
Forskerne er i gang med at samle data fra Testcenter Danmarks teststed i Taastrup, og her får alle, der har bestilt tid til podning tilbudt at få foretaget en podning i næsen udover den PCR-test, de allerede har bestilt tid til. Podningen i den forreste del af næsen slutter på mandag 8. marts, og forskerne fra studiet opfordrer borgerne vil være med til at indsamle de vigtige data:
- Det kan være ubehageligt at blive podet, men ved denne type af podning skal pinden kun ind i den forreste del af næsen. Det gør podningen mere behagelig og nænsom end de andre typer test. For at finde ud af om denne her mere nænsomme podning er til at stole på, har vi brug for så mange, som muligt siger ja til at være med i projektet. Vi skal helst op på 5.000 deltagere, så vi håber meget, at Vestegnens borgere vil deltage, når de alligevel er her, siger professor og leder af forskningsprojektet Christian von Buchwald.
Podningen i den forreste del af næsen er også en såkaldt lyntest, hvor borgeren får svar efter 15 minutter.
Med data i hånden kan forskerne finde ud af, om podningen i den forreste del af næsen, er lige så pålidelig og effektiv som de nuværende lyn-test sammenlignet med den klassiske PCR-test, som man får i svælget:
- Hvis podningen i den forreste del af næsen viser sig at være lige så effektiv og valid som de andre lyntest, er det en god nyhed for langt de fleste borgere, især fordi mange af os skal testes oftere. Her er det væsentligt, at testen er forbundet med færre gener, og den ikke er direkte ubehagelig. Det vil også være en fordel, for børn og andre borgere som har svært at skulle have podninger langt nede i halsen eller ned gennem næsen, uddyber Christian von Buchwald.
En klassisk test for Covid-19 sker ved podning af svælget, som derefter bliver analyseret ved PCR-test i et laboratorie. Det er en meget sikker undersøgelse, men også kostbar og tidskrævende, og et podesvar kan være 48 timer undervejs. En anden meget udbredt podning er den type lyntest, hvor podepinden bliver ført gennem næsesvælget. Her får man svar i løbet af 15 minutter.
Projektet i Taastrup er et samarbejde mellem Rigshospitalets Afdeling for øre-næse-halskirurgi og audiologi, Region Hovedstadens Akutberedskab og Statens Serum Institut.
Efter den podning man har bestilt tid til ved Testcenter Danmarks teststed i Taastrup, vil man blive podet igen, denne gang i den forreste del af næsen. Podematerialet vil herefter blive undersøgt med det samme via en antigen quick-test. Denne test modtager man svar fra indenfor cirka 15 minutter.
Det endelige svar fra den traditionelle podning modtager man, som normalt, via sundhed.dk indenfor 24-48 timer.
Der er ingen risici ved deltagelse i forsøget udover eventuelt ubehag ved ekstra podning i næsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk