
Det er ikke utænkeligt, at der er en sammenhæng mellem den seneste tids skyderier på Vestegnen.
Onsdag aften blev en 20-årig mand alvorligt såret af skud ved Morelhaven i Høje-Taastrup, og lørdag morgen blev en 25-årig mand fundet dræbt af skud i Brøndby Strand.
Begge skyderier er at politiet blevet betegnet som 'opgør i det kriminelle miljø', og Københavns Vestegns Politi undersøger nu, om der er forbindelse mellem de to skyderier.
- Vi har ikke konstateret en sammenhæng. Men vi kan ikke afvise det og undersøger, om der er et sammenfald. Det er et tema i vores efterforskning, siger efterforskningsleder Peter Malmose til ekstrabladet.dk.
Søndag aften kunne politiet desuden konstatere, at der var blevet affyret mindst ét skud ved Ishøj Bycenter.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at det har indsat store efterforskningsressourcer på at opklare den seneste uges skyderier, og man opfordrer alle med viden om sagerne til at henvende sig til politiet.
Samtidig arbejder politiet intenst på at genoprette trygheden i området.
Politiet har øget politiindsatsen i området med blandt andet flere synlige patruljer i området hele døgnet for at øge trygheden.
- Vi er synlige i områderne - så kom hen til os, hvis du har info i forbindelse med skyderierne eller blot har behov for at tale med en betjent, lyder det fra politiet.
Torsdag var politiet blandt andet tilstede med sin mobile politistation ved Torstorp Skole, som ligger tæt på Morelhaven, hvor onsdagens skyderi fandt sted.
Søndag var den mobile politistation i Brøndby Strand efter nattens skuddrab.
Politiet har også lagt vejen forbi Fløng Skole for at høre, om nogen havde set noget i forbindelse med afbrændingen af den bil, der menes at være blevet brugt ved skyderiet i Taastrup onsdag aften. Den blev fundet i brand ved Soderupvej ikke langt fra Fløng Hallen, så politiet hører gerne fra vidner, der måtte have set noget i området onsdag aften i tidsrummet fra klokken 18.00 til 22.30.
I et opslag fra politiet lyder det blandt andet: »Vi efterforsker episoden intenst og har flere spor i sagen. Politiet hører altid gerne fra borgere, som har set eller hørt noget mistænkelig før, under eller efter en skudepisode. Henvend dig døgnet rundt på telefon 114.«
Sent søndag eftermiddag rykkede politiet desuden tilstærkt ud, da der var meldinger om skud ved City2, som ikke ligger langt fra Morelhaven.
Politiet tog derfor ingen chancer og rykkede talstærkt ud med både aktionsstyrke og helkopter. Heldigvis viste det sig, at der ikke var tale om et kriminelt forhold, men sandsynligvis blot en nærliggende - og lovlig - gåsejagt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk