

Se billedserie
Flere Swim Team Taastrup-svømmere deltog for nylig i to åbentvands-stævner på Amager Strandpark.
De to stævner blev holdt på samme tid: Danmarksmesterskaberne i 5 km åbentvands-svømning samt Amager Open Water.
Det var til dato den varmeste dag på året, og vandtemperaturen havde flere steder på ruten sneget sig op på 21 grader. Og når man svømmer i åbent vand, er vejr- og strømforhold meget afgørende faktorer for deltagernes løb. Denne dag var der høj sol, ingen vind og svag strøm hele dagen igennem
Det første heat med deltagelse fra Swim Team Taastrup var 5 km distancen, hvor bestyrelsesmedlem Torben Hjalholt kom ind i tiden 1:19:51 som rakte til en 5. plads ud af et felt på 47. Han havde sommeren igennem trænet med de unge fra Swim Team Taastrup i det nyligt opstartede samarbejde med Copenwater, hvilket havde skubbet ham fra knapt at kunne gennemføre et træningspas på 2 km tilbage i april til nu at slutte blandt de første i feltet.
I heatet for 2 km stillede 14-årige Maya Krogh Brønnicke op og vandt guldet for damerne, hvilket rakte til en tredjeplads i det samlede felt på 57 deltagere. Det er selvsagt, at en glad Maya var meget tilfreds med sin indsats, oplyser Swim Team Taastrup.
Efter Amager Open Water blev der afholdt DM i 5 KM i åbent vand. Her var Swim Team Taastrup repræsenteret af ikke mindre end fire svømmere.
Fra masters i G-gruppen stillede Jan Råsø Rasmussen op, i pre-masters gruppen stillede Philip Krogh Brønnicke op, og i juniorklassen var der to debutanter i form af Andreas Stampe Dalgaard og Malte Hjalholt.
Philip Krogh Brønnicke kunne med tiden 55 minutter og 6 sekunder hive guldet hjem for pre-masters, hvilket også rakte til en samlet bronzemedalje for det samlede felt.
Andreas Stampe kunne med sin tid på 1:00:33 sek. komme ind på en samlet 10. plads, mens Malte Hjalholt fik tiden 1:05:08 sek og tog den samlede 15. plads, hvilket i deres gruppe svarer til hhv. en 4. og 5. plads.
De to imponerede med at svømme en del hurtigere end hvad de havde sat sig for.
Jan Råsø Rasmussen kom ind i tiden 1:18:05, hvilket gav en sølvmedalje for G-gruppen.
- Alt i alt en strålende dag i selskab med Swim Team Taastrup, hvor alle svømmere fik en fantastisk oplevelse og gode resultater med sig hjem, lyder det fra klubben, der har omkring 1000 medlemmer, og som noget nyt for nogle medlemmer har byttet svømmehallen i Taastrup ud med Amager Strandpark.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk