26. juni 2019
22-årige Line Dandanell Bay har de sidste tre år boet på tre forskellige botilbud, og med diagnoser som infantil autisme og angst, samt en række andre lidelser som OCD og spiseforstyrrelser, er hun hårdt ramt. Hendes mor Karina Dandanell fortæller om en pige, der har udviklet sig fra at være i gang med en ungdomsuddannelse og drømme om et nogenlunde almindeligt liv inden for de grænser, hendes diagnoser tillader, til at være en pige, hvor drømmene er forsvundet. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

22-årige Line Dandanell Bay har de sidste tre år boet på tre forskellige botilbud, og med diagnoser som infantil autisme og angst, samt en række andre lidelser som OCD og spiseforstyrrelser, er hun hårdt ramt. Hendes mor Karina Dandanell fortæller om en pige, der har udviklet sig fra at være i gang med en ungdomsuddannelse og drømme om et nogenlunde almindeligt liv inden for de grænser, hendes diagnoser tillader, til at være en pige, hvor drømmene er forsvundet. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Desperat mor: - Kommunen har ødelagt min datters liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Desperat mor: - Kommunen har ødelagt min datters liv
Taastrup - 30. april 2019 kl. 13:48
Af Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det er resultatet af mere end tre års professionel omsorgssvigt fra Høje-Taastrup Kommunes side. Kommunen har ødelagt min familie og ikke mindst min datters liv.

arrow Læs også: Debat: Kommunen svigter sin omsorgspligt

Sådan lyder det fra Karina Dandanell, der er mor til 22-årige Line Dandanell Bay, som har diagnoserne infantil autisme og angst.

Ifølge Karina Dandanell har kommunen svigtet hendes datter så meget ved ikke at tilbyde hende et sted, der passer til datterens behov.

Den 22-årige pige laver ikke andet end at sidde foran computeren hjemme hos sin mor i Taastrup. Hun burde egentlig være på bostedet Skovmosen i Allerød, hvor hun på tidspunktet for besøget fra denne avis, har sin adresse og sine ejendele. Men hun magter ikke at være der, og det eneste sted, hun er nogenlunde tryg, er hos sin mor, der selv bor i en beskyttet bolig, fordi hun er handicappet og dårligt gående.

Som infantil autist har Line Dandanell Bay brug for struktur, ro og forudsigelighed i hverdagen, og hun har brug for at være tæt på de trygge rammer i Taastrup.

Og det har der ikke været i tilstrækkelig grad de seneste år, hvor Line Dandanell Bay har boet på tre forskellige botilbud. Fra 1. januar i år har hun - i hvert fald på papiret - boet på botilbuddet Skovmosen. Men hun trivedes ikke med de rammer, der har været, og har flere gange forladt botilbuddet. Blandt andet uden overtøj og sko, mens det var snevejr.

- Uvisheden om, hvad der skal ske i fremtiden, er det allerværste for Line, siger Karina Dandanell, der siden 24. januar har haft sin datter boende derhjemme på sin sofa trods trang plads.

Karina Dandanells påstande kommer ikke bare ud af det blå, når hun påpeger, hvad hendes datter har brug for.

Det står i en rapport, lavet af VISO, som er Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, der hører under Socialministeriet og leverer rådgivning inden for socialområdet, blandt andet inden for autisme.

VISO har udført et rådgivningsforløb for Høje-Taastrup Kommune, så kommunen får et bedre beslutningsgrundlag i forhold til, hvor Line Dandanell Bay skal bo. I rapporten, der er dateret til 3. december 2018, står der blandt andet, at det »... anbefales, at Line er i et miljø, hvor der er struktur, forudsigelighed og genkendelighed«. Rapporten anbefaler videre, at Line får sin egen bolig, hvor hun kan være sig selv og dagligt modtage støtte samt have muligheder for socialt samvær, når Line har overskud til det, samt at hun skal forblive i et »kendt og trygt miljø«.

Bruger ikke rapporten

I sagens akter, som avisen har fået indsigt i af Line Dandanell Bay, står der, at VISO-konsulenten understreger, at rapporten indeholder anbefalinger. Kommunen skal altså ikke nødvendigvis følge anbefalingerne.

- Men jeg føler slet ikke, Høje-Taastrup Kommune har taget VISO-rapporten til efterretning. Kommunen har sagt, at der mangler noget ekspertviden for at vurdere Lines sag. Hvis ikke VISO-teamet er eksperter, så ved jeg ikke, hvem der er, siger Karina Dandanell.

Med rapporten som en del af sagen fandt Høje-Taastrup Kommune i december 2018 tre mulige tilbud til Line Dandanell Bay, som besøgte alle tre.

Skovmosen var det ene, BOAS i Taastrup var et andet, mens det tredje var et sted i Hillerød. Line Dandanell Bay bedømte de tre botilbud ud fra sit eget pointsystem, og her fik BOAS højeste score, mens Skovmosen fik næsthøjest.

Høje-Taastrup Kommune har gennem tre år vurderet, at Line Dandanell Bay hører til den målgruppe, der hører under §107 i Serviceloven og derfor skal tildeles et botilbud som et midlertidigt ophold (som Skovmosen kunne tilbyde), mens Karina Dandanell længe har ment, at hendes datter hører under §108, som betyder, at kommunen skal tilbyde længerevarende ophold og hjælp til flere dagligdagsting.

Nu er kommunen gået med til at genoverveje, hvilken paragraf Line Dandanell Bay skal tilbydes botilbud efter.

- Selvom Line har fået det så meget dårligere de sidste år, har kommunen i flere år fastholdt, at hun hører under §107. Det er godt, der måske sker noget nu, men det er alt for sent, og jeg er ret sikker på, at Line i den tid har fået to-tre diagnoser mere, end hun havde, da hun blev udredt. Kommunen har gjort hende mere syg, end hun var, siger Karina Dandanell.

Kan ikke tale

Et tydeligt tegn på, at det er gået den forkerte vej for Line Bay Dandanell de senere år, er, at hun ikke taler, efter hun ikke har været i trivsel. Derudover spiser hun ikke, og da Line Dandanell Bay blev afleveret hos sin mor af Skovmosen den 24. januar, vejede hun 43,2 kg.

- Jeg ser en pige, der er så dårligt i stand. Hun har aldrig været nonverbal, som hun er nu. Hun er så tynd, at man kan se knoglerne stikke ud. Personalet på Skovmosen har forsøgt, hvad de kan, men har ikke kunnet nå ind til Line, siger Karina Dandanell og fortæller, hvordan det påvirker hende som mor.

- Jeg er bange for at miste hende. At se Line sådan er nedslidende. Hendes drømme er forsvundet, og hun føler, at hendes liv er spildt. Det er sindssygt hårdt at være vidne til, at et menneske forsvinder, siger Karina Dandanell, der føler, at hele situationen kunne være afhjulpet.

- Hvis kommunen havde lyttet til mig og til VISO-konsulenten. Line er blevet presset ned i en kasse, hun ikke har tilhørt i mere end tre år, og for mig at se har kommunen ydet professionelt omsorgssvigt, siger Karina Dandanell.

Et spørgsmål om penge

Høje-Taastrup Kommune oplyser ifølge sagsakterne, at de tre tilbud ikke giver borgeren frit valg, men på grund af Line Dandanell Bays funktionsnedsættelse, støttebehovet og anbefalingerne fra VISO, mente kommunen i december, at Skovmosen var det rette sted.

Karina Dandanell er dog af en anden opfattelse. Ifølge et indstillingsskema fra sagen koster et år på Skovmosen 839.500 kroner, mens Boas i Taastrup koster 1.105.728 kroner, hvilket er 266.228 kroner dyrere årligt.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det drejer sig om penge. For både VISO-rapporten og min holdning var, at BOAS ville være det bedste for Line på det tidspunkt, siger Karina Dandanell

Den 26. marts 2019 oplyste Høje-Taastrup Kommune til Karina Dandanell og hendes datter, at man har opsagt lejemålet på Skovmosen pr. 30 april. Det betyder, at Line Dandanell Bay ikke har et sted at bo fra 1. maj.

Kommunen: - Vores afgørelser er fornuftige

Line Dandanell Bay har givet samtykke til, at Høje-Taastrup Kommune må udtale sig om hendes sag og situation.

Myndighedschef på Socialområdet Henrik Otto understreger, at han mener, det er en meget ulykkelig situation for Line Dandanell Bay at være i, men han understreger Høje-Taastrup Kommunes eneste intention har været at hjælpe hende, og at man har taget de fagligt rigtige beslutninger. Alligevel er det bare ikke lykkedes at hjælpe den 22-årige kvinde.

- Det har været vanskeligt og endda nogle gange umuligt for Line at tage imod de tilbud, kommunen har stillet op med. Det er selvfølgelig rigtig ulykkeligt og en alvorlig situation, der kalder på, at vi er omhyggelige med, hvad vi stiller op nu, siger han.

En af udfordringerne er, at man ikke ved, hvad årsagen er til, at det ikke er lykkedes at hjælpe Line Dandanell Bay. Henrik Otto mener, at den dårlige kontakt til hende er en væsentlig årsag, da stort set alt kommunikation går gennem hendes mor Karina. Derfor er det vanskeligt, at få et klart billede af, hvad hendes inderste behov er, og det er derfor kommunen har hyret VISO til at belyse sagen. VISO-rapporten beskriver en række anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe Line Dandanell Bay.

Hendes mor Karina Dandanell mener ikke, at Høje-Taastrup Kommune har fulgt anbefalingerne. Hun mener, at rapporten påpeger, at det vil være bedst for hendes datter at være i Taastrup.

Det er dog en tolkning, der går lidt for vidt, mener Henrik Otto.

- Når det så er sagt, kan jeg godt forstå, at Karina gerne vil have Line i nærheden, og at Line måske også selv har et behov for at være i nærheden af sin mor. Men de ønsker, Karina mener, Line har til en bolig, er svære at få til at lykkes alle sammen, siger han.

Økonomi og faglighed

Da Høje-Taastrup Kommune i december sidste år bevilligede botilbuddet Skovmosen til Line Dandanell Bay var der både faglige og økonomiske overvejelser i spil. Kommunens ønske er at give en støtte, så borgeren kan udvikle sig videre i livet, men der er også et økonomisk aspekt.

- Vi køber ikke et tilbud ind, der er mere omfattende eller dyrere end nødvendigt. Vi sigter mod at ramme det niveau, borgeren har i faktiske behov. Hvis man giver en borger mere støtte, end behovet er, kan det gøre mere skade end gavn, siger Henrik Otto.

Han anerkender dog, at når man kigger tilbage på forløbet på Skovmosen, så var det ikke det rigtige valg, men det mente man, da beslutningen blev taget, ligesom Henrik Otto også fastholder, at han lige nu synes, det er mest hensigtsmæssigt, at Line Dandanell Bay skal tilbydes bolig efter §107 i Serviceloven frem for §108.

- Line er meget ung, og jeg tænker, at den fagligt rigtige tilgang, er, at vi har en forhåbning og en tro på, at Line kan klare sig bedre, end det, vi ser i dag. Derfor kan det godt være, vi ikke hjælper hende, hvis vi allerede nu giver hende et længerevarende tilbud, som hun måske kommer til at bo i resten af sine dage. Det kan godt være, det ville give en form for sikkerhed, men ikke nødvendigvis den bedst mulige udvikling for Line, siger han.

Karina Dandanell mener, at Høje-Taastrup Kommune har ødelagt hendes datters liv. Hvad mener du om det?

- Jeg har svært ved at se, at kommunen kunne have gjort noget, der har den afgørende betydning, at Lines liv skulle være ødelagt. Jeg tror stadig, Line kan få et bedre liv end det hun har i dag, siger Henrik Otto, som mener, at kommunen har fulgt alle regler.

Skulle kommunen have handlet anderledes i sagen?

- Det kan man altid diskutere på bagkant. Man kan konstatere, at det, vi har gjort, har virket meget dårligt eller slet ikke, men jeg synes vores afgørelser og beslutninger er fagligt velbegrundede og fornuftige i forhold til de oplysninger, vi havde på daværende tidspunkt, siger han.

Den 1. maj ved Line Dandanell Bay ikke, hvad hun skal, når hendes botilbud på Skovmosen er opsagt.

- Det er ikke det, vi har ønsket, men det, der er muligt. Det, kommunen har sat op, har ikke virket, og i dag ved vi dybest set ikke, hvad der eventuelt ville have gjort det bedre. Det var en anden sag, hvis det var entydigt, hvad der rent faktisk ville have virket, siger Henrik Otto.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk